Kommentar af 
Hanne-Vibeke Holst

Hanne-Vibeke Holst: Det er på tide, at skarnsungerne svarer igen

KOMMENTAR: Professionelle kunstnere ævler alt for meget om penge, må man forstå på Mette Bock (LA). Men kulturministerens floskuløse begejstring ligner en gratis omgang. 

Det er mageløst arrogant, når Mette Bock (LA) bebrejder kunstnere for manglende samfundsengagement, mener Hanne-Vibeke Holst. 
Det er mageløst arrogant, når Mette Bock (LA) bebrejder kunstnere for manglende samfundsengagement, mener Hanne-Vibeke Holst. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Hanne-Vibeke Holst
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

At kulturministeren er det absolutte hovednavn på næste weekends højtbelagte Kulturmøde på Mors, forstår man godt. For er der nogen, der kerer sig om kulturen, er det Mette Bock. Efter eget udsagn (Politiken, 1. august) bruger ministeren hele 24 timer i døgnet på at få kulturen sat højere på dagsordenen, og ifølge Mors-arrangørerne vil æresgæsten være til stede under mødets samfulde 48 timer.

Ja, det lyder nærmest til, at hun som en anden pælesidder vil holde sig vågen to døgn i træk for uophørligt og utrætteligt at fremme denne noble sag. Måske vil man ligefrem kunne opsøge hende i lystbådehavnen klokken tre om natten og få sig en veloplagt diskussion om kulturmødets hovedtema – at bygge bro – som ministeren selv elaborerer over i det digre programs forord?

Og skulle hun alligevel falde hen ud på de små timer, drømmer hun så om kultur? Om alt det gode, hun vil gøre, alle de initiativer, hun vil tage, for kulturen er jo ”fundamentet for vores folkestyre”, som hun skriver i forordet og i øvrigt har proklameret ved flere lejligheder, senest forud for sit eget netop afholdte topmøde i Rødding – by invitation only. Også her var brobyggertemaet i øvrigt i centrum; vi jyder elsker at bruge den samme krone to gange. ”Kan og skal kunsten være brobygger i vores samfund?” lød det i oplægget.

Dét mener ministeren selv, at den både kan og især skal – og deri bekræftes denne kulturlivets drømmeminister, når hun i embeds medfør er ude på opleveren. Hvilket hun, må man sige, ustandselig er.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Ifølge sine facebook-opslag har hun alene de sidste uger været til premiere på Tryllefløjten og på Nyt Dansk Danseteater haft ”en fantastisk koncertoplevelse” med Daniel Barenboim, besøgt Cirkus Tværs i Gellerupparken og deltaget i KFUM Idrætsforbunds 100 års jubilæum. ”Stærke værdier!” lyder anmeldelsen af den event.

Og lige netop dér mødes graferne, dér er skæringspunktet for, hvad ministeren klapper mest af – den ”fantastiske oplevelse” og de ”stærke værdier”. Især nytteværdier.

Udmeldingerne er aldrig konkrete, der viges altid udenom, ansvaret smyges af, mens den kulturhenrykte minister smilende som ulven i fåreklæder lader, som om hun er kulturens ven.

Hanne-Vibeke Holst

Eksempelvis kan hun knap få armene ned over de mange små (billige) projekter, hun er blevet præsenteret for under sin omfattende ”generationsrejse” (?!) og sine hyppige udflugter rundt omkring i Dannevang – senest i udsatte boligområder som Urbanplanen og Værebroparken, hvor lokale beboere og unge ”kulturpiloter” ved hjælp af idealistiske tovholdere (og støtte fra Statens Kunstfond) har fået gang i lokale kulturaktiviteter og kunstprojekter.

Ministerglæden er særlig stor, fordi nytteværdien også her er høj. Den slags ghetto-projekter kan nemlig modvirke parallelsamfund. Derfor har hun inddraget sine facebook-venner og spurgt: ”Hvad er de gode konstruktive eksempler på, at kulturen bygger bro mellem mennesker? Og dermed modvirker parallelsamfund?”

Responsen var, meldes det, overvældende. Alle er, åbenbart, vilde for at modvirke parallelsamfund.

Mere af det, må man forstå. Nyttige projekter, der kan bruges til noget. Gerne noget, der matcher med den orange partifarve.

Og meget mindre af det andet. Eller rettere sagt de andre. Dem – eller os – i ”reservatet”. Også dette begreb har, senest demonstreret i Politiken forleden, sin faste plads i ministerens vokabularium.

Os (professionelle) er hun træt af. Både kulturen og kunstnerne er alt for lukkede og tvære, og vi ævler alt for meget om penge. Især det sidste gider hun ikke høre på længere.

Næh, i stedet for at protestere over grønthøsternes hærgen og jamre over, at ånd og dannelse fordufter, vores kulturinstitutioner og kunstskoler forbløder, og kulturarven smuldrer (hvad museerne angår i bogstaveligste forstand), skulle vi hellere tage klovnenæsen på og "bidrage til den bredere fortælling”, mener ministeren.

Her begynder bropillerne at vakle under os – for hvilken ”bredere fortælling” må man spørge?

Ærlig talt, jeg fatter ikke ja-hat af, hvad dét betyder. Ligesom jeg heller ikke forstår, hvad ministeren mener med, at vi (kunstnerne, kulturinstitutionerne) ”skal tage fat i borgerne og civilsamfund på en ny måde”. Hvordan? Skal vi indfange publikum med lasso? Proppe bøger ned i halsen på folk? Hoppe på tungen iført fjerboa ned ad gågaden i Horsens?

Og jeg er ked af det, men det hjælper ikke på forståelsen at blive hevet i ørerne og truet med, at kulturen ifølge ministeren mister legitimitet, hvis vi ikke holder op med den dér pengesnak. Fortsætter vi med vores kedsommelige brokkerier, vil det, stadig ifølge ministeren, være svært at skaffe opbakning både hos stat, kommuner og mæcener til at investere i kulturen.

Kassen smækkes med andre ord i, hvis ikke vi arter os. Som om ”kulturen” og ”kunsten” er en flok børn, der med rumlende maver sidder omkring den samme gryde suppe, dag for dag spædet op med mere vand, mens madmor med hævet grydeske hårdnakket påstår, at den er lige så god og nærende som altid, for på bunden af gryden ligger jo den udkogte pølsepind. Sådan en suppe kan man ikke blive mæt af, men det siger kun skarnsunger, der ikke er taknemlige for i det mindste at få noget i skålen.

Men nu er det på tide, at skarnsungerne svarer igen. For ministerens idelige forsikring om sin glæde ved kunsten og sin tro på kulturens værdi som grundlaget for vores samfundsfællesskab og endda som et værn mod ydre, globale trusler (de digitale mastodonter, må man antage) ligner en gratis omgang.

Man kunne endda gå så vidt som til at betegne disse floskuløse erklæringer som klassisk politisk bullshit.

For udmeldingerne er aldrig konkrete, der viges altid udenom, ansvaret smyges af, mens den kulturhenrykte minister smilende som ulven i fåreklæder lader, som om hun er kulturens ven.

For nu at tage det med moneterne først – de famøse årlige to procents-besparelser på flagskibsinstitutionerne. Ministeren har skam forståelse for, at det er ”belastende” at få trukket bundproppen, men intet tyder på, at hun, når det kommer til stykket, vil så meget som smide en redningskrans ud til de synkende skuder og deres desperate kaptajner. De må jo bare lære at rationalisere. Skaffe sig flere fondsmidler. For kultur er ikke længere kernevelfærd. Eller hvad?

Og hvis vi holder snuden i pengesporet: Kunstnere er med få undtagelser fattige. De fleste har prekære løn- og arbejdsforhold, arbejder ofte ulønnede på ren lidenskab og Nescafe og ernærer sig for manges vedkommende hovedsageligt ved løse jobs og kortvarige freelanceansættelser. Det viser utallige undersøgelser, som ministeren må kende til.

Ikke desto mindre er mange af de (billige) lokale projekter, som hun så gerne promoverer, skabt eller vedligeholdt takket været kunstnernes gratis arbejdskraft. Men hvornår har man hørt hende udvise forståelse eller taknemmelighed over for den jætteindsats, som disse professionelle kunstnere yder? Vil hun række dem en hjælpende hånd? Nixen. Som ultraliberal mener hun derimod, at ”folk i højere grad må stå på egne ben”.

Gør hun så noget for at tale kunsten op over for sine vælgere (som uden at vide det er kulturelle storforbrugere) eller sit eget politiske hood?

Det påstår hun jo, at hun gør. Men i virkeligheden, og det er næsten det værste, skubber hun ansvaret for kulturlivets ringe politiske bevågenhed og lave prestige over på kunstnerne selv.

Det er vores egen skyld, at kunsten betragtes som inferiør og derfor rasler rundt i bunden af den finanspolitiske dagsorden. Vi er forkerte. Det at dedikere sit liv til at skabe teater, billedkunst, musik, dans, litteratur på det højest mulige niveau er simpelthen ikke nok.

I stedet må vi forlade vores små atelierer, værksteder, øvelokaler og arbejdsværelser, komme ud af reservatet, som det hedder. Hermed menes ikke, at vi skal optræde på festivaler, på scener, i tv-studier, til bogmesser og på biblioteker, som vi uafladeligt (og igen – ofte ulønnede) gør.

Nej, vi skal blande os noget mere i ”debatten”. Mene noget om sundhed og miljø og trafik og what not, hvis vi skal gøre os håb om at blive betragtet som støtteværdige. Bidrage til den ”bredere fortælling”.

At rigtig mange af os, enten eksplicit eller implicit, forholder os til samfundet i vores værker, opfanger signaler i tiden før andre, ofte advarer om ildevarslende tegn og rent faktisk bruger vores vågne timer på at tyde og tolke og finde udtryk for noget ellers usigeligt, universelt eller eksistentielt vedkommende, er ikke tilstrækkeligt. Vi skal mene noget, demonstrere vores relevans!

Men når ministeren i sin mageløse arrogance bebrejder nutidens kunstnere deres manglende samfundsengagement og henviser til, at disse fribyttere i de gode gamle dage var langt mere engagerede og deltagende i den fælles samtale, glemmer hun for det første, at de, med datidens betydeligt højere aflønning af kunstnerisk arbejde, havde bedre råd til den tidskrævende luksus, det er at ytre sig i debatten. Dengang kunne man leve i ugevis på en kronik – og DR betalte fremmødehonorar!

For det andet overser hun bekvemt, at der faktisk blev lyttet til kunstnerne. Ja, de blev ligefrem inviteret ind i den politiske arena. Både Anker Jørgensen og Poul Nyrup Rasmussen inddrog blandt andet forfatterne i deres politikudvikling for at lære og hente inspiration.

Det var dengang, ordentlige politikere ”fulgte med”, læste sæsonens skønlitterære bøger og omfattede kunstnerne med behørig respekt. En anerkendelse, som endegyldigt forsvandt med Anders Fogh Rasmussens Smagsdommer-tale, den med fårene og bukkene.

Siden er kunstnerne blevet skammet ud af Christiansborg, hvis vi har tilladt os det mindste kritiske pip (siger jeg, der var en af De 12, der protesterede over tonen i debatten i 2005), og vi betragtes jævnt hen som marginaliserede i og omkring Slotsholmen. Men hvis Mette Bock gerne vil rehabilitere kunstnerens rolle i det politiske system, kunne hun jo begynde med at foreslå sine regeringskolleger, at vi hentes inden for murene – for eksempel i Stats-, Finans- og Integrationsministeriet. Nå, ikke?

I denne nation har vi en stolt tradition for at være brobyggere, både i konkret og overført betydning. Og jeg vil vædde på, at ministeren ser sig selv som sådan en fremtidsorienteret ingeniør. Så når hun spørger, om kulturlivet kan bygge bro, er det sikkert ment som en drilsk provokation: ”Jeg kan, kan I også?”

Men er Mette Bock nu også en kulturens brobygger? Bygger hun bro til det kulturliv, hun er her for? Eller er hun snarere, bag alt det retoriske røgslør, det modsatte: minister for nedrivning af broer.

Det kunne nogen jo spørge hende om på Mors. I løbet af de 48 vågne timer.

----------

Forfatteren Hanne-Vibeke Holst (1959) blev uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1984. Fra 1987 har hun været selvstændig og arbejdet som klummeskribent og debattør i blandt andet Politiken og Alt for Damerne og som forfatter til film, tv, teater og bøger. 
Hanne-Vibeke Holst har nydt stor succes som forfatter og har skrevet adskillige romaner siden sin debut i 1980. Hendes seneste roman, "Som pesten", udkom i efteråret 2017.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hanne-Vibeke Holst

Forfatter
journalist (DJH 1984)

0:000:00