Dansk Ornitologisk Forening: Miljøstyrelsen svigter, når oprettelsen af nye naturreservater nedskydes

De første reservater for ynglefuglene var på Græsholmen ved Christiansø fra 1926 med genindvandrede Lomvier og Alke som danske ynglefugle til følge, fulgt i løbet af få år af Tipperne med omliggende øer i Ringkøbing Fjord, Hirsholmene ved Frederikshavn, øerne i Stavns Fjord og så videre.

Hertil kommer krondyr-reservaterne i Vestjylland, som har gjort det muligt for rigtig mange mennesker at opleve uforstyrrede krondyr på rimelig afstand.

Ynglefuglereservaterne tæller nu cirka 100 øer og øgrupper med adgangsforbud i fuglenes yng­letid, og de har virket efter hensigten. Be­standene af ynglende kystfugle steg markant i de følgende mange årtier.

Miljøstyrelsen er med jægerne

Men det rekreative pres på naturen stiger og stiger både til havs og på land, så behovet for fristeder for især ynglende fugle og andre dyr er langtfra opfyldt.

Det er slået fast i store analyser fra Aarhus Universitet i 2013 og 2022, uden at Miljøstyrelsen har prioriteret reservatarbejdet med det resultat, at styrelsen kun har gennemført ganske få forbedringer de sidste 20 år.

Det er så grelt, at et enigt Vildtforvaltningsråd har forholdt sig kritisk til den manglende indsats.

Ud over reservater for ynglefugle og sæler er et af de udestående problemer, at de mange reservater fra 1990’erne ikke medtog de tilstødende strandenge og sumpe med det resultat, at fuglene ikke kunne gå på land for at fouragere eller raste under hårdt vejr.

Som om det ikke var nok, medførte det i praksis, at bredejerne fik foræret den mest guddommelige ’hegnsjagt’ direkte ud til jagtfredede områder med masser af fugle.

Miljøstyrelsens holdning er, at man kun vil tage sig af områder med forekomster af vandfugle, der er så store, at de er af international betydning. Det betyder, at alle hensyn til befolkningens interesser i at kunne opleve uforstyrrede vandfugleforekomster – det vil sige uforstyrrede af jagt – mange andre steder i landet, afvises.

Man kan vel ikke forvente, at private fonde skal påtage sig statens ansvar for at sikre fredelige ynglesteder

Hans Meltofte
Dansk Ornitologisk Forening

Dette er overordentlig kritisabelt, idet fuglene i områder, hvor der drives jagt, flygter fra mennesker på mange gange større afstand end i jagtfredede områder – og at der oftest er langt færre fugle, fordi jagten fordriver dem.

Helt absurd bliver det, når Miljøstyrelsen, som ved den verserende fredningssag rejst af Danmarks Naturfredningsforening for Tempelkrogen i bunden af Issefjorden, fremfører som principielt standpunkt, at jagt skal reguleres gennem Jagtloven og ikke gennem Naturbeskyttelsesloven, som denne sag handlede om.

Miljøstyrelsen argumenterer altså med den ene hånd for at bruge Jagtloven til reservatoprettelser, mens man med en anden hånd har haft sat reservatarbejdet så godt som i stå i nu 20 år! Og sådan en udmelding giver de på trods af, at der tidligere er gennemført jagtbegrænsninger i medfør af mere end en snes kendelsesfredninger.

Fondene tager ansvaret

Et af de store problemer med brug af Jagtloven til reservatoprettelser er, at det er både dyrt og besværligt at jagtfrede på private arealer, så det gøres næsten kun, når ejeren frivilligt går med til det.

Her er Naturfredningsloven væsentligt mere effektiv, idet en fredningskendelse er et meget mere juridisk holdbart instrument, som afgøres af en fredningsdommer og et politisk udpeget nævn – fulgt af en økonomisk erstatning til ejerne.

Ved siden af den statslige oprettelse af reservater er der de senere årtier sket en meget glædelig udvikling, idet private fonde er begyndt at opkøbe vigtige naturområder og indstille jagten.

Helt absurd bliver det, når Miljøstyrelsen fremfører som principielt standpunkt, at jagt skal reguleres gennem Jagtloven og ikke gennem Naturbeskyttelsesloven

Hans Meltofte
Dansk Ornitologisk Forening

Allerførst kom ornitologen Poul Tholstrup, som opkøbte Vrøj og Krageøen nær Kalundborg i 1965, og umiddelbart efter fulgte Dansk Ornitologisk Forenings Fugleværnsfond, som nu ejer og administrerer 24 reservater.

Langt større er Aage V. Jensens Fonde, som nu er Danmarks største private jordejer med 31 reservater på sammenlagt 19.300 hektarer, og senest har 15. Juni Fonden, Veluxfonden og den halvstatslige Den Danske Naturfond meldt sig på banen.

Det er en helt utrolig udvikling, men disse fonde er i sagens natur begrænsede til private landarealer og kan således ikke afhjælpe behovet for reservater på offentligt ejede arealer eller søterritoriet.

Og man kan vel ikke forvente, at private fonde skal påtage sig statens ansvar for at sikre fredelige yngle- og opholdssteder – inklusive randarealerne til de statslige reservater på søterritoriet – for vores fugle og varetage befolkningens muligheder for at kunne opleve et uforstyrret dyreliv.

Her er det på høje tid, at Miljøstyrelsen opprioriterer denne vigtige del af naturbeskyttelsen.