Debat

DN og DI: Natur bør være skattefri

Naturområder, der er kategoriseret som §3-natur, bør fritages fra ejendomsskat, lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening og DI. Det vil give danske grundejere et tydeligt incitament til at skabe mere natur på deres ejendomme.

§3-natur skal ikke beskattes, lyder det fra DN og DI.
§3-natur skal ikke beskattes, lyder det fra DN og DI.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Maria Reumert Gjerding
Emil Fannikke Kiær
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De senere år har der politisk været stort fokus på naturen på de statslige arealer. Der er lavet politiske aftaler om mere urørt skov, om 15 naturnationalparker, og senest har regeringen meldt ud, at man vil lave yderligere fem naturnationalparker på offentlige arealer. Det er godt, men der skal mere til.

Arter uddør i et historisk højt tempo, og den danske natur er under et stort pres. Danmark er bundskraber i EU, når det gælder andelen af landarealet udpeget til beskyttet natur, og på samme tid har EU og FN vedtaget ambitiøse planer om 30 procent beskyttet natur – herunder 10 procent strengt beskyttet. Men Danmark er langt fra at bidrage til de internationale mål. Eksempelvis udgør de allerede 15 planlagte naturnationalparker i Danmark blot ca. 0,6 procent af Danmarks areal. Samlet set anslår Biodiversitetsrådet. at vi har omkring 2 procent beskyttet natur i Danmark.

En skattefritagelse af § 3-natur vil sikre et positivt incitament for ejere af mindre landejendomme eller andre arealer til at bibeholde og etablere naturarealer.

Det er klart, at der skal mere til, og det kniber med incitamenter til at lave natur på private arealer. Årsagen skal blandt andet findes i den danske ejendomsskat (grundskylden), som oprindelig er designet i en anden tid, hvor formålet var at tilskynde jordejeren til at udnytte sin ejendom til det formål, der gav det størst mulige afkast for ejeren. Det gør natur sjældent, og derfor modarbejder ejendomsskatten lige nu, at vi får mere privatejet natur.

Derfor foreslår Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Industri, at naturområder kategoriseret som §3 natur efter naturbeskyttelsesloven bør fritages fra ejendomsskat. Formålet er at give de danske grundejere et tydeligt incitament til at skabe mere natur på deres ejendomme.

Tabet af biodiversitet koster dyrt

Vi ser mere natur som et samfundsgode, fordi naturen både har stor værdi for samfundet og økonomien. Og netop de mange §3-naturområder ligger tæt på folks hjem og hverdag. Ifølge Miljøministeriet er omkring 420.000 hektar i dag beskyttet gennem naturbeskyttelseslovens § 3, eller hvad der svarer til godt 10 procent af Danmarks areal. 

Det er naturtyperne: Søer, moser, ferske enge, strandenge, heder, overdrev og vandløb. Omkring 350.000 hektar er privatejede. Den samlede pris for en skattefritagelse af disse arealer vil formentlig ikke overstige et beløb på 100 millioner kroner om året i tabte skatteindtægter.

Dette beløb skal ses i lyset af, at den nylige beregning af Danmarks grønne bruttonationalprodukt viste, at tabet af biodiversitet samlet koster Danmark 107 milliarder kroner årligt. Ifølge EU's vurderinger vil den samfundsmæssige gevinst ved genopretningen af naturen i Danmark være cirka 22,3 milliarder kroner årligt.

Natur skal belønnes

Det er i det lys, at forligskredsen bag den seneste skatteaftale igen bør sætte sig om bordet og udarbejde en kategori for naturejendomme, så boligbeskatningen ikke står i vejen for dem, der gerne vil omlægge jord fra produktion til natur. En skattefritagelse af § 3-natur vil sikre et positivt incitament for ejere af mindre landejendomme eller andre arealer til at bibeholde og etablere naturarealer.

Skattefrihed for naturarealer vil være en meget billig måde for samfundet at få forøget vores naturareal på i forhold til alternativer som erstatninger eller opkøb af jord. En skattefritagelse fastholder den private ejendomsret, men giver jordejerne et positivt incitament til at udvikle natur på deres ejendom.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Maria Reumert Gjerding

Præsident, Danmark Naturfredningsforening
cand.scient i miljøplanlægning og internationale udviklingsstudier (RUC 2006)

Emil Fannikke Kiær

Erhvervs- og medlemsdirektør, Dansk Industri
cand.scient.pol., HD

0:000:00