Debat

Dambrug medicinforurener Kongeåen som 30 mio. mennesker

DEBAT: Uanset hvad dambrugsfolkene siger, så har de alvorlige miljøproblemer med medicinforurening, skriver formanden for sportsfiskerne.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Verner W. Hansen,
formand for Danmarks Sportsfiskerforbund

Det kan jo ikke undre, at formanden for Dansk Akvakultur, Jacob Bregnballe, føler sig foranlediget til at kommentere mit indlæg om dambrugssektoren og dens problemer for vandmiljøet i de vandløb, dambrugsproduktionen påvirker negativt.

Det kan heller ikke undre, at samme formand med næb og klør forsøger at hvidvaske sine medlemmers miljøbelastende produktionsformer - det må man forvente af en formand for en brancheorganisation.

Derimod kan det undre, at formanden i sit forsvar for branchen er nødt til at drage sammenligninger med dambrugsforholdene i andre lande - lande hvor vandløbsforholdene er helt og aldeles usammenlignelige med de danske - både hvad vandføring og størrelse angår.

Ved sammenligning med de nævnte svenske og tyske undersøgelser kræver det ikke megen regneteknisk snilde at beregne, at der på et enkelt måledøgn er udledt mere antibiotika til Kongeåen end adskillige mio. mennesker (ca. 30 mio.) normalt kan præstere via offentlige renseanlæg i samme tidsrum.

Verner W. Hansen
Formand for Danmarks Sportsfiskerforbund

Udenlandsk sammenligning ligegyldig
Det kan meget vel passe, at den danske dambrugsproduktion er mere "ren" end i andre lande - nå og hvad så?

Det afgørende er jo, om dambrugsproduktionen i Danmark er ren nok i forhold til de kvalitetskrav, samfundet stiller til overfladevand.

Det forholder dambrugsformanden sig af gode grunde ikke særligt konkret til. For han er godt klar over, at samfundet gennem ganske mange år har øget miljøkravene til dambrugenes produktionsformer og fortsat vil gøre det, netop fordi dambrugsproduktionen er en belastning for vandmiljøet - hvorfor ellers?


Miljøklagenævn: Fisk må destrueres
Med hensyn til dambrugenes udledning af medicin og hjælpestoffer må vi formode, at dambrugsformanden har skrevet sine bemærkninger til Altinget.dk, før han har nået at få læst og forstået den afgørelse, Miljøklagenævnet netop har offentliggjort i en klagesag om et konkret dambrugs udledning af medicin og hjælpestoffer.

Her siger klagenævnet bl.a., at vandkvalitetskravene skal overholdes, og hvis der er flere udledere til samme vandløb af samme type af stoffer, så må de "deles" om den samlede kvote, der er til rådighed inden for kvalitetskravenes rammer.

Hvis dambrugskvoten ikke bliver stor nok til at kunne behandle samtlige fisk for sygdomme, så må dambrugeren destruere den mængde af fisk, der ikke kan behandles. Her er signalerne da tydelige nok!

På baggrund af Miljøklagenævnets afgørelse bør udledningerne fra dambrug ikke bagatelliseret som dambrugsformanden gør det.

Medicinudslip skræmmer
Eksemplet fra Kongeåen er bemærkelsesværdigt nok og er værd at regne lidt videre på. Den 28. - 29. juni 2006 blev der udtaget og analyseret en prøve af vandløbsvand fra Kongeåen. Samtidig blev der behandlet med antibiotika på et større dambrug opstrøms prøvetagningsstedet.

Den doserede mængde var endvidere kendt. Da vandføringen i vandløbet kunne opgøres på prøvetagningstidspunktet (ca. 3500 l/sek), er det således muligt at beregne den udledte mængde antibiotika, og relatere denne mængde til det samlede forbrug.

På grundlag af disse oplysninger kan det opgøres, at den samlede mængde udledt antibiotika var mere end 9 kg pr. døgn. Det bemærkes, at koncentrationen i vandløbet af alene 1 enkelt stof (sulfadiazin, 19 mikrogram/liter) var mere end 4 gange så høj som den koncentration (kvalitetskriterium), de danske myndigheder har opstillet som maksimalt tilladeligt (4,6 mikrogram pr. liter).

Medicinforurener som 30 mio. mennesker  
Det håndfaste sammenfald mellem forbrug og genfinding i vandløbet (85 pct,) kan ikke bortforklares, og selv en brøkdel af den fundne mængde burde få alarmklokkerne til at ringe hos myndighederne, specielt når det tages i betragtning, at antibiotikabehandling er en hyppig og tilbagevendende foreteelse på danske dambrug.

En svensk undersøgelse har beskæftiget sig med 5 forskellige renseanlæg med ca. 1,4 mio. personer tilsluttet. I afløbene fra de 5 renseanlæg (bl.a. Stockholm og Gøteborg) fandtes i alt ca. 340 kg antibiotika pr. år, hvilket svarer til ca. 0,9 kg pr. døgn eller ca. 0,65 milligram pr. person pr. døgn.

Ved sammenligning med de nævnte svenske og tyske undersøgelser kræver det ikke megen regneteknisk snilde at beregne, at der på et enkelt måledøgn er udledt mere antibiotika til Kongeåen end adskillige mio. mennesker (ca. 30 mio.) normalt kan præstere via offentlige renseanlæg i samme tidsrum.

Dambrug har erkendt, at de sviner
Tilsvarende viser en nyligt offentliggjort rapport, at dambrugerne bruger mere end 5 gange så meget af det kræftfremkaldende stof formalin, end det er nødvendigt at bruge for at behandle fiskene mod parasitter. De overflødige mængder af formalin løber direkte ud i vandmiljøet - og det har de gjort i ganske mange år!

Så meget for dambrugsformandens hvidvaskning af dambrugsproduktionens miljøpåvirkninger.

Men Jacob Bregnballe er jo en fornuftig mand, der godt ved, hvorfra vinden blæser, og hvor den blæser hen.

Det demonstrerede han med al tydelighed, da han kommenterede statens opkøb af seks dambrug i Villestrup Å ved at slå fast, at nogle steder sættes meget strenge miljømål for natur og vand, som ikke harmonerer med dambrugserhvervets mål om øget produktion.

Denne selverkendte problematisering af sektorens tvivlsomme "renhed" i forhold til samfundets krav til rent vand er prisværdig. Den kan vi kun være enig i.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00