Museumsdirektør: I fremtiden må hvert museum finde sit fokus – tre spørgsmål kan blive afgørende

Den anden vinkel er at se tilbage på de enkelte museers oprindelse. Hvad var grundlæggernes ideer, og hvorfor fandt de og andre, at museet var så vigtigt, at det blev en succes?

I pagt med Den Gamle Bys oprindelige idé lægger vi i Den Gamle By vægt på, at museet ikke lukker sig om sig selv, at publikum kan føle et nærvær af fortidens mennesker, og at museet skal have relevans og aktualitet for publikum - blandt andet ved at rumme elementer, som publikum kan huske eller genkende fra deres forældres eller bedsteforældres hjem.  

Gamle minder i “nye” stuer

Den tredje vinkel er måske den vanskeligste, men nok også den vigtigste. Nemlig at vi skal identificere de opgaver, hvor museerne kan levere andet og mere end ’bare’ at være museer.

Her tror jeg, det er vigtigt at tænke helt frit.

Da vi begyndte med disse tilbud, fik vi at vide, at demente ældre ikke har sans for humor.

Thomas Bloch Ravn
Museumsdirektør, Den Gamle By

Som da vi i Den Gamle By nærmest ved et tilfælde blev opmærksom på, at museets tidsrejse og totalmiljøer kan noget for marginaliserede grupper som for eksempel ældre, der er ramt af demens.

I Den Gamle By har vi udviklet specielle forløb for demente ældre, ligesom museet også er med til at uddanne social- og sundhedshjælpere, så de er bedre klædt på til deres arbejde med demente.

Projektet begyndte i 2003 som et samarbejde mellem Den Gamle By og Aarhus Kommunes ældreforvaltning, og det stod hurtigt klart, at det kunne noget helt specielt.

Vi indrettede en særlig lejlighed til formålet, og når de demente ankommer hertil, bliver de til gæster, der er på besøg i deres egen ungdom i 1950’erne. De bliver budt indenfor af værtinden, der er klædt som dengang. De hænger overtøjet i gangen.

Efter en halv time i lejligheden er der gang i historierne, og der bliver grinet og pjattet.

Thomas Bloch Ravn
Museumsdirektør, Den Gamle By

De får lov at hjælpe med at lave kaffe, dække bord, arrangere blomsterne i vasen, servere kagen og – måske – sætte en plade på grammofonen, så selskabet ledsages af Texas Gule Rose eller andre schlagere fra anno dazumal – naturligvis med autentisk knas og ridser, som en del af lydbilledet.

Ikke mindst toiletpapiret, det brune, stive nummer 00, der hænger på det lille bak-ind-toilet, giver anledning til snak og mange historier. De fleste foretrækker dog handicaptoilettet med det bløde toiletpapir.

Og så drejer det sig ellers om, at værtinden får trykket på de rigtige knapper, så erindringen vækkes og snakken kommer i gang.

Da vi begyndte med disse tilbud, fik vi at vide, at demente ældre ikke har sans for humor, at de ikke kan indgå i sociale sammenhænge, og at de ikke kan fortælle historier.

Sådan er det bestemt ikke, har vi erfaret.

Efter en halv time i lejligheden er der gang i historierne, og der bliver grinet og pjattet. Ofte er det sådan, at når de er taget tilbage til lokalcentrene, spørger vi hinanden, om de virkelig var demente.

Nyt felt for museer

Hvert år besøges erindringslejligheden af cirka 1.500 demente, som i grupper på fem til otte personer kommer ind i en helt særlig Den Gamle By-’tidsmaskine’, der aktiverer erindringer, sprog og kunnen og derigennem bringer de demente i forbindelse med dele af deres tidligere liv og identitet, som i dag er ’ædt’ af sygdommen. 

Disse særlige tilbud til demente ældre åbner et helt nyt arbejdsfelt for museer.

Thomas Bloch Ravn
Museumsdirektør, Den Gamle By

Erindringslejligheden anvendes i udstrakt grad også i forbindelse med uddannelsen af social- og sundhedsassistenter. Cirka 1.700, der er under uddannelse som SOSU-assistenter, deltager årligt i Den Gamle Bys kurser.

Arbejdet er blevet fulgt af professor Dorthe Berntsen, der er leder af Danmarks Grundforskningscenter for Selvbiografisk Hukommelsesforskning på Aarhus Universitet.

Det korte af det lange er, at erindringsformidlingen virker.

I tiden efter et besøg har de demensramte det bedre, de er mindre aggressive, mindre grådfyldte og mere sociale. 

Man kan sige, at der med disse særlige tilbud til demente ældre åbner sig et helt nyt arbejdsfelt, hvor museer kan vise sig relevante på områder, man i Danmark næppe havde kunnet forestille sig for blot få år siden – og som heller ikke er beskrevet i museumsloven.

Jeg tror, at der her er rige muligheder for at nå ud til andre end den store gruppe af kulturaktive, der ifølge Kulturarvsstyrelsens nationale brugerundersøgelser fortsat er absolut dominerende blandt de danske museers besøgende.