Altinget udvider med redaktion ud til Slotsholmen

UDVIDELSE: I takt med Altingets udvidelser er der blevet behov for mere plads. Derfor flytter redaktion og research-afdeling samt tv-produktionen til nye lokaler i Nybrogade ved Christiansborg.

Det startede i januar 2000 i et værelse i en lejet lejlighed på Nørrebro. Siden kom redaktionslokale på Christiansborg til, og det store skridt tog vi i 2005, da Altinget udvidede med lokaler på Gammel Strand over for Christiansborg.

Siden 2010 har netavisen haft hovedkvarter i en fredet 1600-tals ejendom på Frederikholms Kanal vis-a-vis den lidt yngre Christiansborg Ridebane. Nu suppleres med lokaler i den ligeledes fredede Nybrogade 28, hvor redaktion og research flytter ind på 350 kvadratmeter. I kælderen indrettes desuden tv-faciliteter og frokoststue for alle ansatte fra Danmark og Sverige.

Herefter råder Altinget over redaktionslokaler på Christiansborg, redaktion i Nybrogade samt ledelse, salg og it på Frederiksholms Kanal. Selv om det er spredt over tre lokationer, er det i praksis én enhed, fordi lokalerne ligger så tæt på hinanden i det, der i daglig tale hedder "Christiansborg-miljøet".


Rasmus Nielsen
Udgiver

Forrige artikel Årets Ting-Pris går igen til Pia Kjærsgaard Årets Ting-Pris går igen til Pia Kjærsgaard Næste artikel Per Ørum åbner eget PA-bureau Per Ørum åbner eget PA-bureau