Kronik: En skarnsunge siger op

KULTURKAMP: Samfundsdebatten bliver pivskæv, hvis det – som nu – kun er de privilegerede få, som deltager. Jeg har ikke råd til at være med, skriver Line Rosenvinge.

Af Line Rosenvinge
Kunsthistoriker

Med virkning fra månedens udgang vil jeg gerne sige op fra det job, som jeg aldrig fik. Forvirret? Det er jeg også.

Der er brug for mig (det er der i al fald nogen, der siger). Og jeg elsker mit job, det gør jeg virkelig, for jeg skriver om kunst og kultur, herunder samfund og politik, og det har jeg gjort i over 20 år.

For at kunne sige noget begavet har jeg brugt otte år på en akademisk uddannelse. Min bare. Som om dét skulle være garant for anerkendelse, jobmuligheder og lønordning.

Jeg gider ikke mere. Det er ikke, fordi jeg er doven. Jeg har publiceret over 500 tekster og brugt oceaner af tid på at pitche idéer. Men markedet for kulturskribenter er overophedet, og jeg må sande, at jo mere jeg arbejder (publicerer), des sværere bliver det at arbejde (få ansættelse og løn).

Husk at have en mening og deltag i debatten
Forleden skrev Hanne-Vibeke Holst her på Altinget, at det er på tide, at skarnsungerne svarer igen – med henvisning til det nylige Røddingmøde, hvor kulturministeren bad kulturlivet om at deltage i samfundsdebatten. Men det er altså svært.

Det er ikke svært at finde på noget at sige. Heldigvis er der mange, som gerne vil mene noget kvalificeret. Men det koster blod, sved og tårer at blande sig i debatten. Til gengæld får man en luset løn.

Som Holst skriver: "... når ministeren i sin mageløse arrogance bebrejder nutidens kunstnere deres manglende samfundsengagement og henviser til, at disse fribyttere i de gode gamle dage var langt mere engagerede og deltagende i den fælles samtale, glemmer hun for det første, at de, med datidens betydeligt højere aflønning af kunstnerisk arbejde, havde bedre råd til den tidskrævende luksus, det er at ytre sig i debatten. Dengang kunne man leve i ugevis på en kronik – og DR betalte fremmødehonorar!"

Måske kan jeg dø lykkelig
I over 12 år har jeg været en momsregistreret enkeltmandsvirksomhed. Jeg kan godt lide at være selvstændig og har lavet alt muligt inden for kunst og kultur i ind- og udland, men gennem de seneste tre år har jeg fokuseret på skribentvirksomheden, fordi jeg syntes, at det var nødvendigt at bevare en vis integritet, og for at være kritisk og uvildig, når jeg skriver om kunst og kultur, må jeg ikke være sovset ind i alskens relationer.

Gennem to tiår har jeg bestræbt mig på at tale frit. For dét har jeg fået på tæven. Ikke korporligt, men verbalt fra folk og fæ i det såkaldt offentlige rum, hvor alle naturligvis må sige deres mening. Det har, for det meste, været sjovt og meningsfuldt. Andre gange har det været knap så sjovt. 

Undervejs har jeg fået indtryk af, at nogle har kunnet bruge det til noget. Det har altså ikke bare været støj. Måske har jeg bidraget en lillebitte smule til højnelsen af den generelle dannelse og folkets fornemmelse for aktuelle kunst- og kulturproduktioner. I så fald kan jeg dø lykkelig.   

Hvorfor stoppe? Fordi det ikke kan betale sig at arbejde. De år, hvor jeg har fokuseret på skribentvirksomhed, har min årlige bruttoindtægt været under 50.000 kroner, så jeg har levet på almisser fra min mand og arven fra min mor.

Det er ikke bare mig. Jeg er bekendt med kolleger, som kan tillade sig at arbejde i kulturlivet, udelukkende fordi de har et formuende ophav, en ægtefælle med stabil indtægt, en usædvanligt billig bolig, en kronisk sygdom, som giver statslig understøttelse – eller en kombination af disse faktorer.

Overvej: Samfundsdebatten bliver pivskæv, hvis det kun er de privilegerede få, som deltager?

Til hvem det måtte vedrøre
Jeg har skrevet jævnligt for Børsen Opinion samt nichemediet Kunsten.nu og sporadisk for Weekendavisen, Dagbladet Information, diverse internationale kunstmagasiner og har sågar haft et par klummer her på Altinget, dertil enkelte bestillingsarbejder i form af katalogtekster til kunstnerbøger. Men jeg må sande, at jeg ikke er dygtig nok.

Enten er jeg ikke dygtig nok til at tænke og skrive, eller også er jeg ikke dygtig nok til at have rundsave på albuerne i en branche med brødnid, hvor alles kamp mod alle kan gøre det svært at opføre sig ordentligt. Eller også er der bare ikke efterspørgsel på fagligt funderede tekster om kunst og kultur. Jeg melder mig hermed ud af debatten, jeg kan ikke holde til det mere.    

Fra nu af vil jeg kun udgive noget, der er trykt og har limryg. Jeg har allerede noteret mig, at der ultimo oktober er bogmesse i Bella Center Copenhagen, og håber at finde en redaktør.

Lad os bare sige, at dette både er en opsigelse-til-hvem-det-måtte-vedrøre og en anmodning-om-fremtidigt-samarbejde for den, som kunne være interesseret i et skarn som mig.

Forrige artikel Musik-økonom: Drop genrerne og slip musikken fri Musik-økonom: Drop genrerne og slip musikken fri Næste artikel Jacob Mchangama: Censur på sociale medier overgår selv den katolske kirke Jacob Mchangama: Censur på sociale medier overgår selv den katolske kirke
  • Anmeld

    Tommy Jensen, Vollerup

    Tak!

    Hvordan siger man et job op, som man aldrig har haft?
    Held og lykke med dit nye forehavende :-)

  • Anmeld

    Erik Mørk

    Merværdi

    Hvorfor skal vi, skatteyderne betale for noget, der ikke skaffer samfundet merværdi, men kun interesser en meget lille del af befolkningen?

  • Anmeld

    Torben Vegener Hansen · Fhv. socialrådgiver nu folkepensionist

    Kunsten er livets vand og salt

    Det samfund, der kun tænker på at skabe merværdi, er et meget fattigt samfund! At det er en meget lille del af befolkningen, der interesserer sig for kunst, er simpelthen ikke rigtigt, hvilket mine mange besøg på museer, til koncerter, i teatre og biografer viser mig, for her kommer et bredt udsnit af den danske befolkning. Hvorfor? Fordi kunsten er livets vand og salt Ærgerligt, at du stopper dit virke!

  • Anmeld

    Christian X

    Tillykke

    med et kommende rigtigt job.

    Jo færre politikere, journalister, kommunikationsfolk, humanister og kunstnere, der lever af at sælge varm luft - jo renere offentligt rum og jo færre spildte skattekroner.
    Bedre for alle på nær de særligt begunstigede.

  • Anmeld

    N N · folkepensionist

    Hvad er kunst ?

    Hvem er det nu lige der definerer hvad kunst er ?

  • Anmeld

    N N · folkepensionist

    Hvad er kunst ?

    Hvem er det nu lige der definerer hvad kunst er ?

  • Anmeld

    Tommy Jensen, Vollerup

    Tillad et forsøg fra en gammel, sur mand...;-)

    Da kunsten følger pengene, må det være ussel mammon! Eller de, der råder over dette usle betalingsmiddel! - De bestemmer, hvad der er betalbar kunst!

    Hvad der er kunst for individet, bestemmer man da heldigvis selv! Men i dag skal alting være kunst! Se bare kommunernes budgetter for kultur!

    Det er uhyrligt! Der har lige været "kulturnat" over det ganske, danske land!
    Hvor mange af disse events, arrangementer mv. er kultur?

    - Gu´er det ej kultur! Det er underholdning og "manna for folket"

    - Og det koster en bondegård!

  • Anmeld

    Kim Sørensen

    Der mangler social mangfoldighed i debat og kultur, ikke flere akademikere

    Det er hverken et problem for demokratiet eller kunsten/kulturen, at så få kan leve af dem. Det er et langt større problem, at faglærte/ufaglærte danskere (stort set) glimrer ved sit fravær i den offentlige debat og kulturinstitutioner (som f.eks. kunstudvalg, mediestøtteudvalg osv.).

    Så på det danske demokratis, offentlige debats og vores kulturs vegne, vil jeg gerne sige tak til Rosenvinge for hendes opsigelse - så kan det jo være, der bliver plads til nogle flere "almindelige danskere", når hun træder tilbage.

  • Anmeld

    Jørgen Jørgensen

    hofdigtere

    Digterne er blevet til "Skarnsungerne", fordi at politikerne har deres egne hofdigtere i erhvervslivets tænketanke.
    Politikerne er blevet enøret og enøjet selektive i hvad de "ønsker" at se og høre. Digterne er blevet til de "unødvendige" skarnsunger!

    Dertil kommer at mange af "skarnsungerne, som en JC Grønål, for at bevare en vis legitimitet er blevet eftersnakkere af den neoliberale dagsordende, og ellers ikke ved hvilket ben de skal stå på, og hvem og hvad de egentligt har mod til at ikke at svare, og ikke har kraften og modet til gå op imod erhvervslivet tænketanke, der igen og igen sætter den politiske dagsorden.

  • Anmeld

    Tommy Jensen, Vollerup

    Nu bér jeg Dem Fru Heilbunth.....

    Der er al mulig evidens for at faglærte/ufaglærte danskere ikke aner en rungende kamelfjært om, hvad der er kultur, og hvad der ikke er kultur! - Skal vi nu igen starte med Rindalismen?

    Kig bare på kommunernes budgetter for, hvad der kaldes kultur! Driftsbudgetterne for 2018 i kommunerne andrager 12,644453 mia. kr. Heraf går de 1,148761 mia. kr. til funktion 3.35.63 Andre kulturelle opgaver; dvs. opgaver, der hører ikke hører hjemme under kommunallovgivningen, men under "kommunalfuldmagten".

    Hér i Sønderborg fik vi en spejderlejr, som skatteyderne ikke havde bedt om! Pris 43 mio. kr. +....

    Nu jamrer man over, der er for mange gamle! - Jeg skal undskylde på vegne af generationerne! Men gennemsnitslevealderen er steget med 0,2 år fra 2015 og til 2016. - Jeg har skrevet til kommunen om, hvornår, de mener det er passende, jeg fiser af!

    Skatteyderne er til grin!

  • Anmeld

    Søren Degnbol Pedersen · Strandskade

    Tillykke til Line Rosenvinge

    Det skader aldrig at skyde sig selv ud i andre baner i sit liv - de færreste tør! Og det kvælende danske politiske/kultur miljø er især i øjeblikket omklamret af brintoverilte, gummipatter og dækafbrændings generationer! Hvis helligste beskæftigelse - udover at se soap tv - er ganske enkelt at være imod alt hvad de ikke selv evner at forstå - fx at læse, tænke selvstændigt, skrive osv Så god vind Kære Line - håber du holder fast med neglene - for der vil altså komme andre tider!

  • Anmeld

    Kurt Wissendorf Møller

    Når vi alle er blevet ens, stiger kunsten ikke.

    Det danske paradoks.

    Ofte finder man først forklaringer på nogle af de ting man kan gå at fundere over i årevis, når man har sit land på afstand, og det synes som om, at lang afstand forstærker muligheden for at se sammenhænge, som er indlysende, men som ikke er helt tydelige, når man geografisk er nær på.
    Hvad jeg her tænker på, er det paradoks, der især præsenteres af Dansk Folkepartis insisteren på, at der er noget, der er et hundrede procent dansk og ikke har været tænkt eller udført af andre end danskere. Antagelsen dækker over, at alt, hvad der foregår i Danmark, er enestående dansk.
    Tanken er ganske fascinerende, og en vurdering heraf kan føre mange steder hen. Jeg skal dog nøjes med at forbinde denne opfattelse med de erfaringer, jeg har gjort mig under mit nyelige ophold i USA her i august måned 2018.
    Min konklusion er, at dansk hverdagsliv er endnu mere præget af “The American Way of Life” end nogensinde .
    Da jeg var her for ti år siden, kunne jeg stadig se forskelle. Påklædningen var stadig forskellig, fodtøjet nok præget af sneakersdesign, men det var stadig forskelligt på forskellig vis. Vi var endnu ikke helt blevet opslugt af mærkevarerne, der i dag er grundlaget for det meste af det tøjkøb, der i dag foretages af de, der har penge til det.
    Det slog mig, at da jeg besøgte MACY’S, der er et stormagasin i New York, at den indretning danske stormagasiner har i dag, er en nøje kopi af den måde stormagasinerne i USA er indrettet, og at brugeradfærden kan overføres én til én.
    I transportsektoren er infrastrukturen indrettet tilsvarende én til én, vores måde at indrette vores boliger på, har i mange år været præget af, hvad der bør være i en moderne bolig af interiør, køl/frys, jacousi osv.
    Vores rejsemønster og ferievaner er ligeledes en del af den amerikanske arv.
    Vi er gået fra at være fredens forkæmper til at være en krigsførende nation.
    Fortsæt selv.

    Hvad der er endnu mere slående er, at vores selvopfattelse nu er groet til den samme megalomane størrelse om hegemoni, hvilket netop giver udtryk af, at ingen over og ingen ved siden af, en forståelse som kan forklares, hvis man er en supermagt, men næppe kan opfattes som andet end selvbedrag, når man er et land med 6 millioner mennesker.

    Der er naturligvis flere paradokser. Det mest alvorlige i vores tid er nok nationalismen, der af mange opfattes som løsningen på en væsentlig del af de problemer, vi står overfor.

    Om opfattelsen af nationalisme er årsagen til selvbedraget, eller at det vender den anden vej, er umiddelbart svært at afklare, men osse her kan det med overvejende sandsynlighed ledes tilbage til de forestillinger om hegemoni, der styrer amerikansk selvforståelse.

    Et yderligere tema er den påstand, at det giver gevinst at påstå, at man er offer for en nedladende adfærd fra den herskende klasse.
    Nu er begrebet “den herskende klasse” ikke et særligt konkret begreb, idet der er flere herskende klasser at henvise til.
    Politikere, rigmænd og akademikere står som regel for skud, men måske skal vi til at henvise til en klasse mere. Vi kunne kalde den afmagtens tyraner, der ved den konstante henvisning til offerrollen, efterhånden har etableret en magtposition, der egentlig er uhørt på et nationalt plan, omend ikke ukendt mellem kønnene.
    På dette punkt er vi forud for amerikanerne, hvad der kan forklares med deres ukuelige tro på, at alle kan blive bankdirektører. Så langt er vi dog ikke kommet i dette land, selvom en tidligere statsminister adopterede synspunktet, så det selvbedrag refererer vi dog ikke til, omend vi ofte opfører os, som det var muligt.

    Jeg påstår ikke, at vi skal blive på det jævne, som det hævdes i sangen, men en del af det at befinde sig på det jævne, har dog den fordel, at det er muligt nogenlunde at gøre op og forholde sig realistisk til, hvilket fundament man har som udgangspunkt, og hvilke muligheder man realistisk set står med. Dette synspunkt synes dog at miste kraft i disse år, hvad man med en vis rimelighed kan henføre til forestillingen om den nationale suverænitets overlegenhed, men måske er denne forestilling snarere et resultat af en fortrængning af følelsen af national underlegenhed, der er slået over i sin modsætning og en frygt for ikke at slå til eller opnå anerkendelse hos den, der virkelig bestemmer.
    I forvirrede tider, som dem vi lever i idag, fremstår frygten som en tilstand, hvorigennem vi forsøger at stabilisere vores generelle usikkerhed, men når frygten bliver en almen tilstand er vi osse allermest tilgængelige for forsøg, der lover, at det er muligt at fjerne frygten, hvis vi bare står sammen og erklærer et fælles mål.

    Dagens fælles mål, der lover os fred, er blevet nationalismen!

    En nationalistisk selvopfattelse kræver, hvis den skal kunne leve op til kravet om at være frygtreducerende, imidlertid et “dem og os”-perspektiv, hvis den skal være effektiv. Noget sådant er set løbende gennem alle tider.
    En af de mest udsatte grupper gennem tiderne har været jøderne, og ingen kan derfor fortænke dem i, at de inden for deres egen stats grænser forsøger at dække sig ind. Det kan man betegne som en nationalisme med et relevant formål.

    Den danske form for nationalisme hævdes osse at have et relevant formål. Her er formålet en bevarelse af en livsform, der beskrives som værende ægte dansk.
    Indtil videre er der ingen, der har sat mål for, hvor mange generationer tilbage i historien, man skal gå, men det ser ud som om, at en direkte, ubrudt linie tilbage til Gorm den Gamle, er et krav, der ikke kan fraviges, og den kan jo kun leveres af kongehuset, der hævder at være direkte efterkommere af alle konger og dronninger til evig tid. Det er selvfølgelig noget sludder, men det er vel det nærmeste, vi kommer dansk udødelighed.

    På den baggrund bliver det ganske svært at insistere på at være dansk for ret mange, så derfor stilles der supplerende, kulturelle krav. Det sidste nye er, at man som ansøger af dansk statsborgerskab skal være villig til at give hånd, fordi det er en ægte dansk gestus. Der er selvfølgelig en række krav om påklædning, fordi disse efter sigende påviser det særlige ved at være dansk, men når man ser nærmere efter er osse påklædningen globaliseret, igen amerikansk inspireret.

    Så uanset, hvor jeg ser hen, og hvad jeg ser efter, så ser jeg ikke noget, jeg kan se som specifikt dansk, ihvertfald ikke i et moderne perspektiv, og ser vi tilbage i historien, så var det fransk og tysk livsstil, der var drivkraften bag dansk moral og ideologi.

    Det understøtter det synspunkt, at når man hævder, at det at være dansk er noget særligt, så bruges det for at skabe etniske forskelle, der kan bruges i den politiske kamp, ikke mindst fordi det kan rekruttere blandt frygtsomme mennesker.

    En konkluderende bemærkning vil derfor være, at nationalisme er en ondskabsfuld version af kejseren uden klæder.







  • Anmeld

    Allan Gorm Larsen · Pensionist

    Kunst.

    Som den koldingensiske lagerforvalter Peter Rindal sagde engang. Kunst kan man ikke have noget imod, bare udøverne betaler den selv.

    Sande ord, hvorfor skal det absolut være skatteyderne som skal holde for, hvorfor kan kunstnerne ikke gøre som andre, kan man ikke leve af sin kunst, så skift job. Tænk på Odense, som ikke kan på præstige projekter nok. (skulpturer)

    Mange forfattere skriver bøger, som mange almindelige mennesker ikke forstår et pluk af, tag f.eks . Klaus Rifbjerg. Jo, kunsten længe leve, men bare ikke for mine penge.

  • Anmeld

    Christian X

    Siger alt:

    https://politiken.dk/kultur/article6676571.ece

    Vi er vidne til en ægte Holberg komedie.

  • Anmeld

    Farmor

    Er det virkelig sådan vi ønsker Danmark, tandløs og populistisk?

    Et Danmark hvor "Skarnsungerne" , der som den lille dreng i eventyret ser, og råber: "Jamen han har jo ikke noget på". skal trynes?
    Skal de bare ignoreres og skubbes ud af en populistisk presse, der kun refererer fra div. nyhedstjenester, og partipolitiske Pressetjenester, nærmest kritikløst?
    Det er jo præcis "Skarnsungerne", der er holder øje med udviklingen, og skriver om den, på godt og ondt.
    Det er jo "Skarnsungerne" der TØR sige: Jamen, han har jo ikke noget på, og har været med til at udvikle vores danske kultur, og danne det samfund vi kan være stolte af.

    God vind fremover Line Rosenvinge.


  • Anmeld

    Torben Vegener Hansen · Fhv. socialrådgiver nu folkepensionist

    Rend mig i traditionerne!

    Igen holder Christian X sig ikke til emnet.. Forklar mig lige, hvad article 6676571 har med det emne, vi diskuterer her at gøre. Det ville være så rart, hvis du kunne holde dig til emnerne i de klummer, vi diskuterer!
    Derimod er jeg helt enig med Farmor. Det er flere "Skarnsunger" vi har behov for, flere der sætter spørgsmålstegn de fasttømrede normer. Selv nyder jeg at lave ting, som menigmand ikke forestiller sig en spastiker kan lave/foretage sig. OG det er ikke for at forarge, men for at sætte spørgsmål ved den kedelige normalitet. Som P.H. sagde: Rend mig i traditionerne.

  • Anmeld

    Angelika Dahl

    Der ER brug for dig!

    Ja, der mangler bedre lønforhold for skribenter indenfor kunst og kultur. Tak fordi du siger det. Og der er stadig brug for dit blik og dit arbejde!

  • Anmeld

    Jørgen Jørgensen

    Fra Emil i mørket i brændeskuret til Emil fra Lønnebergs kunstner- og borgerløn:

    Emil fra Lønneberg, er én skarnsunge, der som borgmester, efter alle sine timer bag lås i brændeskuret, ville kunne indse,
    nødvendigeheden af at, indrømme andre en frihed han ikke selv har eller har haft!

    Økonomisk, politisk og kulturelt!

    Erfaringen fra indskrænkningen af suveræniteters egen frihed bør give den lektie at al personlig suverænitet skal udvides, og ikke indskrænkes, som vi ser det ene eksempel på efter det andet.

    Ikke ved at "sidde" på kulturen , men ved at give betingelser for at kulturen selv kan stå , kan der først bygges broer, som ikke er en"betalings"bro eller en "retukommisionsbro" eller en "tilbagebetalingsbro" eller en parti,-,stamme-, familie-, nationalistisk-, racebro mv!

    Broer, der reelt er kløfter!

    Emil fra Lønneberg ville med glæde bygge bro fra sogn til sogn uden særinteressers indflydelse og uden særbetingelser fordi han lærte om betydningen af virkelig frihed i sit fængsel.
    Hvor vigtigt det er at indrømme andre den frihed han ikke altid selv havde.

    Kunst skabt bag lås og slå i brændeskure er ufri kunst.

    Helt i tidens ånd snittes idag, alt for mange dubletter af i forvejen ens figurere i brændeskurets mørke!


  • Anmeld

    Christian X

    Skåret ud i pap for Torben

    Artiklen fortæller; at vi uddanner så mange kommunikationsfolk, at de hverken kan skrive eller tænke. Som med alt andet bliver de ramt af udbud og efterspørgsel. Så er der nogen som dig og Line i sin kronik, der mener, at de fejluddannede skal forsørges via statstilskud...

    Jeg er ret sikker på, hvad Holberg ville have ment om den slags Erasmus Montanus logik.

    Gid Torben og andre, der ikke evner begavede indlæg ville tie, det ville gavne demokratiet og os alle sammen.

  • Anmeld

    Ruth Campau · Billedkunstner

    En offentlig rose skal have have vand

    Jeg elsker dine tekster. Dit indblik i en kompliceret verden, dit legende måde at beskrive den på. Det er aldrig aldrig kedelig læsning. Og det må være lige det kulturministeren efterlyser - tænk hvis vi fremover bare skal læse alle de ubegavede og kedelige svar som du feks har fået på denne glimrende skrevet men triste offentlige opsigelse .....
    Nej Mette Borch så hellere lønforhøjelse til den kreative og poetiske kunstformidler Line Rosenvinge .

  • Anmeld

    Torben Vegener Hansen · Fhv. socialrådgiver nu folkepensionist

    Vi har brug for folk som dig!

    Kære Line! Efter al støtten du har fået her - bortset fra nogle ganske få - håber jeg virkelig, du vil trække din opsigelse tilbage. Vi har brug for folk som dig! Hvis jeg var redaktør, ville jeg med glæde tage imod et skarn som dig! God vind!

  • Anmeld

    Torben Vegener Hansen · Fhv. socialrådgiver nu folkepensionist

    Javel, Christian X!

    Nå for søren, nu har Kong Christian X indført censur og alle, der ikke er enige med Ham er ubegavede og skal tie! Slå hælene sammen alle undersåtter og adlyd ordre! (:-)

  • Anmeld

    Line Rosenvinge · Kunsthistoriker

    Kære Christian X

    Du kan evt. læse denne tekst:

    https://borsen.dk/opinion/blogs/view/17/5137/kare_konge.html

    ... som er henvendt til dig, men nok også er et forsøg på at forsvare det humanistiske prekariat generelt.

    Med venlig hilsen, Line

  • Anmeld

    Torben Vegener Hansen · Fhv. socialrådgiver nu folkepensionist

    Så er vi tilbage til det egentlige, tak Line

    Tusinde tak Line Rosenvinge, vi er igen tilbage til den debat, du satte i gang. Kulturen bør have langt bedre vilkår i DK, som den har i andre land. Jeg er ked af at læse, at du var nødt til at flytte til London for at få albuerum såvel dit virke som din families økonomi.
    I nogen grad mærker jeg selv, hvor lidt plads der er til nytænkning på det kunstneriske område. Da jeg gik pension, begyndte jeg at male, men da min kæreste og jeg mødte hinanden, måtte jeg stoppe med denne hobby, da hun er duftoverfølsom. I stedet startede jeg på at lave computerkunst, hvilket mange vrængede på næsen af i starten. Selv om interessen er blevet lidt større, er der ikke megen økonomi i det, fordi det er for fremmet og mærkeligt. Men Line, vi lader os ikke stoppe, men kæmper videre, ikke?
    Ps. I øvrigt læser jeg, at Børsen har nogle debatregler, som jeg opfordrer Altinget til at indføre. Bl.a. finder jeg punktet: "Ikke forholder sig til artiklens, bloggens eller debattens emne", således at vi, der ønsker en vedkommende debat, ikke spilder vores tid på uvedkommende indlæg.
    2. Ps. Line, du efterlyser, at vi debatører giver os til kende og ikke gemmer os bag anonyme navne. I den forbindelse vil jeg her fortælle, at jeg er 72 år.

  • Anmeld

    Line Rosenvinge · Kunsthistoriker

    Selv tak

    Hej Torben, det var dejligt her til morgen at læse din både saglige og personlige kommentar ovenfor. Jeg ønsker dig alt muligt godt med dit videre virke. God weekend! Line

Ny musikplan øremærker midler til skolebørn

Ny musikplan øremærker midler til skolebørn

MUSIK: Projekter, der samarbejder med landets skoler, styrkes med 23 millioner i Kulturministeriets nye musikhandlingsplan. Pengene tages fra talentudvikling på musikskolerne, der frygter en svækkelse af eliten.