Pernille Weiss: Scenekunst skal ikke kun drives efter økonomiske logikker

Af Pernille Weiss
Folketingskandidat for Konservative

Kulturministeren havde i mandags indkaldt scenekunstens aktører til stormøde i Odense. Et møde, der undervejs rejste nogle spørgsmål, som i deres essens egentlig er væsentligere, end de påstande, som Mette Bock indledningsvist var kommet med.

Derfor dette indlæg. Stormødet i sig selv fladede ud med ministerens glæde over "at være blevet klogere" og konklusionen at "grundlæggende er strukturen i orden..."

Undskyld mig! Hvorfor så al den skruen bissen på og "oppe-fra-ned-skældud" i retorikken fuld af krav om, at der skal sælges flere billetter. Der skal tænkes nyt, for uden relevans må man ikke få penge, og så har man ingen fremtid.

"Dansk scenekunst skal skabe større relevans for borgerne," sagde ministeren. Underforstået: Det gør den ikke nu.

Den første påstand er jo usand. Danmarks Statistik viser det absolut modsatte. Som minister skal man holde sig til sandheden og fakta. Derfor er det uklædeligt, at Mette Bock sender påstande ud mod bedrevidende. I den næste del af ministerens logik kobler hun relevans for publikum til at man "skal være der, hvor borgerne er".

Danske scenekunstnere og dansk kultur har oplagte værdier at give og dele med omverdenen – om demokrati, ytringsfrihed og næstekærlighed

Pernille Weiss
Folketingskandidat for Konservative

Mette Bock ser gerne, at der bliver indført et system med incitament til selv at skabe indtægter ud over den faste offentlige støtte. Ja, hun vil sågar give flere statsmidler til dem, der er gode til at få indtægter fra andre ikke-statslige kilder. Det sidste svarer jo til at give dem mere, der i forvejen har meget, og straffe dem, der har mindre.

Demokrati og kulturliv
Som konservativ er det ikke svært at være imod denne tænkning, der fremmer økonomiske logikker frem for kunstneriske ambitioner om kvalitet i kulturlivet. Demokratiet har brug for et kulturliv, der har både bredde og dybde hævet op over pekuniære benspænd fra ideologiske opskriftsbøger.

At kommercialisering er betingelsen for mere kunstnerisk relevans og den væsentligste faktor for at få solgt flere billetter, er jo – også undskyld mig – noget sludder. Selvom man med masser af kommercielt pumpede budgetter kan trænge sig på hos publikum, betyder det ikke, at man har kunstnerisk relevans og rent faktisk kan fange publikum ind på sæderne.

Allerhøjst opnår man at genere borgerne unødigt, fordi de bliver udsat for en amerikaniseret tivolisering af den scenekunst, vi i Danmark faktisk holder rigtig meget af for sin høje kvalitet. Kvalitet, der også viser sig i kunstnerisk mod til at tale publikum op og hen til sig – og nogle gange ret imod -  med forestillinger, der tør udfordre til samtale om tidens udfordringer og dilemmaer uden at skulle overspekulere i økonomisk straf fra enten staten eller en sur sponsor.

Man skal være meget neoliberal for at tro på Mette Bocks argumentation. For den er ideologisk, mere end den er båret af grundlæggende værdier om, hvordan man indgår i et kulturelt set sundt, bredtfavnende og innovativt samfund uden firkantede Excel- og New Public Management-regler.

Dansk kultur har oplagte værdier at dele med omverdenen
Selvom der efter stormødet har bredt sig en stemning af, at det meste af ministerens opsang endnu engang var en storm i et glas vand, så står der flere gode input og venter på en ny parlamentarisk situation.

En situation, hvor der er en klar prioritering af kunst og kultur – både økonomisk og fagligt, og hvor debatten præges mere af gensidig anerkendelse, dokumenterede fakta og en samtaleform mellem kulturlivets aktører og politikere, hvor personlig selviscenesættelse viger for fokus på sagen.

Således håber jeg, at forslaget fra Odense Teater om en fælles pulje, helst nye midler, som kan bruges som frie midler til samarbejde og de frie kunstnere, overlever den snarlige valgkamp. Teaterklub.dk, som Pelle Koppel fra Teater V har foreslået som ét samlet teater i Danmark, må også gerne følge med.

For han har ret i, at vi mangler en klarere sammenhæng og et langt bedre sammenspil mellem de aktiviteter, som pågår og igangsættes. Lokalt, regionalt, nationalt og globalt. Det vil blandt andet kunne åbne dørene for en øget teaterinteraktion med udlandet.

Danske scenekunstnere og dansk kultur har oplagte værdier at give og dele med omverdenen – om demokrati, ytringsfrihed og næstekærlighed. Ud i verden med det, så det kan sende endnu mere kunstnerisk inspiration og kulturel bevidsthed hjem igen.

Nok at tage fat på
Sidst skal fremhæves, hvad forskere fra Københavns Universitet i deres input forud for stormødet i Odense skrev på ministeriets ret så oversete Facebookside oprettet til formålet. De peger på vigtigheden af at udvikle frugtbare dynamikker på tværs af kulturforbruget, så teatrene åbnes for en bredere vifte af aktiviteter.

Egnsteatrene går allerede ad den vej mange steder med nyskabende kunstneriske strategier, for eksempel stedsspecifikke og borgerinddragende forestillinger, og ad den vej er det lykkedes at skabe stærke relationer til såvel publikum som kulturinstitutioner, skoler og lokalt erhvervsliv. Det skal vi have mere af i fremtiden.

Forskerne påpeger ligeledes vigtigheden af, at scenekunstens støttesystemer i højere grad end i øjeblikket tilgodeser kontinuitet fremfor ad hoc-finansiering af projekter. Vi skal have sat en prop i afløbet af ressourcer, som bindes i omfattende ansøgningsarbejde og afrapporteringer frem for til scenekunstnerisk udvikling.

Så! Der er for så vidt nok at tage fat på i og omkring dansk scenekunst, selvom det ikke skal overdrives. Det går faktisk ganske godt. Udvikling af branchen og afvikling af stive, gammeldags strukturer skal selvfølgelig altid være i fokus. Men det skal gå ordentligt for sig. Kammertone og kontante fakta skal følges med en begavet omgang med kunstens og kulturens natur – og konstant respekt for kvalitet.