Danmarks jægerforbund: Jagt er ikke skyld i vandfuglenes mistrivsel – det er næringsstofferne i havet derimod

Jagt er ikke hovedårsag

Den stadige næringsstofforurening som år for år efterlader større områder i de kystnære hav uden organisk liv og dermed uden føde til de trækkende arter, er den største trussel mod den succes, som oprettelsen af de mange reservater i 1990erne dannede grundlag for.

Der var flere fugle i områderne, end før reservaterne blev etableret, de blev i områderne i længere tid, og jægerne skød flere af dem. Det var en ren win-win situation. Og så alligevel ikke, DOF var ikke tilfreds, for jagt forstyrrede jo stadig.

Diskussionen om jagtlige forstyrrelser blev herefter kondenseret til spørgsmålet om, hvorvidt jagten forstyrrer på bestandsniveau, det vil sige at jagten har indflydelse på arterne trivsel. Eller om jagten forstyrrer på individniveau, det vil sige, at jagten får enkelte eller flere individer sammen til at flygte, uden at denne flugt har konsekvens for artens overlevelse?

Virkelighedsfortrængning er et dårligt bidrag til den demokratiske samtale, som er nødvendig for at etablere bæredygtige løsninger i den danske naturforvaltning

Christian Clausen
Hovedbestyrelsesmedlem i Danmarks Jægerforbund

Spørgsmålet er blevet besvaret af to forstyrrelsesrapporter fra Nationalt center for miljø og energi, Århus Universitet (DCE).

Den første fra 2013 frikendte jagtlige forstyrrelser for at have negative konsekvenser for bestandenes udvikling. Den anden fra 2022 nævner kun jagtlige forstyrrelser som et muligt problem i par af reservaterne og fokuserer i stedet på den stærkt stigende rekreative benyttelse af områderne som et væsentligt problem. Rapporten fra 2022 danner videnskabeligt grundlag for de igangværende reservatrevisioner.

Skader den demokratiske samtale

Det ser ud til, at formanden for DOF’s Naturpolitiske Udvalg sætter sin kikkert for blinde øjne, når han på denne baggrund ønsker yderligere jagtbegrænsninger.

Virkelighedsfortrængning er et dårligt bidrag til den demokratiske samtale, som er nødvendig for at etablere bæredygtige løsninger i den danske naturforvaltning.

I stedet udfører formanden for Naturpolitisk Udvalg en imponerende akademisk saltomortale for at realisere sine drømme. En saltomortale, som leder til underkendelse af jagtloven, der med en stor detaljeringsgrad regulerer jagten i Danmark, for i stedet at foretrække naturfredningsloven som middel til at gennemføre yderligere jagtfredninger, hvis rationale desværre ikke begrundes.

Men måske er håbet, at Danmarks Naturfredningsforening, som af historiske grunde kan rejse fredningssager, vil agere mere i tråd med formandens ønsker, end Miljøstyrelsen, der som myndighed er underlagt demokratiets spilleregler.

Fra jægernes side skal der lyde en kraftig opfordring til i stedet at fortsætte den gode demokratiske samtale, for i forbindelse med revisionen af det danske reservatnetværk er lokale brugergrupper en vigtig del af processen.

De har mulighed for at komme med forslag på baggrund af diskussioner interessenterne imellem og dermed sikre det lokale ejerskab til naturbeskyttelsen. Den demokratiske samtale er i vores optik en forudsætning for at frembringe bæredygtige løsninger, og vi håber, at Hans Meltoftes skamridning af gamle travere er en enlig svale.