Debat

S: Public service styrker fællesskabet

DEBAT: DR's regionale dækning skal styrkes, og satsningen på børne- og ungdoms-tv skal forstærkes i den nye medieaftale. Det mener Mogens Jensen, Socialdemokraternes kultur- og medieordfører.
DR skal styrkes på en række parametre. Eksempelvis skal der mere fokus på regionaldækningen og tilbuddene til børn og unge. Det mener Socialdemokraternes kultur- og medieordfører, Mogens Jensen.
DR skal styrkes på en række parametre. Eksempelvis skal der mere fokus på regionaldækningen og tilbuddene til børn og unge. Det mener Socialdemokraternes kultur- og medieordfører, Mogens Jensen. Foto: Thit Andersen/Altinget.dk
Jesper Birch
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mogens Jensen (S)
Kultur- og medieordfører

Til foråret skal der indgås ny medieaftale. Det optager for tiden ledere rundt omkring på de store danske medier.

Det kan man godt forstå. Det er ingen hemmelighed, at de danske dagblade har vanskeligt ved at finde nye indtjeningsmodeller.

Kunderne fravælger de trykte aviser, og for få vil betale for nyheder på nettet, selvom alle de støre aviser efterhånden har opsat betalingsmure af forskellig grad på deres netsider.

Fakta

Kulturdebatten har til formål at styrke den kulturpolitiske debat. Altinget | Kultur inviterer derfor alle kulturpolitiske stemmer i kulturlivet til at være med til at sætte kulturen på dagsordenen. 

Involvér dig!
Du er altid velkommen til at deltage i debatten - hvad enten det er med klaps eller kindkys til kulturpolitikken.

Send dit indlæg på cirka 500-600 ord til [email protected]

Danskernes nyhedsforbrug er i forandring, og de gamle aviser er hårdest ramt. Det er en udfordring for debatten og demokratiet, vi alle må være opmærksomme på.

DR ikke årsag til problemet
Det er dog en ærgerlig tendens, at mange ser public service og især Danmarks Radio som årsagen til problemerne.

Dansk medieindhold er udfordret, men ikke af DR. Tværtimod er det afgørende, at vi har god og kvalificeret public service. Naturligvis skal DR være til stede, hvor danskerne er.

Mogens Jensen (S)
Kultur- og medieordfører

Den simple analyse i visse dele af pressen er, at DR’s tilstedeværelse på nettet gør det umuligt for aviserne at tjene penge på nettet.

Der er dog intet, der tyder på, at trafikken fra netaviserne er flyttet over på dr.dk efter etableringen af betalingsmure. Heller ikke regionalt, hvor hverken de regionale DR-hjemmesider eller TV-2-regionernes hjemmesider har oplevet fremgang, efter regionale og lokale dagblade har indført betalingsmure.

Pressens udfordringer knytter sig til forandringerne i danskernes medieforbrug, hvor internationale spillere som Google og Facebook tager trafik og reklamekroner fra de danske medier.

Dansk medieindhold er udfordret, men ikke af DR. Tværtimod er det afgørende, at vi har god og kvalificeret public service. Naturligvis skal DR være tilstede, hvor danskerne er.

Det gælder også på nettet, hvor ikke mindst de unge henter mere og mere indhold. Det er forfejlet at tro, at det, DR laver, ville blive lavet, hvis DR ikke var der.

DR er garanten for, at der bliver laver kvalitets-tv og -radio samt nyhedsformidling på dansk.

Brug for et stærkt DR i regionerne
For en tv-station i dag er det meget billigere at indkøbe indhold fra USA end at lave egenproduktioner.

Hvis vi som nation og som sprogområde ønsker, der også skal laves godt og nærværende kvalitetsfjernsyn på dansk, så har vi behov for et stærkt DR.

Og det ville være en katastrofe, hvis f.eks. Liberal Alliance fik deres vilje om en afskaffelse af licensen og indførelsen af et abonnement for DR.

Så skulle DR agere efter markedsvilkår for at sælge abonnementer. Det ville unægtelig betyde, at blandt andet de smalle programmer ikke ville blive lavet.

I det kommende medieforlig vil det for Socialdemokraterne være vigtigt, at vi fortsat sikrer stærke public service-medier. Både når det gælder DR og TV-2-regionerne.

Vi vil have et særligt fokus på DR's dækning af hele Danmark. DR's regionale dækning kan med fordel prioriteres mere, og der er i DR's generelle programflade behov for programmer og nyheder, der i højere grad dækker hele Danmark uden for hovedstadsområdet.

Mere public service for børn
Det var vigtigt for Socialdemokraterne at få sat fokus på særligt DR's tilbud til børn i sidste medieaftale, og vi håber på fortsat at kunne forstærke DR's tilbud til børn i den kommende medieaftale.

Nyheder til børn har for eksempel været en stor succes. På samme måde skal vi nu styrke indsatsen i forhold til de unge, hvor vi må afsøge, hvilket indhold og på hvilke platforme DR bedst giver et godt public service-tilbud til de unge. Det glæder jeg mig til at drøfte i medieforligskredsen.

Public service for børn og unge er helt afgørende for vores fællesskab og sammenhængskraft i Danmark. Ikke mindst for vores sprog. Børn er i dag storforbrugere af audiovisuelt indhold:

Tegnefilm på DVD, Netflix Kids over iPad’en, videoklip fra YouTube eller traditionelt flow-tv på nogle af de mange børnekanaler, der følger med de store tv-pakker.

Den grundlæggende tendens for indholdet er dog, at det hovedsageligt er indkøbt indhold produceret i udlandet. Især i USA.

Indhold baseret på et andet sprog, præget af en anden kultur, af andre værdier end de danske og med andre historiske referencer.

Når det handler om at bevare dansk kultur, er der afgørende forskel på, om børnene ser en synkroniseret Miley Cyrus-børneserie eller f.eks. lærer om Grønland ved at se Nissebanden.

Udfordringen for DR bliver at forstå børn og unges forbrugsmønstre. De er ofte hurtigere end os andre til at udnytte nye platforme.

Vi skal have et DR, der er i stand til at møde vores børn og unge på de relevante platforme med et godt public service-tilbud og et DR, der dækker hele Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mogens Jensen

MF (S), næstformand for Socialdemokratiet, fhv. minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde
Fagbevægelsens lederuddannelse (LO-Skolen 1999)

0:000:00