Aarhus Universitet: Sådan vil vi sikre forskningsfriheden

Se afsendere i dokumentationsboks

I februar viste en Politiken-undersøgelse, at en ikke uvæsentlig del af de danske universitetsforskere havde oplevet at få deres forskningsfrihed sat under pres.

Det, mente vi på Aarhus Universitet (AU), var en så væsentlig problemstilling, at vi igangsatte vores egen undersøgelse med formændene for de akademiske råd og fællestillidsrepræsentanten på AU som styregruppe. Den uvildige undersøgelse er gennemført af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE).

Målene var at blive klogere på, hvor og hvordan presset opstår, hvordan forskerne reagerer på det og ikke mindst igangsætte en proces i ledelsen og i de akademiske råd, så vi kan afværge fremtidigt pres mod forskningsfriheden.

Både universitetet og regeringen har ansvar
Forskningsfrihed er helt afgørende for, at samfundet kan have tillid til universiteternes forskning. Det gælder særligt i en tid, hvor misinformation spredes med lynets hast, og hvor det kan være svært at skelne sandt fra falsk.

Derfor skal vi værne om forskningsfriheden, og vi skal leve op til de europæiske universiteters Magna Carta, der blandt andet understreger, at forskningsfrihed er et grundlæggende princip for universiteternes virke, og at regeringer og universiteter på hvert deres område skal garantere og fremme respekten for dette grundlæggende krav.

Vi vil understrege over for politikere, embedsmænd, industrien og andre eksterne samarbejdspartnere, at forskningsfriheden skal tages alvorligt.

Det er således både universiteternes og regeringens – ja, alle, der samarbejder om forskning og forskningsformidlings ansvar, at forskningsfriheden og forskernes integritet respekteres. Men lad os begynde med at feje for egen dør.

Først og fremmest bekræfter undersøgelsen heldigvis, at flertallet af forskerne ikke oplever pres i forbindelse med offentliggørelse af deres forskning. Af de knap 1.500 (34 procent af de adspurgte), som har valgt at deltage i undersøgelsen, har 190 forskere dog erklæret, at de har følt sig pressede på forskningsfriheden.

Dermed bekræfter AU’s undersøgelse billedet fra Politikens rundspørge, skønt de to undersøgelser ikke er umiddelbart sammenlignelige. Resultatet viser klart, at for mange oplever pres i forbindelse med deres forskning. Det er ikke acceptabelt. 

Undersøgelsen på AU er offentliggjort på au.dk og vive.dk, men kort fortalt viser den, at:

• forskere på alle fakulteter oplever pres
• myndighedsbetjening og indtægtsdækket virksomhed skiller sig ud
• presset kommer fra mange kilder – ikke mindst fra ministerier, ledelseslag, private virksomheder og kollegaer
• der er behov for tydeligere retningslinjer – centralt og lokalt
• ledelseslag tager forskningsfrihed meget alvorligt – men meget få forskere henvender sig til deres leder.

Hvordan kommer vi videre?
Et vigtigt formål med forskningsfrihedsundersøgelsen på AU er netop at have et fælles diskussionsgrundlag, som vi kan finde løsninger ud fra. På et netop afsluttet seminar mellem ledelsen og de akademiske råd på AU nåede man frem til følgende forslag, der nu skal drøftes på hele universitetet: 

• Udfærdige tydeligere retningslinjer både centralt og lokalt for forskningsfrihed og håndtering af pres på samme.
• De akademiske råd ved hvert fakultet udpeger en uafhængig forskningsambassadør, hvor medarbejdere anonymt kan indberette pres og få sparring/rådgivning.
• Der nedsættes et centralt udvalg, der med armslængde til ledelsen behandler sager om brud på forskningsfrihed med indstilling til rektor.
• Udvalget udfærdiger en årlig rapport, der tilgår de akademiske råd, universitetsledelsen og bestyrelsen.
• Alle ledere og medarbejdere skal grundigt indføres i retningslinjerne og forskningsambassadørernes og det centrale udvalgs funktion.
• Kurser i ansvarlig forskningspraksis for forskere skal indeholde en komponent om forskningsfrihed og udbredes som et tilbud til alle videnskabelige medarbejdere.

Selvom vi nu begynder at skabe klarere rammer om forskernes arbejde på AU, så kommer vi ikke presset til livs. Universitetet samarbejder bredt med eksterne aktører, og et universitet er en arbejdsplads, hvor kritik er et livsvilkår, hvor konkurrencen er skarp, og hvor man i princippet skal være skeptisk over for sine nærmeste kollegers arbejde.

Det er ikke en let øvelse at reducere det oplevede pres, men denne undersøgelse giver et godt afsæt for at tage fat på problemet.

Forskningsfriheden skal tages alvorligt
Som tidligere nævnt kommer en meget stor del af presset udefra. Universiteterne finansierer i stigende grad deres forskning ved at hente midler fra offentlige eller private fonde eller fra private virksomheder.

Samtidig viser undersøgelsen, at presset især opleves ved myndighedsopgaver og indtægtsdækket virksomhed. Derfor skal vi også kunne modstå eksternt pres. Vi vil derfor understrege over for politikere, embedsmænd, industrien og andre eksterne samarbejdspartnere, at forskningsfriheden skal tages alvorligt.

Målet er at skabe klare rammer om samarbejdet og processen frem til offentliggørelse af resultater. Lykkes det, har vi skabt et rigtigt godt fundament til det fremtidige forskningssamarbejde både internt og eksternt med respekt for forskningsfriheden.