En lilla sofa er blevet symbolet på kunstneriske uddannelser i krise

*I indlægget fremgår det, at Det Kongelige Akademi hører under Kulturministeriet. Det er forkert. Det hører under Uddannelses- og Forskningsministeriet.  

En strid om en sofa på Det Kongelige Akademi har medført, at de studerende på designuddannelsen endegyldigt har mistet tilliden til deres rektor. De studerende og ledelsen er uenige om, hvem sofaen oprindeligt tilhørte, men vi ved, at sofaen var elsket af de studerende og blev fjernet fra deres fællesareal og flyttet til lærerværelset af skolens dekan.

Historien om den lilla sofa har vokset sig så stor, at den blandt skolens elever omtales som "sofagate", ligesom de betragter den som et symbol på skolens dårlige ledelse. 

I et tætskrevet brev erklærer de studerende, at "Det Kongelige Akademi ønsker at aflive den kunstneriske og håndværksmæssige tilgang", ligesom de kræver en række "øjeblikkelige ændringer". Ifølge de studerende skal kvote 1-optaget rulles tilbage, karakterer skal afskaffes og designskolen skal være sit eget institut. 

Sagen er endnu et eksempel i den lange række af sager, hvor der er udbrudt højkonflikt imellem elever og ledelse på landets kunstneriske skoler. Sagerne har tre ting tilfælles: 

For det første har elevblokader og vrede fællesmøder fået deres genkomst på landets højeste læreanstalter, og man fristes til at sige, at der er gået sport i at vælte rektor. På få år er ikke mindre end seks rektorer på de kunstneriske uddannelser blevet fyret efter massivt elevpres. 

Kulturministeren må forsvare sine rektorer, så længe de følger den politiske linje, som kulturministeren har udstukket

Lasse Marker
Administrerende direktør, Why Consulting

For det andet er sagerne et udtryk for et studenteropgør imod en stigende akademisering af de kunstneriske skoler. De studerende kritiserer ledelserne for at ville uddanne akademikere og generalister, mens værksteder lukker, og håndværket forsvinder. 

For det tredje udstiller sagerne et paradoks, hvor det ikke er de unge kunstneres værker, men derimod deres holdninger, der skaber opmærksomhed. Studerende på Kunstakademiet vil bortcensurere bestemte værker, mens elever på Filmskolen udvandrer fra undervisningen, hvis den handler om værker, de ikke bryder sig om. 

De mange sager har efterladt skolerne i en ledelsesmæssig krise og kulturministeren i en knibe. Så længe de statslige kunstneriske uddannelser ikke har nogen bestyrelse**, ender sagerne nemlig på kulturministerens bord.

Det blev et problem for Joy Mogensen, der både fyrede rektor på Kunstakademiet, Kirsten Langkilde, og rektor på Filmskolen, Vinca Weidemann. Og det bliver et problem for Ane Halsboe-Jørgensen, der nu må håndtere krisen på designuddannelsen på Det Kongelige Akademi.  

Ministeren bør huske på, at vi i Danmark ikke kun uddanner for den enkelte, men for samfundet. Det er derfor, at vi har gratis uddannelse og SU. Det er derfor heller ikke de studerende, der skal bestemme, hvad rektor skal hedde. 

Kulturministeren må forsvare sine rektorer, så længe de følger den politiske linje, som kulturministeren har udstukket. Ane Halsboe-Jørgensen kan således ikke med troværdighed fyre rektor på Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering, Lene Dammand, og samtidig fastholde sin politik.

*RETTELSE: Altinget er efter publicering af indlægget blevet gjort opmærksom på, at Det Kongelige Akademi ikke ligger under Kulturministeriet, men under Uddannelses- og Forskningsministeriet. Det er derfor ikke kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen, men uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersens område. Altinget beklager fejlen. 

**RETTELSE: Altinget er efter publicering af indlægget blevet gjort opmærksom på, at Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering har en bestyrelse. Derudover er der indgået en politisk aftale i december om, at der skal oprettes bestyrelser på de kunstneriske uddannelser under Kulturministeriet. Altinget beklager fejlen.