DR: Det kulturelle mindreværd

Af Morten Hesseldahl
Kulturdirektør i DR

For nylig modtog jeg en mail fra en stor fan af DR's kulturkanal DR K:

”1. juledag med Pigekorets jubilæumskoncert er den bedste julekoncert med pigerne, jeg har oplevet. Og bagefter Victor Borge. Det er DR Classic, når det er bedst. Kan du ikke snart lige så stille flytte DR K over på DR1? I aften glæder vi os til både opera og ballet.”

Et par dage efter fulgte endnu en begejstret mail over et par andre programmer på kanalen, og igen blev den sluttet af med: ”Så nu mangler vi kun at få DR K flyttet over på DR1!”

Som det fremgår, er det altså ikke tilstrækkeligt for min penneven, at vi nu i DR sender flere kulturprogrammer end nogensinde før og på tidspunkter, der faktisk er inden for de fleste menneskers vågne timer.

Det, der virkelig tæller, er, hvis programmerne bliver sendt på DR1.

Ideen om at presse de smalle genrer, som mange kulturprogrammer er, ind på de brede kanaler har sine rødder i monopolets dage.

Morten Hesseldahl
Kulturdirektør i DR

Husk zapperkulturen
Nu kunne man sige, at det bare er en sær idiosynkrasi hos en enkeltstående seer, men nej, synspunktet er faktisk vældig udbredt.

Interessenter fra alle hjørner af kulturlivet synes at lobbye for netop det synspunkt, at kulturprogrammer, ikke mindst de smalleste, skal sendes på den bredest tænkelige kanal. For dét er public service!

Tanken er den, at når der alligevel sidder 1,8 millioner danskere og glor på X Factor om fredagen, kan man lige så godt skifte X Factor ud med et samtaleprogram om tidens litteratur, for så vil der jo sidde 1,8 millioner og se på det frem for noget så underholdende (gys!) og angiveligt underlødigt som Blachmann og venner.

Holdningen er sær og i hvert fald uoplyst.

Hvis man begyndte at sende smalle programmer på brede kanaler, ville de brede kanaler omgående holde op med at være brede.

Folk ser tv med fjernbetjeningen i den ene hånd, og i samme øjeblik, der er optræk til kedsomhed, zapper man bort. Og har man zappet væk fra en bestemt kanal tilstrækkeligt med gange, zapper man slet ikke ind på den til at starte med.

Monopolets dage er forbi
Idéen om, at presse de smalle genrer, mange kulturprogrammer er, ind på de brede kanaler har sine rødder i monopolets dage. Dengang DR var landets eneste kanal med udsendelser fortrinsvis om aftenen.

Landets borgere havde altså ingen mulighed for at vælge andet, og i lyset heraf var det muligt (ofte på sene tidspunkter) at programsætte kulturprogrammer anført af koryfæer som Jørgen Thorgaard, Werner Svendsen og Jens Winther.

Denne meget afsenderorienterede tankegang måtte man opgive efter monopolets opløsning og bølgen af konkurrerende danske og udenlandske kanaler slog ind over landet.

Herefter måtte DR skærpe formidlingsgrebene og faktisk i programlægningen tage hensyn til borgernes præferencer.

Havde man som mål at lave public service, kunne det ikke nytte noget, at der ingen public var at henvende sig til.

DR skærpede derfor sit modtagerfokus og blev så dreven til det, at der i en periode blev rettet voldsom kritik af, at den licensfinansierede mediemastodont nu var blevet for fikseret på seertal. En balance måtte opnås.

Den balance blev lettere at finde, da kanalporteføljen blev udvidet frem til i dag, hvor DR1 er den brede kanal, hvor nationen kan samles om tv-drama, nyheder og brede programmer, der enten underholder på en appellerende måde eller sætter spørgsmål af almen interesse til debat.

DR2 er samfundskanalen, der udover at have en løbende nyhedsopdatering lægger hus til dokumentarprogrammer, debatter og et internationalt udsyn.

DR3 er den relativt nye kanal med bud til yngre målgrupper. Her vises gode udenlandske serier med kant og en stribe dansk producerede programmer, som med glimt i øjet og et solidarisk afsæt fortæller om livet, som det leves lige nu og her.

Og på to kanaler for børn, de yngste og de lidt ældre, leveres den form for reklamefrit kvalitetsindhold, som igennem generationer har været DR's varemærke.

Hver fjerde ser DR K
Og på DR K, landets hurtigst voksende kanal, er kulturen samlet. Kunst og historie, tro og eksistens. Her sendes opera i den bedste sendetid, og her bliver der hver eneste dag tilbudt masser af programmer til den kunst- og kulturinteresserede.

I efteråret har DR K sendt en række danske programmer om litteratur, kunst, filosofi, film, arkitektur, design og mode. Derudover sendes de bedste kulturprogrammer fra lande som Frankrig, England, Tyskland, USA og Sverige.

Og fordi, der stadig er en hovedkanal med en bred folkelig forankring, er der samtidig en indgangsdør til de smalle kanaler og deres programmer. Det er nemlig på hovedkanalerne, man hele tiden spotter for, hvad der sker på de mindre kanaler, og dermed leder en betydelig del af publikum på vej.

Faktum er, at en fjerdedel af alle danskere hver uge lægger turen inden om DR K, og at den gennemsnitlige seer bruger halvtreds minutter på kanalen per besøg.

Det er en enorm succes, som enhver med et hjerte, der banker for kunst og kultur, burde juble over, frem for at tale sig ind i en fortørnelse over, at kunst og kultur ikke primært sendes på de bredeste kanaler.