Teatre: Spar også på bureaukratiet

Af Gitta Malling
Leder af Limfjordsteatret og formand for Teatrenes Interesseorganisation (TIO)

Hver gang man laver et kontrolsystem, koster det penge at putte informationer i det, og det koster penge at behandle de indsendte informationer.

Gitta Malling
Leder af Limfjordsteatret og formand for Teatrenes Interesseorganisation (TIO)

437 millioner kroner vinker kunsten og kulturen farvel til i løbet af de næste fire år ifølge Søndag Aftens udregning.

Det er mange penge, der skal spares, og det ser desværre ikke ud til, at der kommer flere penge til kulturen foreløbig. Derfor er det afgørende, at vi bruger de midler, der er, bedst muligt. Ikke mindst i lyset af, at også Statens Kunstfond, herunder Projektstøtteudvalget for Scenekunst, højest overraskende beskæres til skade for de mindre teatre over hele landet og talent- og vækstlaget.

Mindre bureaukrati 
Derfor skal vi arbejde på at minimere bureaukratiet. Så rækker pengene længere, og vi får alle sammen mere kunst for kulturkronerne.

For kontrolsystemer og det deraf følgende papirarbejde er ikke omkostningsfrit. Vi er ikke fortalere for et kontrolmæssigt "det vilde vesten", men vi må huske, at hver gang man laver et kontrolsystem, koster det penge at putte informationer i det, og det koster penge at behandle de indsendte informationer. Både teatre, stat og kommuner har udgifter i den proces.

Et eksempel på en, for alle parter, stor administrativ indsats med minimalt output ses i det faktum, at de skattemæssige og kulturpolitiske hensyn lige nu spænder ben for hinanden.

For at få offentlig støtte til teaterproduktion, jævnfør "Lov om scenekunst", kræves det, at teatret er professionelt. Men hos Skat sætter man lighedstegn mellem netop betegnelsen professionel og skattepligtig erhvervsvirksomhed.

Således bliver en række af de små og mellemstore teatre i øjeblikket kontaktet af Skat, som ønsker at inddrive skat af et eventuelt overskud. Det er nyt, for hidtil har disse teatre, på linje med blandt andet scenerne under Det Københavnske Teatersamarbejde – og museerne for den sags skyld – været anset som almennyttige. Fordi de er ikke-kommercielle foretagender til gavn for os alle.

Hvorfor forskelsbehandle?
Men det er tilsyneladende ikke længere tilfældet, hvis man spørger Skat. Men hvorfor denne kursændring? Den primære forskel på scenerne er – udover størrelsen – at de skattefritagne landsdelsscener og scenerne under Det Københavnske Teatersamarbejde får deres offentlige tilskud fra staten, mens de mindre og nu skattepligtige teatre får deres offentlige tilskud fra kommunen.

Det er svært at forstå de kulturpolitiske og lovmæssige argumenter for forskelsbehandlingen, når landsdelsscenerne og teatrene tilknyttet Det Københavnske Teatersamarbejde har det til fælles med de små og mellemstore teatre, at deres altovervejende eksistensgrundlag er offentlige tilskud, ligesom andelen af offentligt tilskud i forhold til omsætning, støttestruktur og kontrol fra myndigheder er sammenlignelig.

De små og mellemstore teatre står altså overfor at blive pålagt omkostningstunge administrative byrder som følge af en selvangivelses- og skattepligt. Hertil skal lægges de ressourcer, som Skat med flere skal bruge på at føre tilsyn med, vejlede om og opkræve det formentlig meget beherskede skatteprovenu, der kan komme ud af en skattepligt for de omtalte teatre.

Gør tilskuddet almennyttigt 
Helt enkelt kan man sige, at de eneste, der for alvor får noget ud af det her, er de revisorer, som teatrene så skal hyre til vejledning i hensigtsmæssig skattehåndtering. Er det virkelig sådan, vi vil bruge pengene til scenekunsten?

Heldigvis er det en udfordring med en enkel løsning.

Nemlig ved, at det bliver præciseret i Lov om scenekunst, at den aktivitet, som teatrene ydes tilskud til i henhold til Lov om scenekunst, er at anse for almennyttig.

Det er svært at se, at det skulle være tilsigtet, at man pålægger de små og mellemstore teatre administrationsmæssige byrder for, at de efterfølgende kan betale dele af deres kommunale tilskud tilbage i form af skat, i stedet for, at hele tilskuddet kan bruges til teatrets almennyttige kernevirksomhed – at lave teater.

For selvom vi er uenige om størrelsen på beløbet til kunst og kultur, så er vi vel alle enige om, at vi vil have mest muligt kunst for pengene.