Debat

Jægerforbund: Naturen har brug for brede forlig

Opgaven med at vende nedturen for naturen i Danmark er enorm, og skal missionen lykkes, er det bydende nødvendigt, at partierne i Folketinget samarbejder, skriver Claus Lind Christensen, formand i Danmarks Jægerforbund.

Den kloge og gennemtænkte genopretning af den danske natur kræver langsigtede løsninger, som rækker langt ud i fremtiden, skriver Claus Lind Christensen.
Den kloge og gennemtænkte genopretning af den danske natur kræver langsigtede løsninger, som rækker langt ud i fremtiden, skriver Claus Lind Christensen.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringen har sammen med støttepartierne udarbejdet en natur- og biodiversitetspakke, hvor der er afsat 888 millioner kroner til at give naturen et vigtigt og nødvendigt løft.

Ét af punkterne i pakken er, at der skal laves en gennemgang af lovgivningen på naturområdet. Det kan jeg kun hilse velkommen, da det vil give en mulighed for at styrke sammenhængen mellem de enkelte love. Dette arbejde er helt essentielt, hvis målsætningerne på naturområdet skal virke ude i virkeligheden.

Og det er jo sådan med naturen, at den ikke indretter sig efter valgperioder og nuværende politiske flertal. Den kloge og gennemtænkte genopretning af den danske natur kræver langsigtede løsninger, som rækker langt ud i fremtiden.

Før coronaen meldte sin ankomst, inviterede statsministeren til naturens topmøde på Marienborg. Det blev det officielle startskud for arbejdet, der nu har manifesteret sig i Natur- og biodiversitetspakken.

Lad ikke politisk splittelse og Christiansborgfnidder spænde ben for denne historiske mulighed for at gøre en forskel for vores trængte natur.

Claus Lind Christensen
Formand, Danmarks Jægerforbund

På mødet på Marienborg havde jeg en klar opfordring til statsministeren og miljøministeren. En opfordring, jeg gerne vil gentage her: Naturen har brug for samarbejde hen over midten i Folketinget.

10 principper for fremtidens natur
På dagen for Marienborgmødet i 2019 udsendte Danmarks Biavlerforening, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Friluftsrådet, Landbrug & Fødevarer, Økologisk Landsforening og Danmarks Jægerforbund et fælles udspil med 10 grundlæggende principper for fremtidens natur.

Disse principper (se faktaboks nederst) er stadig vigtige og bør indgå i overvejelserne, når naturlovgivningen skal have det nødvendige eftersyn.

Jeg håber, at regeringen åbner døren for reelle forhandling med alle partier. Og jeg håber, at Folketingets partier går konstruktivt til arbejdet med en vilje til at finde løsninger og til at indgå de nødvendige kompromisser.

Vi lever i spændende og optimistiske tider, hvor naturen endelig er kommet helt frem på den politiske dagsorden. Lad ikke politisk splittelse og Christiansborgfnidder spænde ben for denne historiske mulighed for at gøre en forskel for vores trængte natur. Det har hverken den eller befolkningen fortjent.

10 grundlæggende principper for fremtidens natur
  • Der skal iværksættes såvel akutte som langsigtede tiltag, der sikrer en rig natur og biodiversitet
  • Naturindsatsen skal også komme befolkningen til gavn gennem oplevelser for at skabe bedre forståelse
  • Målsætninger skal være konkrete, forpligtende for myndighederne og tidsbestemte
  • Der skal være sammenhæng mellem de opstillede mål og virkemidlerne til udmøntning og prioriteres flere penge
  • Staten skal gå forrest med konkrete og målrettede indsatser for truede arter og naturtyper
  • Det skal ikke være en "straf" for lodsejere at huse, pleje eller genskabe natur
  • Der skal sikres den fornødne viden om både effekt af tiltag og behovet for konkret forvaltning
  • Indsatsen for natur og biodiversitet skal som udgangspunkt hvile på principper om frivillighed
  • Der skal sikres positive incitamenter for private lodsejere i form af både sikring af tilstrækkelig betaling eller erstatning
  • Danmark bør anerkende, at naturen ikke alene er en udgift, men også rummer en økonomisk værdi.

Kilde: Fælles udspil af Danmarks Biavlerforening, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Friluftsrådet, Landbrug & Fødevarer, Økologisk Landsforening og Danmarks Jægerforbund

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus Lind Christensen

Formand, Danmarks Jægerforbund
værktøjskonstruktør (Skive Tekniske Skole 1992), diplomleder (Vejle Teknisk Skole 1999)

0:000:00