Debat

Danmarks Jægerforbund: Regeringen er ved at tabe grøn vindersag på gulvet

Det vil være en total fiasko, hvis vi om fem år, når EU’s landbrugsstøtteordninger igen skal fornys, ikke er lykkes med at skabe mere natur i landbrugslandet. Så har vi spildt fem år – igen, skriver Jens Venø Kjellerup.

Danmark er det mest opdyrkede land i EU, og naturen i landbrugslandet er historisk presset. 
Danmark er det mest opdyrkede land i EU, og naturen i landbrugslandet er historisk presset. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

EU’s nye regler for landbrugsstøtte er designet til sikre mere natur og biodiversitet i landbrugslandet. Men Landbrugsstyrelsens tolkning og implementering af reglerne er så ulogisk og kompliceret, at resultatet kan blive det modsatte. Sker det, vil det være en komplet fiasko.

Det står skidt til med biodiversiteten i EU, og det står i særdeleshed skidt til med biodiversiteten i Danmark. Faktisk indtager vi en pinlig bundplacering i EU, når der måles på beskyttet natur.

Derfor var forventningerne til EU’s nye landbrugsstøtteordninger høje – den såkaldte CAP-reform.

CAP’en er det regelsæt, som landmændene skal efterleve for at opnå landbrugsstøtte. Ordningen gælder for fem år, og nu er der vedtaget en ny. Én af hjørnestenene i den nye CAP var fokus på mere natur og biodiversitet i landbrugslandet.

Historisk mulighed kan forbigå

Danmark er det mest opdyrkede land i EU, og naturen i landbrugslandet er historisk presset, og derfor har vi i Danmarks Jægerforbund haft høje forventninger til, at den nye CAP-reform ville hjælpe med til at rette lidt op på det manglende naturindhold i vores opdyrkede land.

Risikoen for at lave fejl er på grund af en kompleksitet så stor, at rådgiverne vælger kendte løsninger som slåningsbrak – og det er der ikke meget natur i

Jens Venø Kjellerup
Medlem af hovedbestyrelsen og formand for markvildtudvalget hos Danmarks Jægerforbund

Men nu er jeg alvorligt bange for, at vi misser en historisk mulighed.

Intentionerne fra EU-Kommissionen har været, at den nye landbrugsstøtte skulle sikre mere natur, men når den nye CAP-reform har været igennem Landbrugsstyrelsen, så kommer der bureaukrati, ulogiske regler og skrivebords-logik ud på den anden side.

Jeg frygter, at landmændene nærmest giver op på forhånd, når de skal efterleve de her regler og i afmagt vælger de nemmeste og sikreste løsninger, og det er helt sikkert ikke dem, der giver mest naturindhold i vores opdyrkede land.

I CAP-reformen står blandt andet, at landmanden som minimum skal udlægge fire procent af sin jord som ikke-produktive arealer. Men kravene til, hvad de fire procent udtaget landbrugsjord skal indeholde, er ikke målrettet målet i EU's biodiversitetsstrategi om at vende udviklingen for landbrugslandets fugle og bestøvere.

Uambitiøse incitamenter

De nye krav giver heller ikke incitament til at yde en målrettet indsats med plantning, vildtstriber, blomster- og bestøverbrak, insektvolde, barjordstriber og kortklippede spor. De giver heller ikke incitament til at bevare nuværende landskabselementer såsom markveje, markskel, levende hegn og så videre.

Bureaukratiet gør det uhyre vanskeligt for landbrugets rådgivere at manøvrere i de nye regler, som skulle skabe mere natur, og risikoen for at lave fejl er på grund af en kompleksitet så stor, at rådgiverne vælger kendte løsninger som slåningsbrak – og det er der ikke meget natur i.

Jeg vil opfordre regeringen til at læse de høringssvar, som netop er kommet ind på de nye regler for landbrugsstøtten og stille sig selv spørgsmålet:

Er vi ved at tabe en gylden mulighed for at løfte naturindholdet i vores landbrugsland?

Jeg vil anbefale vores nye landbrugsminister Jacob Jensen at kigge nærmere på det her. For det vil være en total fiasko, hvis vi om fem år, når CAP’en igen skal fornys, ikke er lykkes med at skabe mere natur i landbrugslandet. Så har vi spildt fem år – igen.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Jensen

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 1998)

0:000:00