Debat

Venstre: Tech-giganterne skal selvfølgelig bidrage til dansk medieøkonomi

Vi skal sikre levedygtige vilkår til de danske medier, som bidrager til den demokratiske samtale og giver noget igen. Venstre er ikke i tvivl. Platformene skal betale til medieproduktionen, skriver Britt Bager.

Hvis vi
erstatter danske medier, der bidrager til at skabe sammenhængskraft og forme
den offentlige debat, med tech-giganter, der intet giver tilbage, kommer vi til
at stå dårligere som land og som samfund, skriver Britt Bager (V).
Hvis vi erstatter danske medier, der bidrager til at skabe sammenhængskraft og forme den offentlige debat, med tech-giganter, der intet giver tilbage, kommer vi til at stå dårligere som land og som samfund, skriver Britt Bager (V).Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Britt Bager
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den digitale transformation har over de sidste to årtier ført til store omvæltninger i det danske medielandskab. Det er derfor det naturlige omdrejningspunkt for mediedebatten i 2021.

Udviklingen har ført meget godt med sig, men det har også medført nye udfordringer.

Kampen om internetbrugernes tid er allerede blevet vundet af sociale medieplatforme, der er bygget til at fastholde brugernes opmærksomhed længst muligt.

Fald i annonceindtægter
De sociale medieplatforme udgør for mange den primære adgang til nyheder. Man scroller gennem sit feed og ser eller kommenterer de historier, der kommer op. Man tager notits af de nyheder, der deles, enten af medierne selv eller af dem man følger.

Hensynet til den demokratiske samtale gør, at vi arbejder for at sikre medierne betaling for deres indhold.

Britt Bager (V)
Kultur- og Medieordfører

Tech-giganterne lever af brugernes engagement, og de lever på andres indhold. Som modydelse betaler vi med vores persondata, der er mange penge værd.

Over de seneste ti år har der været et massivt skred i annonceindtægterne for mange medier. Særligt er det gået ud over lokale og regionale medier, hvor omstillingen til en ny medievirkelighed tager tid.

Annoncekronerne er i stedet røget til de store tech-giganter og dermed ud af landet og ud af det danske medieøkosystem. Selvom vi er glade for at indtage vores nyheder side om side med vores venners babybilleder, jobopdateringer og videoer af hundehvalpe og kattekillinger, så er det en uheldig udvikling.

Facebook, Twitter, Instagram med flere producerer nemlig ikke indholdet selv. De stiller en tjeneste til rådighed, for brugerne, men det er ikke altruisme. Tværtimod - det er enormt profitabelt.

Hvis vi erstatter danske medier, der bidrager til at skabe sammenhængskraft og forme den offentlige debat, med tech-giganter, der intet giver tilbage, kommer vi til at stå dårligere som land og som samfund.

Platformene er ikke garanter for den demokratiske debat
Twitter og Facebooks suspendering af Donald Trumps sociale mediekonti har vist, at platforme som Facebook og Twitter bestemt ikke er garanter for den frie, demokratiske debat.

En række medier har skrevet kritiske historier om uigennemskuelige brugervilkår og om personer, der er blevet smidt af Facebook uden varsel på grund af overivrige censurværktøjer, der fjerner enhver omtale af bestemte emner - uden reelle ankemuligheder.

Alt dette står i stærk kontrast til tidligere udmeldinger fra Facebook og Google med flere om, at de forsøger at tage ansvar.

Mark Zuckerberg erklærede i en kronik i Politiken i 2019, at Facebook støtter op om kritisk journalistik, som han mener er afgørende for et demokrati.

Men hvis Facebook virkelig mener det og står ved de værdier, de taler højt om, kan man sætte spørgsmålstegn ved, om konflikten i Australien ville være opstået?

Medierne skal have betaling
Når vi i Folketinget snart skal forhandle om et lovforslag fra regeringen, der handler om at sikre danske medier betaling for deres indhold, diskuterer vi et princip om, at man selvfølgelig skal have betaling for sit indhold.

Ret beset er princippet allerede vedtaget. Regeringen skal nemlig implementere et EU-direktiv, der blev vedtaget i Bruxelles for knap to år siden. Sagen er dog nem at gå tabt i.

Al snak om ophavsret, EU-direktiver og perspektiverne og konsekvenserne, der følger af ny regulering, er ekstremt langhåret. Det har derfor også ført til en meget rodet offentlig debat om forslaget.

For os at se er det principielle spørgsmål om, hvorvidt medierne skal have betaling dog meget nemt: Selvfølgelig skal de det.

I Venstre har vi konsekvent arbejdet for et medieøkosystem i balance; for en kritisk og fri presse og en velfungerende demokratisk samtale, der finder sted både lokalt, regionalt og nationalt.

Vi skal sikre levedygtige vilkår til de danske medier, både de nye og de gamle. De bidrager til den demokratiske samtale og giver noget igen.

Hensynet til den demokratiske samtale gør, at vi arbejder for at sikre medierne betaling for deres indhold.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00