Konservativ arbejdshest på usikker grund

PORTRÆT: Både kolleger og modstandere holder af den konservative godsejer Christian Wedell-Neergaard, der med tre ordførerskaber er De Konservatives arbejdshest. Men hans genvalg er usikkert.
Sjov, flink og sympatisk, siger vennerne og de politiske modstandere. Men foran et tv-kamera har han svært ved at slå igennem. Sætningerne er for lange, og  lixtallet er for højt.
Sjov, flink og sympatisk, siger vennerne og de politiske modstandere. Men foran et tv-kamera har han svært ved at slå igennem. Sætningerne er for lange, og lixtallet er for højt. Foto: Altinget.dk
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Jeg sætter stor pris på Christian, og han ville få min ene stemme. Det var mit svar, da jeg for et stykke tid siden blev spurgt, hvilke to personer jeg ville stemme på, hvis jeg skulle stemme på en fra regeringen.

Johannes Poulsen
(R)
Fakta

Baron Christian Wedell-Neergaard

Søn af godsejer Jens Wedell-Neergaard og Louise Wedell-Neergaard. Interessen for politik får ham til at vælge polit-studiet i København efter at have været reserveofficer i Livgarden, hvor mange adelige aftjener deres værnepligt. 

Inden voksenlivet helt overmander ham, tager han på en jordomrejse, der for langt den største part bliver brugt i Australien, hvor han rejser rundt i landet på hesteryg. 

Titlen som cand. polit. bliver i første omgang ikke brugt i politik, men i finansverden. Han får job i Danske Bank, hvor han bliver ansat i en af bankens tyske afdelinger.

I 1988 bor han i Tyskland med sin daværende kone og børn, da hans far, godsejer Jens Wedell-Neergaard pludselig bliver syg og ikke længere kan passe godset, som har været i familiens eje siden 1751.

Den dengang 32-årige Christian Wedell-Neergaard opgiver straks finanskarrieren og rejser med familien hjem til Danmark for at overtage godset som den niende i rækken mange år før planlagt.

De næste ti år bruger han primært på at drive godset, der ligger ved Borup på Sjælland, men er aktiv i forskellige erhvervsorganisationer.
Christian Wedell-Neergaaard har fire børn med sin første kone, men bor i dag sammen med Anette Huld, der er driftschef på Hotel Prinsen i Roskilde.

Fakta

Christian Wedell-Neergaard i politik

  • Konservativt medlem af Roskilde Amtsråd 1998-2005, formand for uddannelses- og kulturudvalget 2001-2005.
  • Midlertidigt folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Roskilde Amtskreds 1. juli - 19. juli 2004 og 3. nov. - 29. nov. 1992.
  • Valgt til Folketinget i Køgekredsen i 2005. 
  • Formand for Miljø- og Planlægningsudvalget.

Ordførerposter:

  • Miljøordfører
  • Finansordfører
  • Kommunalordfører

Han har ministerpotentiale, tre tunge ordførerskaber og han er med, når De Konservative skal til taltunge forhandlinger - men han kan ikke være sikker på en ny periode i Folketinget.

Det er de barske realiteter for den arbejdsomme konservative blæksprutte Christian Wedell-Neergaard.

De Konservative har i lang tid kun stået til at få to mandater i Storkreds Sjælland. Dog viser Altingets seneste snit, at De Konservative vinder et tredje mandat i denne storkeds på et hængende hår. 

Holder den opbakning, vil Christian Wedell-Neergaard blive valgt sammen med partiets to stærke kandidater i Storkreds Sjælland: Kulturminister Brian Mikkelsen og gruppeformand Helge Adam Møller.

Men mister De Konservative det tredje mandat, kommer De Konservative til at skulle finde sig en ny finansordfører, en ny miljøordfører og ny kommunalordfører. Alle tre ordførerskaber er nemlig havnet på Christian Wedell-Neergaards bord, selv om han kun har siddet i Folketinget i en valgperiode.

Vil blive savnet i konservativ folketingsgruppe
I den konservative gruppe bryder man sig heller ikke om risikoen for, at de mister deres tredobbelte ordfører, der også ofte er med, når De Konservative skal forhandle de tunge forlig i hus. Og ifølge Altingets oplysninger er det ikke utænkeligt, at Wedell-Neergaard kunne blive minister, hvis partiet får råderet over flere ministerposter.

"Christian er enormt flittig, han har en stor viden og er utroligt godt inde i sagerne. Så han er et stort aktiv for os, siger De Konservatives gruppeformand Helge Adam Møller, der er opstillet i samme kreds som Wedell-Neergaard.

Der er svært at finde så mange klassiske konservative dyder samlet hos kun et menneske som i Christian Wedell-Neergaard:

Han er ud af en familie, der historisk har været aktive i Det Konservative Folkeparti, Han er baron, Godsejer på Svenstrup Gods, reserveofficer i Livgarden og har en erhvervskarriere i Danske Bank med i bagagen.

Alligevel er han usædvanligt vellidt hos partier, der burde se rødt med et så gennemført klassisk konservativt CV.

Ros fra SF
SF's miljøordfører Steen Gade siger:

"Christian Wedell-Neergaard er utrolig sympatisk og meget let at arbejde sammen med. Under forhandlingerne kan man mærke at han oprigtigt lytter til sine modstandere. Han er også en af de politikere fra regeringen, som jeg fornemmer gerne ville gøre mere på miljøområdet, men han er jo på en umulig opgave, når han skal forsvare regeringens politik."

Også fra De Radikale er der ros og anerkendelse til den politiske modstander.

"Jeg sætter stor pris på Christian, og han ville få min ene stemme. Det var mit svar, da jeg for et stykke tid siden blev spurgt, hvilke to personer jeg ville stemme på, hvis jeg skulle stemme på en fra regeringen. For ham er et ord et ord, og du kan sagtens tale fortroligt med ham," siger folketingsmedlem Johannes Poulsen (R), der både har samarbejdet med og modarbejdet Christian Wedell-Neergaard som De Radikales miljø- og kommunalordfører.

"Det vil være et stort tab for De Konservative, hvis han ikke bliver valgt. Måske han ikke er så kendt i offentligheden, fordi han insisterer på at tale substans. Det giver ikke tv-tid, fortsætter Johs. Poulsen, der i øvrigt er tidligere SFer.

Det er mig med de lange sætninger
Samme bedømmelse har Steen Gade om Christian Wedell-Neergaards akilleshæl.

"Han har en akademisk facon, det kan jo godt få ham til at fremstå som kedelig. Men det bunder i, at han er utroligt godt inde i sagerne," siger Steen Gade.

Selv siger Christian Wedell-Neergaard om sin manglende profilering trods de tre ordførerskaber:

"Ja, jeg er nok mest kendt som den tørre økonom med de lange sætninger. Og det er selvfølgeligt lidt trist, når medierne tørster efter følelser og enkeltsager," erkender Christian Wedell-Neergaard, men siger samtidig:

"Nok hænger jeg med en vis legemsdel i vandskorpen, men slaget er jo ikke tabt. Jeg håber, De Konservative får et godt valg. Det kan udløse et ekstra mandat. Samtidig vil jeg være massivt til stede både personligt og med valgplakater i mit valgområde," siger Christian Wedell-Neergaard.

Når Christian Wedell-Neergaard toner frem på skærmen for at udtale sig om finanslovsforhandlingerne, ser folk akademikeren og bankmanden. Og de gætter ikke på, at manden er vellidt både i sit eget parti og hos oppositionen. Og de gætter slet ikke på, at han har en veludviklet sort humor og gerne laver improviseret underholdning til julefrokosten.

Et skræmmende lixtal
Den tredobbelte ordfører med det alt for høje lixtal og de alt for mange indskudte sætninger har nu to uger til at vise sit sande jeg. Men vælgerne skal ikke forvente desperate handlinger fra den høje og ranke baron og tidligere livgarder.

"Jeg har lovet mig selv ikke at profilere mig på at kritisere Venstre eller mine konservative kolleger, der stiller op i samme område som mig. Og nej, I kommer heller ikke til at se mig foretage et bungee-jump eller lave andre patetiske forsøg på at få skærmtid," siger Christian Wedell-Neergaard.

Og skulle han mod sig egen forventning ikke komme ind, vil driften af Svenstrup Gods med 1700 hektar skov, 500 hektar marker og produktionen af 20.000 svin ikke være nok til at beskæftige Christian Wedell-Neergaard, der i en periode både sad i Folketinget og i Roskilde Amtsråd.

"Jeg har en plan B klar, som vil være et rigtigt spændende alternativ til jobbet i Folketinget. Men nu skal jeg ud og møde folk og fortælle, hvad jeg har præsteret," siger Christian Wedell-Neergaard.

0:000:00