Ung journalist har skrevet årets klogeste bog – og han siger, det hele nok skal gå
Det er godt, at vi er blevet vækket fra to årtiers lalleglad optimisme, som efterlod os med stigende ulighed og et distanceret forhold til politik. Sådan lyder det i Christian Bennikes lille perle af en debatbog.
Jakob Nielsen
Ansv. chefredaktør, Altinget
I det seneste årti er vi blevet oversvømmet af bøger om demokratiets krise og snarlige undergang.
Forståeligt nok: Efter et par årtiers blind optimisme stemte Storbritannien sig ud af EU, og amerikanerne valgte Donald Trump som præsident. Demokratisk valgte ledere som Orbán og Erdogan er godt i gang med at sikre sig magten på livstid. Imens er Rusland krøbet længere og længere ind i diktaturets grotte, og i Kina har man fået sin egen stærke mand.
Der har været nok at bekymre sig om.
Men nu begynder modbølgen, og den begynder godt. Christian Bennike, der til daglig er journalist på Weekendavisen, kaster i sin nye bog et både klogt og forfriskende blik på debatten om demokratiets krise.
Han bekender sig til den franske filosof Alexis de Tocqueville, der pegede på, at det er umuligt at kende forskel på et demokrati, der fungerer, og et demokrati på sammenbruddets rand. Begge er præget af konflikt, krise og kaos. Det er netop i kampen mod demokratiets fjender og i bestræbelsen på at løse nyopståede problemer, at demokratiet forandrer sig og tilpasser sig en ny tid.
"Groovy days" i den optimistiske tidsalder
Bennike er født i 1986, og han benytter sin ungdom som et begavet greb mod pessimismen. Nok blev han født ind i fattigfirserne, mens Den Kolde Krig fortsat truede med at kulminere i altødelæggende atomkrig, men inden han begyndte i skole, var verden trådt ind i det, han kalder ”optimismens tid”.
Demokratierne havde vundet, økonomien havde rettet sig op, og intet syntes at kunne ramme os.
Han (Christian Bennike, red.) formår at knytte overbevisende og tankevækkende tråde mellem de store, globale tendenser og de kulturfænomener, som spejler tiden
Jakob Nielsen
Det var æraen, hvor vi troede, at historien var forbi, hvor U2 indspillede videoen til ’Beautiful Day’ i Charles de Gaulle-lufthavnen, hvor forsanger Bono forklarede: ”Det er en ode til lufthavnen. Hvad er destinationen? Fremtiden!”
Selv Thomas Helmig begyndte at synge på engelsk, og i ’Groovy Day’ jublede han over, at han ikke længere behøvede bekymre sig om politik.
Visse af bogens kulturfænomenologiske betragtninger indbyder dog til modsigelse.
I et afsnit om filmen ’Tilbage til Fremtiden’ skriver Bennike for eksempel, at en ung i 2023 næppe ville opleve noget særligt chok ved at rejse 30 år tilbage i tiden – sådan som det sker for filmens hovedperson i 1985.
Mon dog? Nutidens unge ville rejse tilbage til en tid før internettet, før smartphonen og før sociale medier.
Ikke desto mindre er det en af de store kvaliteter ved Christian Bennikes bog, at han formår at knytte overbevisende og tankevækkende tråde mellem de store, globale tendenser og de kulturfænomener, som spejler tiden – fra U2 og Thomas Helmig til ’White Lotus’ på HBO.
Til gengæld kunne han nok med fordel have sparet en anelse på mængden af bonmots og rammende citater fra tænkere af enhver art, som flyder gennem hele bogen. Nogle gange er det næsten, som om behovet for at citere en klog mand eller kvinde kommer til at skygge lidt for Bennikes egne tanker og egen analyse, selv om ingen af delene fejler noget.
Hvad gik galt?
Bogens centrale del er en analyse af, hvad der egentlig gik galt i den optimistiske tidsalder, som tog sin begyndelse først i 1990’erne, og som var rammen om forfatterens ungdom. En ungdom, hvor man kunne tage let på alt, fordi fremskridtet kom af sig selv, og fordi der ikke var nogen kriser at forholde sig til. Politik var for nørder.
Analysen er ikke ny i den forstand, at den aldrig er skrevet før, men Christian Bennike formår alligevel at sætte den sammen på en måde, der både er læseværdig og tankevækkende.
’Engang Troede Vi På Fremtiden’ er årets klogeste bog – og selv om der er et halvt år tilbage af 2023, bliver den svær at slå.
Jakob Nielsen
En bærende pointe er, hvordan den blinde tro på globaliseringen og frihandlens velsignelser ledte frem til den aktuelle demokratiske krise, fordi store dele af befolkningen i de vestlige demokratier med rette følte sig overset og efterladt som tabere i samfund med stærkt stigende ulighed.
Forfatteren har også blik for den vigtige pointe, at lande med mere repræsentative valgsystemer ser ud til at klare den demokratiske krise bedre end de lande, hvor store grupper holdes ude af den demokratiske proces, fordi vinderen rydder bordet.
Opgør med krisesnakken
I det afsluttende kapitel, som er bogens stærkeste, tager Christian Bennike et opgør med idéen om, at vi skulle leve i en krisernes tidsalder – og med den såkaldte ”polykrise”, som fyldte alt på Davos-mødet i januar 2023, og som er selve begrundelsen for SVM-regeringen.
Det særligt begavede ved det opgør er, at Christian Bennike former det som et opgør med hans egen ubekymrede ungdom.
”Enhver tid har sine skyggesider, og det er svært at løbe fra, at livet var nemmere og sjovere i 90’erne, i hvert fald for nogle af os”, skriver han og uddyber med en pointe om al den skam, der på trættende vis gennemsyrer den aktuelle samfundsdebat. For skam er også en demonstration af, at man bekymrer sig om, hvad andre mener.
”At være skamløs er det samme som at være ligeglad med andre. Og det er nok historien om optimismens tid: vi var glade og skamløse, men nok også for ligeglade med andre.”
Det leder frem til bogens opmuntrende og vigtige konklusion: Det er sådan set udmærket, at pessimismen har vækket os, men man skal huske, at hverken Trump, Covid eller Putin har formået at splitte Vesten.
Demokrati er besværligt og ofte frustrerende langsomt, men selv efter 2016 er Vestens historie fortsat historien om frie samfund, der er relativt gode til at håndtere chokerende begivenheder.
’Engang Troede Vi På Fremtiden’ er årets klogeste bog – og selv om der er et halvt år tilbage af 2023, bliver den svær at slå.