Realdania-direktør: Der mangler en overordnet strategi for museerne

Af Jesper Nygård
Adm. direktør, Realdania

Når private fonde eller filantropiske foreninger som Realdania behandler ansøgninger om støtte til store og små museer og formidlingscentre, sker det som oftest som en vurdering af enkeltsager.

Vi har selvfølgelig en solid viden om det nuværende landskab og også en god ide om, hvor det vil give bedst mening at bidrage. Og så har vi jo hver især egne strategier med forskelligt fokus.

Sådan har det som udgangspunkt altid været. Noget har dog ændret sig markant gennem årene og måske skabt et behov for en anden tilgang.

Konsekvenser ved manglende koordinering
Det er i dag meget mindre entydigt staten, der leverer økonomien under museerne – og dermed den prioritering og retning, der følger med. Bidragene fra kommuner og fonde er vokset markant, og samtidig er mange museer blevet meget bedre til selv at tjene penge.

Udfordringen ved den mangearmede økonomi er, at der ikke sker en koordinering mellem de kommuner, der går med planer om et nyt museum eller videreudvikling af et eksisterende. Og det samme gælder ofte de fonde, der meget aktivt bidrager til udviklingen.

Vi skal ikke blande os i hinandens governance og konkrete strategier og prioriteringer – men vi bør i meget større omfang vide mere om hinandens prioriteringer.

Jesper Nygård
Adm. direktør, Realdania

Den manglende koordinering og overordnede strategi kan i værste fald betyde, at vi får for mange og for ensartede museer, og at tilbuddet til publikum ikke bliver tilstrækkeligt og bredt nok.

Omvendt kan den manglende koordinering også betyde, at det enkelte projekt har svært ved at finde finansiering, fordi forskellige parter ønsker at støtte forskellige projekter.

Aktuelt er der i Danmark planer og ambitioner om ganske mange kulturinstitutioner til mindst to-tre milliarder kroner, men, som jeg kan vurdere det, kun midler til nogle få af dem – og kun hvis parterne slår pjalterne sammen.

En national strategi
Om der er behov for en museumsreform for statens museumsstøtte, vil jeg ikke blande mig i. Det er en politisk opgave. Til gengæld vil jeg opfordre til en tværgående national debat om, hvordan vi sikrer den bedste udvikling for det samlede danske museumslandskab for de næste årtier.

Man kunne kalde det en slags national strategi, som favner alle de mange aktører, der bidrager. Vi skal ikke blande os i hinandens governance og konkrete strategier og prioriteringer – men vi bør i meget større omfang vide mere om hinandens prioriteringer.

Hvordan sikrer vi for eksempel, at der både er plads og støtte til de mindste ildsjæledrevne steder og til de store nationale flagskibe. Fra møllelauget, der holder møllen i gang og åben for publikum lørdag formiddag, og til Aros og Louisiana, der tiltrækker kunstelskere fra hele verden. Fra det lille fællesskab omkring en lokal forankret formidling til det store fællesskab om kunst på internationalt niveau.

Og et højaktuelt spørgsmål: Kan vi sikre vores museer og formidlingscentre mod uforudsete økonomiske kriser? Eller skal vi snarere blive enige om, hvilket sikkerhedsnet vi sammen spænder ud, når det sker?

Sårbarhed når krisen indtræffer
I forbindelse med covid-19 har vi set, at fondene er gået ind og har løftet en ekstra opgave i forhold til museernes økonomi.

I Realdania har vi som en del af en særlig covid-19-indsats afsat i alt 60 millioner kroner til at afhjælpe økonomiske udfordringer i en lang række projekter, vi tidligere har støttet – en del af dem museer og formidlings- og oplevelsessteder. Og mange af vores kolleger fra fondsverdenen har også lanceret forskellige former for ekstraordinær støtte.

Det er en rigtig god udvikling, at mange museer er lykkedes med at skrue op for egenfinansieringen. Men der følger også en større sårbarhed med, når krisen indtræffer.

Når publikum udebliver, butikssalget går i nul, og arrangementer må aflyses. Og når de virksomheder og andre, der bidrager med sponsorater, også er ramt på økonomien.

Det er heller ikke uden udfordring, at mange systemer præmierer de institutioner, der bruger alle deres penge og dermed ikke har en egenkapital af en vis størrelse.

Jeg agiterer ikke for, at museer skal have rigtig mange penge på kistebunden og hele det apparat, der følger med dette. Men man skal have nok til den stødpude, man har brug for, når der sker noget uventet.

National debat 
I gamle dage, da staten stod for hovedparten af støtten til museerne, var forpligtelsen i forhold til sikkerhedsnettet entydig. Det er den ikke længere – vi er mange, der aktivt bidrager til at udvikle de danske museer, og derfor også mange, der har en forpligtelse.

Der er altså en række gode grunde til at tage en national debat blandt alle os, der aktivt deltager i museumsudviklingen i Danmark.

Vi skal ikke gå i takt, og der skal være plads til både de mindste og de største museer. Men en fælles overordnet retning vil kunne bidrage til, at vi får så mange forskelligartede oplevelsestilbud som muligt til de omkring 15 millioner besøgende, der hvert år lægger vejen forbi et museum.