DN: Naturindsatser må aldrig blive et enten-eller-spørgsmål

Af Maria Reumert Gjerding
Præsident, Danmarks Naturfredningsforening

Der er opstået livlig debat om et lovforslag, der ellers for en gangs skyld skal tilgodese den danske natur.

Regeringen med miljøminister Lea Wermelin (S) i spidsen vil med lovforslaget give bedre betingelser for agerlandets mange arter og sikre levestederne for lærker, kobbersnepper og rigtigt mange andre arter, der i dag lever i naturområder, hvor det har været lovligt at bruge sprøjtegifte, at gødske og endda sætte ploven i naturen.

Nu skal naturen i de naturlovsbeskyttede områder så reelt beskyttes, og regeringen vil forbyde brugen af sprøjtegifte, gødskning og oppløjning i natur, der er beskyttet af Naturbeskyttelseslovens §3. Det gælder blandt andet vores strandenge og enge.

I 1992 blev det besluttet, at §-naturen, som den kaldes, af landbrugshensyn fortsat kunne sprøjtes og gødskes. I dag, 28 år senere, kan vi nok alle se, at det er absurd midt i en buldrende biodiversitetskrise. 

Naturbeskyttelse er ikke enten-eller
Lovforslaget om at sikre naturen i de beskyttede naturområder har fået to biodiversitetsforskere til at kalde regeringens politik for symbolpolitik.

Naturens krise er så dyb, at alle tiltag, der trækker i den rigtige retning, er helt nødvendige.

Maria Reumert Gjerding
Præsident, Danmarks Naturfredningsforening

De peger på, at det vil gavne den truede biodiversitet mere, hvis regeringen og Folketinget politisk sætter ind i skovene, hvor den største del af vores truede arter lever.

På mange måder er baggrunden for debatten trist. Den danske natur er i fortsat tilbagegang, og det gælder alle naturtyper. For for eksempel skove, moser og strandenge er tilstanden forværret de seneste år. Og over halvdelen af de overvågede arter, lige fra pattedyr til fisk til sommerfugle, oplever tilbagegang.

Det bør derfor være åbenlyst for enhver – især for forskere i biodiversitet – at indsatsen for naturen aldrig må blive et spørgsmål om enten-eller.

Om at vi enten skal gøre noget for de truede arter i skovene eller for de arter, der lever i det åbne land. At vi skal vælge en gruppe arter frem for den anden. Indsatsen for naturen skal være et både-og-spørgsmål.

En tiltrængt håndsrækning
Det er indiskutabelt, at forslaget vil gavne naturen.

Undersøgelser fra Aarhus Universitet viser, at et sprøjte- og gødskningsforbud vil give en målbar effekt for biodiversiteten på selve arealerne allerede efter relativt få år. Samtidig vil det mindske påvirkningen fra både næring og sprøjtegifte i de omkringliggende naturarealer.

Nyere forskning peger på, at der er en signifikant effekt på planters blomstring i naturområderne omkring dyrkede og sprøjtede marker.

Så dette lovforslag er en tiltrængt håndsrækning til viber, rødben, engkabbelejer, sanglærke, violetandet ildfugl og mange, mange af de øvrige arter, der har deres levested i det åbne land og kun her.

Særlige arter får et bedre levegrundlag
Det er klart, at naturværdierne i dele af den §3-beskyttede natur lider under at være sprøjtet og gødsket i mange år.

Men naturpotentialet er der, og faktisk findes noget af vores allerfineste natur i den natur, der vil blive beskyttet med det nye lovforslag.

Hvert år søger trækfugle i tusindtal til de enestående Værnenge og Tøndermarsken. Det er enge, der er beskyttede efter den nuværende lovgivning, men alligevel har lidt under landbrugsdrift – hvert år. 

Med den nye lov vil særlige arter som kobbersneppen og brushøns få et langt bedre levegrundlag.

Det er klart, at skovenes særlige arter ikke reddes ved at give den beskyttede natur i agerlandet reel beskyttelse. Men naturens dybe og alvorlige krise kræver jo også helt indlysende, at vi sætter ind mange steder.

På engene i det åbne land, med jordfordeling, der skal genoprette vådområder, heder og overdrev, med mere – ja langt mere – urørt skov.

At løfte en indsats for alle naturtyper bliver hovedopgaven for regeringen og alle Folketingets partier, når biodiversitetspakken skal forhandles på plads til efteråret.