Debat

Museer: Regeringens høstmaskine rammer hårdt

DEBAT: Regeringens kulturbesparelser kommer til at "grønthøste" museernes budgetter. Det er skæbnens ironi, fordi det netop i disse år er lykkedes at tiltrække flere besøgende, skriver Frank Allan Rasmussen, formand for Organisationen Danske Museer (ODM).

Regeringens kulturbesparelser kommer til at ramme museerne hårdt, skriver Frank Allan Rasmussen, formand for Organisationen Danske Museer. 
Regeringens kulturbesparelser kommer til at ramme museerne hårdt, skriver Frank Allan Rasmussen, formand for Organisationen Danske Museer. 
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Frank Allan Rasmussen
Formand for Organisationen Danske Museer (ODM)

Flere museer melder nu klart ud. Lukning af enheder, ingen særudstillinger, kortere åbningstider og færre medarbejdere.

Frank Allan Rasmussen
Formand for Organisationen Danske Museer (ODM)

Museerne er ved at kæntre i den omprioriteringsbølge, som den nye regering har bebudet.

Fakta
Regeringens såkaldte omprioriteringsbidrag på to procent betyder, at teatre, museer og andre kulturinstitutioner skal spare 600 millioner kroner de næste fire år. 

Altinget spørger et nyt hold af debattører: Hvad kommer de bebudede besparelser til at betyde for kulturen? Kan man spare 600 millioner uden kvalitetstab?   

Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Det er ikke kun på de store institutioner og i de store byer. Det er i hele landet, også i den provins, som netop har regeringens bevågenhed.

Sidste år havde museerne over 14 millioner besøgende, hvoraf 78 procent er registreret som gæster på de statsstøttede museer. Heraf var over 25 procent turister. Det er en succes! Hvordan går det så med brugertilfredsheden? Ja, ifølge Kulturstyrelsens seneste rapport er den helt i top. Det er også en succes! Kommunerne bruger faktisk kulturarven som løftestang for vækst og udvikling, og museerne påtager sig flere og flere samfundsmæssige opgaver. Det er endnu en succes! Derfor virker nedskæringerne vilkårlige og uden logik.

Fakta
Bland dig i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Museerne bløder
Det har ODM på museernes vegne allerede meddelt ministeren og Folketingets partier. Vi har i samme åndedrag meddelt, at hvis disse nedskæringer gennemføres, så kan det ikke undgå at gå ud over kerneopgaverne, som de ses beskrevet i Museumsloven. Det kan heller ikke undgå at komme til at koste stillinger, og det vil betyde en brat opbremsning i udviklingen af museerne.

Det er ikke tom snak! Flere museer melder nu klart ud. Lukning af enheder, ingen særudstillinger, kortere åbningstider og færre medarbejdere. Lige nu afventer vi med tilbageholdt åndedrag på de øvrige museers handleplaner og frygter, at det kan blive blodigt.

Det er svært at fatte, at regeringen med den ene hånd ønsker at flytte akademiske arbejdspladser og museer til provinsen, mens man med den anden skærer så dybt, at konsekvensen kun kan blive afskedigelser på en række museer i den selv samme provins.

Færre fondsmidler 
Vi ved nu med sikkerhed, at den vedtagne finanslov over fire år vil ”grønthøste” alvorligt i museernes budgetter. Vi ved også, at det generelt er trange tider på det kommunale område, der også rammes af omprioriteringsbølgen.

Det nye er, at de almennyttige fonde, der om nogen medvirker til at sikre det danske kulturliv anstændige vilkår og fremdrift, skal under behandling af høstmaskinen. Det sker ved forslaget om fjernelse af to fradrag, der falder ved uddeling af fondsmidler. Fondene selv vurderer, at kulturlivet, herunder museerne, vil gå glip af mange midler ved ændringen. Regeringen anslår selv et provenu på statens finanser på cirka 200 millioner kroner.

Vi ved nu, at regeringen ikke blot rammer det samlede kulturliv med en chokerende beskæring via finansloven, men nu også vil ramme de almennyttige fonde. De fonde, der har været med til at understøtte kulturel mangfoldighed og udvikling lokalt, regionalt og nationalt. Konsekvensen af lovændringen er klar, hvis forslaget gennemføres, vil fondene have færre penge at uddele.

Som en syngende lussing 
Situationens alvor er rammende udtrykt af Bikubenfondens direktør Søren Kaare-Andersen, der til TV2.dk udtaler, at modtagerne af fondsdonationer ”bliver ramt på begge kinder” – med andre ord en syngende lussing til giver og modtager.

Set gennem en museal optik forekommer denne lovændring både paradoksal og katastrofal, blandt andet fordi politikerne gang på gang har meldt ud, at museerne må se sig om efter andre finansieringsmuligheder, når de offentlige kilder tørrer ud – og ofte peger på de almennyttige fonde.

Mon vi har en kulturminister, der ud over gentagne gange at bedyre sin kærlighed til kunst og kultur, også formår at kæmpe kulturens sag, og som vil søge at stoppe den vildtfarne høstmaskine? Forfatteren Poul Martin Møller skrev: ”Danmark er et lidet, fattigt land” Det kan vi hurtigt blive igen, hvis dansk kultur drukner i omprioriteringsbølgen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Frank Allan Rasmussen

Museumschef, medlem af Nationalparkrådet og Det særlige Bygningssyn
cand.phil. i historie (Københavns Uni. 1989)

0:000:00