Katja Holm: Scenekunsten, der blev væk

I lang tid har en samlet scenekunstbranche ventet på kulturministerens udspil til ny scenekunstreform.
Og så for nylig kom den.

Eller reform er måske så meget sagt.

Et udspil: ”Fra passiv kulturstøtte til aktiv kulturinvestering”.

Alene dette ordvalg synliggør, hvad ministeren mener eller har ment om den danske scenekunst: aktører, der lader sig forsørge passivt. Og nu skal det være slut med det.

Scenekunstens egne anbefalinger
I den seneste tid har det ikke skortet på scenekunstens mening om udspillet.

I over et år har en mere eller mindre samlet scenekunstbranche arbejdet intensivt med at stå sammen om anbefalinger til ministeren.

Det virker, som om ministeren i høj grad kun har skrabet i overfladen, læst overskrifterne og derefter drysset lidt med løs hånd.

Katja Holm
Skuespiller

Ting som silotækning og forenkling har stået højt på ønskelisten. Derudover har der også været et stort ønske om at bremse omprioriteringsbidraget, fordi dette udhuler teatrenes økonomi og muligheden for at udvikle scenekunsten.

Flere har også ønsket en dialog om, hvorvidt der kunne gives friere rammer til at måle antallet af publikum.

Der har altså ikke været ventet passivt på et udspil, tværtimod er der blevet arbejdet målrettet for at komme med så gode indspark som muligt.

Alligevel virker det, som om ministeren i høj grad kun har skrabet i overfladen, læst overskrifterne i udspillet og derefter har drysset lidt med løs hånd.

Det kan godt være ud fra opfattelsen af, at scenekunstområdet aldrig er samlet, at der er så mange forskellige interesser og dagsordener, at ligegyldigt hvad man gør, bliver nogle sure.

Det er der en vis grad af sandhed i. Men det har altid været min opfattelse, at disse forskellige meninger altid stammer fra et ønske om at lave god scenekunst til glæde og gavn for publikum.

Pengene bliver rykket rundt
Man må derfor, som minister, tage sig den tid, det tager at forsøge at forstå området.

For det første: at fordele ekstra midler til fire teatre, hvoraf de tre ligger i Jylland, er en god gerning.

Alle teatre har brug for ekstra midler, og det giver et helt nødvendigt pusterum og mulighed for udvikling.

Men er det helt klart, hvilke forpligtelser der følger med?

Og har det ikke også til formål at vise de andre teatre rundt om i Danmark, at hvis man gør tingene på en måde, som huer ministeren, så får man penge? Gør man det ikke, så får man ingenting.

Jeg finder det problematisk, også for de fire teatre, der har gjort det godt, at de nu får midler, der kommer andre steder fra i branchen.

Hvis det er vigtigt for ministeren at belønne nogle teatre, hvorfor så ikke finde midler andetsteds fra?
Det skaber en unødig ubehagelig situation for de fire teatre, der burde kunne glæde sig helt og aldeles, uden deres ekstra tilskud sker på bekostning af andre.

Det Københavnske Teatersamarbejde foreslås nedlagt.

Jeg har personligt altid haft et horn i siden på den foranstaltning, for jeg så ikke meningen med den.

Men jeg kan heller ikke se bort fra, at teatrene faktisk har været glade for ordningen, efter den fik en overhaling og blev tyndet en smule ud.

Jeg begriber derfor ikke, hvorfor ministeren ikke har lyttet til direktørerne for teatrene, som har været konstruktive i deres tilbagemeldinger.

Ministeren burde have lagt vægt på deres beregninger, når det netop ikke har handlet om flere penge, men hjælp til administration, revision, efteruddannelse af medarbejdere samt vedligehold af teatrenes bygninger, der næppe er nogen lille post.

Nu får de pålagt den administration hver især, som givetvis vil være en fordyrelse og højst sandsynligt i sidste ende vil give færre penge til at lave teater.

Ovenikøbet lægges der op til, at teatrene kun får en bid af de midler, der frigives, og i stedet får en større administrativ byrde pålagt.

Konsekvenser for børneteatrene
Egnsteatrene får en smule friere rammer, og det er godt. Det er fint set, at teatre er forskellige, og ikke alle kan leve op til disse meget rigide regler.

Jeg så dog gerne, at man tog en dialog om, hvordan egnsteatrene fortsat så muligheder for at udvikle scenekunsten og sørge for arbejdspladser.

Der er en potentiel risiko for, at der bliver færre arbejdspladser samlet set til skuespillere, instruktører og dramatikere. Men det ved jeg endnu ikke.

Og endelig er der intet gjort ved den fastsatte rammebevilling fra staten, som sikrer, at staten altid ved, hvad egnsteatrene koster uanset antallet, hvorimod der fortsat er stor usikkerhed for kommunerne.

Formidlingsordningen og børneteaterrefusionen er en kompleks størrelse, og der har været et stort ønske om en forenkling. Det kommer der så nu.

Med nedlæggelse af børnerefusionsudvalget samt en reduktion på over ni millioner kroner. Ja, det må da kaldes en forenkling, der vil noget.

Det er uigennemtænkt at reducere rammerne for børns mulighed for at se teater.

Det burde være en ambition at ruste fremtidens teatergængere og dem, der af forskellige årsager ikke har mulighed for at gå i teatret.

Jeg forstår så udmærket børneteatrenes afmagt og vrede over dette tiltag. Hvis noget, skulle man have forhøjet den pulje.

En forstørret arbejdsbyrde
Udviklingspuljen er en god ide, men jeg mangler stadig at finde ud af, hvilke kriterier teatrene og produktionerne skal udfylde.

Hvem kommer først, hvem udvikler mest og til hvem? Bliver dette nu puljen, som alle vil søge, og derfor udbetales der småbeløb, som ikke giver større udvikling?

Og endelig: Mange penge lægges over i Kunstfonden med et ekstra beløb til administration. Nu skal en stor del administreres herfra.

Det kan på mange måder give god mening at samle viden og overblik et sted.
Men det er en væsentligt forstørret arbejdsbyrde, der pålægges udvalget og administrationen, der i forvejen har rigeligt at se til.

Jeg har aldrig ment, at de eksperter, der sidder i udvalget, får en anstændig betaling for deres arbejde. De får ikke engang deres løn udbetalt som almindelig løn eller timebetaling med eksempelvis feriepenge, men som honorar.

Det er ikke nemme udvalg at sidde i, og de mennesker, der udpeges, er eksperter på deres område. De gør et kæmpe stykke arbejde for et meget lille honorar.

Nu får de så en endnu større arbejdsopgave; hvordan skal det lønnes? Jeg mener ikke, at de penge, der er afsat, rækker ret langt.

Summa summarum
Men overordnet set, hvilket måske er det mest forstemmende, omprioriteringsbidraget forbliver, som det er.

Ligegyldigt hvad der sker, skal alle teatrene skære ned.

Det giver ikke megen luft under vingerne og har ikke meget med investering at gøre. Tværtimod.

Kulturministeren havde en mulighed for at skabe forandring. Ikke uden sværdslag, det ved jeg.

Det er ikke altid en let opgave. Og nogle af os var måske blevet sure alligevel. Sådan er det med forandring.

Nu er det i stedet blevet til at flytte rundt på penge uden politisk forståelse, lydhørhed og dybdegående arbejde. Det blev reformen, der aldrig kom.