Aarhus-forskere: Oversvømmelser skyldes også den dårlige dræntilstand

DEBAT: Landmandens egne drænrør bærer en del af ansvaret for oversvømmelser og vandlidende marker. Derfor bør landmanden selv betale for nye drænsystemer, mens samfundet skal betale for ekstensivering af produktionen i ådalene, mener Søren M. Kristiansen og Brian Kronvang.

Placeholder image
En del af årsagen til de mange oversvømmede og forsumpede marker rundt i Danmark er blandt andet en kombination af mere regn og et stigende havvandspejl. Men landmandens dræning er også en del af problemet.   Foto: /ritzau/Morten Stricker
GDPRDeleted
Vis mereIcon / Direction / Dropdown
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Søren M. Kristiansen og Brian Kronvang
Henholdsvis lektor, Institut for Geoscience, og forskningsprofessor, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet.

I Jyllands-Posten er professor Jørgen E. Olesen citeret for at have åbnet debatten om, hvorvidt Danmark skal opgive dyrkning af vandlidende arealer, eller om vi skal grave årene dybere.

Det er bestemt en debat, det er på tide at tage. For som det rammende er udtrykt med den gamle A.P. Møllers ord fra 1946 til sin søn: ’Intet tab bør ramme os, som kan undgås ved rettidig omhu’.

Dårligt drænet jord har længe været et omdiskuteret samfundsproblem. Men naturen er imidlertid ikke så simpelt indrettet, at vi kan vælge mellem to løsninger, når påvirkningerne er globale som med et ændret klima.

Fakta
Deltag i debatten! 
Skriv til debat@altinget.dk

Vi kan ikke enten sige ja til nye vandløbsudretninger, i stil med landvindingsprojektet med Skjernåens udretning i 1960-erne, eller blot lade stå til, og dermed acceptere flere og oftere vandlidende marker, fordi nedbøren allerede er steget markant de sidste 150 år.

Vi bør, som senest foreslået af ekspertudvalget for vandløb i deres indstilling til miljø- og fødevareministeren, håndtere hvert enkelt opland til et vandløb ved at lave en helhedsvurdering af miljøkonsekvenser og samfundsøkonomi for at afklare, hvad der er praktisk muligt og bedst kan betale sig.

Vi mener, at dræningen af markerne må være en investering for landmanden som al anden investering i produktionsapparatet, mens forslaget om ekstensivering af produktionen i ådalene bør være en samfundsmæssig investering. 

Søren M. Kristiansen og Brian Kronvang , Hhv. lektor og forskningsprofessor, Aarhus Universitet

Dårlige drænrør er en del af problemet
”Skylden” for oversvømmelserne og vandlidende marker tillægges, helt korrekt, en kombination af mere regn, stigende havvandspejl, stigende grundvandsstand, større sedimenttransport i åen, og mere grøde i vandløb i en del af året.

Men i en nylig rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi konkluderede vi også, at landmandens egne drænrør bærer en del af ansvaret.

De fungerer nemlig ikke effektivt i uendelig tid, og der er et dokumenteret efterslæb med at forny dem.

Nedbrudte pakningsmaterialer omkring rørene, ødelagte rør, ændrede rørhældninger, nye store maskiner, ændrede afgrøder, samt fortsat stigende nedbør og grundvandsstand, med deraf følgende andre krav til tæthed af rørene i jorden, er også af stor betydning for, hvor ofte marker bliver vandlidende.

Præcist hvor mange 100.000 hektar landbrugsjord, der i dag hyppigere bliver vandlidende på grund af behov for omdræning, er på landsplan uhyre vanskeligt at opgøre.

I 1970'- og 1980'erne mente landbrugets organisationer og Landbrugsministeriet, at 200-500.000 hektar var for dårligt drænet, og intet tyder på, at dette behov er blevet mindre siden.

Vand, der står mange dage på en mark, er altid ikke alene forårsaget af ”fejlkonstruerede” vandløb eller ovennævnte klimaændringer.

Det kan også skyldes ineffektive eller manglende drænrør under marken.

Man kan dog i, modsætningen til øget vandstand i åen og oversvømmelser af marker og byer, bare ikke se denne vigtige del af landmandens produktionsapparatet.

Øget behov for dræning 
Da dræningen og landindvindingen tog fat i 1800-tallet, var det med tankegangen ”hvad udadtil tabes, skal indadtil vindes”.

Nu står vi – tip-tip-oldebørnene – så med noget nyt land, som godt nok indadtil er vundet i et landbrugssamfund, men som ikke nødvendigvis længere er samfundsøkonomisk rentabelt og miljømæssigt forsvarligt at beholde under plov.

Meget indvundet jord er for eksempel sunket sammen med større behov for dræning og ringere sandet landbrugsjord til følge.

Denne lavbundsjord, som siges at sætte sig, dækkede cirka 250.000 hektar i 1800-tallet. Nu er der cirka 60-70.000 hektar lavbundsjord tilbage, hvor al tørven i jorden ikke er nedbrudt totalt.

Nogle af disse arealer er naturgenoprettet eller lignende, men de arealer, som fortsat dyrkes af de 250.000 hektar, har oftere behov for omdræning.

Grundvandet står her højt, og hovedafvandingen i vandløbet skal løbende uddybes for at sikre fortsat effektiv dræning.

Så det vil af mange grunde, både natur-, miljø- og klimatilpasningsmæssige, være rettidig omhu at udtage store dele af lavbundsarealerne – især i ådale – fra intensiv landbrugsproduktion.

Det kan for eksempel ske via en landsdækkende jordfordeling, der ruller hen over landet, og hvor samfundet investerer i en jordpulje.

Der er regionale forskelle 
Groft sagt har vi i øst mere leret jord og flere bakker, mens det i vest er mere fladt og sandet. Og løsninger på at forebygge vandlidende jord er noget forskellige de to steder.

For at løse det østdanske problem med lerjord skal drænrørene (detaildræningen) under landbrugsjorden lægges tæt og med en tilpas hældning ned til vandløbet.

I vest skal drønrørene ligeledes lægges, så de er effektive, men her skal vandløbet (hovedafvandingen) yderligere udrettes og uddybes for effektivt at kunne lede grundvandet hurtigt ”væk” fra det flade land.

I parentes skal vi huske på, at ”væk” i en del områder nu betyder, at vandet hurtigere strømmer ned til vores voksende byer, med deraf følgende andre problemer.

Store inddæmmede arealer samt naturligt hævet havbund findes også over hele landet. Her skal ikke alene drænrør og vandløb fungere optimalt, pumper skal yderligere løfte vandet op i havet, før man får det ”væk”.

Hvor meget det stigende havspejl betyder for oversvømmede marker på disse lavtliggende områder vides os bekendt ikke på landsplan.

Men når havet ifølge IPCC fra 1993 steg med 2,8 til 3,6 centimeter for hvert årti, og fortsat vil stige, så er det noget, vi bør tænke ind i planerne i visse dele af landet for at udvise rettidig omhu.

Flest problemer i Vest-, Midt- og Nordjylland
I medierne fremgår det, at landbruget nu især oplever problemerne i Vest-, Midt- og Nordjylland – steder der også får de største sammenhængende regnmængder efterår og vinter.

Her tog dræningen for alvor fat i årene 1930-1970. Hedeselskabet, som især i Jylland var foregangsselskab i afvandingen, har estimeret, at drænsystemer har en gennemsnitlig funktionstid på 80-120 år.

Det passer altså cirka med, at vi i 2010'erne oplever et stigende behov for omdræning af disse arealer.

Reelt kan det være, at drænene fra før og under anden verdenskrig nu, helt som forventet, skal udskiftes af landmanden, og at den fortsat stigende nedbør blot fremskynder behovet en del steder?

Det store spørgsmål er, hvem der skal betale for fornyelse af dræningen af landbrugsjorden denne gang: Samfundet eller landbruget? Sidst var det en cirka 50 procent 50 procent-deal.

Vi mener, at dræningen af markerne må være en investering for landmanden som al anden investering i produktionsapparatet, mens forslaget om ekstensivering af produktionen i ådalene bør være en samfundsmæssig investering, da netop denne målrettede indsats giver mange effekter til gavn for både natur-, miljøforhold og klimatilpasning.

Og ved omdræning af højbundsjorde har vi i dag nye drænvirkemidler, hvorved dræningen kan være med til at afbøde og endog reducere tab af næringsstof.

For eksempel i forbindelse med nye pakninger om drænrør, former for mini-vådområder, intelligente bufferzoner eller lignende.

Men igen, nu og for fremtiden bør vi basere beslutninger om vore mange vandløbssystemer på optimale og fremtidssikrede løsninger, med øje for produktion, natur, miljø og klimatilpasning, til gavn for vores børn og oldebørn.

Omtalte personer

Brian Kronvang

Professor, Institut for Ecoscience - Oplandsanalyse og miljøforvaltning, Aarhus Universitet
cand.scient. i geologi (Aarhus Uni. 1985), ph.d. (Aarhus Uni. 1996)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser