Maria R. Gjerding: Naturlovgivningen i Danmark handler stort set om alt andet end natur

Gamle træer og buske ryddes i en forfærdende fart i det åbne land. For alt det grønne på Danmarks ofte ældgamle diger står fuldstændigt ubeskyttet mod motorsavene, der efterlader ugler, spætter, spurve, vilde blomster og det dyrkede lands små mårdyr hjemløse. 

Til gengæld er det en lovjungle at få lov at plante træer på bare marker for at etablere skovlandbrug og ad den vej beskytte biodiversitet og klima. Lyder det skørt? Det er det også. 

Derfor ser jeg ekstremt meget frem til det loveftersyn, regeringen har lovet i forbindelse med natur og biodiversitetspakken fra 2020. Det er helt afgørende, at alle ministerier inddrages, for akkurat ligesom vi skal måle klimabelastning ind i al lovgivning, skal effekten på biodiversitet fremover også have sit lod i vægtskålen.

Det skal den fordi, naturen herhjemme er i en fortvivlende ringe tilstand og alle ministerier, kulturministeriet, kirkeministeriet, forsvarsministeriet, finansministeriet og så videre sætter alle sammen et aftryk på naturen. Og det betyder noget, når flere tusinde arter er truet af udryddelse, og vores natur og økosystemer forringes og samtidig mister evnen til at modstå klimaforandringerne. 

Ingen lov om vigtige levesteder
Årsagen er konstateret af forskerne tusinde gange: Der er for lidt natur, i for ringe kvalitet og med for ringe sammenhæng. Men jeg tør godt pege på endnu en medvirkende årsag. 

I dag handler naturlovgivningen i Danmark stort set om alt andet end natur, men i stedet om afledning af vand, jagt, skovbrug, landbrug og så videre. 

Jagtloven tilgodeser ikke selv truede arter. Man kan for eksempel regulere truede arter som husmår og ildere de steder, hvor man opfostrer skydefugle som fasaner og ænder i volierer. Det bør være en selvfølge, at den mulighed nu hører op, hvis Rødlisten skal tages alvorligt.

Arternes levesteder nyder heller ikke førsteprioritet i lovgivningen. Det kunne være de førnævnte diger, der er beskyttet efter museumsloven, mens alt det, der vokser på dem, står ubeskyttet.

Der er simpelthen ingen lov om disse vigtige levesteder for en række truede arter som for eksempel mårdyr mellem de store produktionsmarker. Derfor ryger de i ovnene på den lokale fjernvameforsyning, og det er indtil videre ikke lykkedes at få hverken Kulturministeriet eller Miljøministeriet til at gribe ind. 

Barrierer for naturen
Samtidig er der decideret naturødelæggende regler. For eksempel omkring de 100 millioner kroner, der hvert år gives i tilskud til at sikre afgræsning af vores mest værdifulde lysåbne naturarealer. Men er arealet ikke græsset i bund i september, når kontrolløren kommer forbi, så sættes der en brakpudser ind.

Det er mig totalt ubegribeligt. For både den hårde græsning såvel som brakpudsningen fjerner de blomster, der er fødegrundlag for sommerfugle og bier, og betyder, at der slet ikke er føde nok til at have helårsgræssende dyr, selvom netop helårsgræsning er råd nummer et fra alle biodiversitets-eksperter. 

Af alle mennesker i dette land har Mette Frederiksen magten til at få samtlige ministerier til at tage handsken op og indrette Danmarks lovgivning, så naturen får en langt stærkere stemme.

Maria Reumert Gjerding
Præsident, Danmarks Naturfredningsforening

Frygten for, at EU's kontrollanter ikke er tilfredse med den naturpleje, landmanden udfører, fremgår også af det notat, landbrugets videnscenter Seges i 2020 har udarbejdet efter at have gennemført en række workshops med produktionslandmænd, naturplejere, natur-/planteavlsrådgivere og kommunale naturmedarbejdere.

Fokus var de barrierer, de hver især mener, der eksisterer for at passe på naturen på landbrugsarealet. Jeg mener, det notat er pligtstof for alle politikere, der oprigtigt ønsker fremme biodiversiteten.

Et helt centralt emne i undersøgelsen er frygten for, at et landbrugsareal får så god natur, at det bliver omfattet af § 3-beskyttelse. Den lader vi lige stå et øjeblik... 

Et tredje fokuspunkt fra de gode workshops er, at EU-støtteregler generelt afspejler landbrugsdrift og ikke naturdrift. Der skal være bestemte plantearter, der må ikke være for mange træer og buske, og der skal være en såkaldt aktivitet på arealet. Så er det jo ikke underligt, at det er gået så galt for arterne i agerlandet.

Vi genkender det hele i Danmarks Naturfredningsforening og vi kan også tilslutte os det problematiske i, at for eksempel skattesystemet er en effektiv stopklods for landmandens ønske om at have natur på sin ejendom. For ønsker en landmand at omlægge marginal landbrugsjord til natur risikerer hun at få op mod en firdobling af skatten på sin jord. Det er da en mur, de færreste lodsejere kan forcere, uanset hvor meget godt, de ønsker gøre for naturen.