Debat

EL-ordfører om Amager Fælled: Vi betaler ikke SF’s regninger, men altid vores egne

DEBAT: SF har tidligere været et grønt parti, men desværre må nogle af Københavns grønne åndehuller nu betale prisen for partiets betongrå aftale om at finansiere metroen, lyder et modsvar fra Øjvind Vilsholm til SF's Karsten Hønge.

(Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix).
(Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix).
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Øjvind Vilsholm (EL)

Det er lidt pinligt at læse en udmelding af SF's transportordfører, Karsten Hønge, der tydeligt viser, at han ikke har sat sig ordentligt ind i tingene.

Det er skidt – og især når det drejer sig om så vigtig en sag som fredet bynær natur i København. 12. marts langede Karsten Hønge ud efter Enhedslisten på Altinget; ”SF betaler i modsætning til Enhedslisten de regninger, vi skriver ud,” udtaler han.

Jeg antager, at Karsten Hønge er vidende om, at Enhedslisten – i modsætning til SF – netop ikke var med i Folketingets metrolov tilbage i de tidlige 1990'ere.

Det er nogle af hovedstadens få naturskønne områder, der må betale prisen for, at SF's betongrå aftale affreder de københavnske åndehuller.

Øjvind Vilsholm, miljøordfører, Enhedslisten

Det er jo metrolovens økonomiske opbygning, der er årsag til de problemer, vi står i i dag. Enhedslisten har ikke udskrevet nogen regning til Københavns Kommune. Men det har SF.

At SF’s transportordfører mener, at Enhedslisten ikke betaler de regninger, vi skriver ud, er en helt tom påstand. Og virkeligheden er absolut det modsatte.

Vi har endda anvist en løsning på SF’s betalingsproblemer.

SF har tidligere været grønne
Enhedslisten i Københavns Borgerrepræsentation har faktisk foreslået, at man skulle se på mulighederne for at forlænge afdragstiden på metrogælden – i øvrigt med SF's stemmer i ryggen.

Et andet alternativ kunne være at lade staten spytte lidt ekstra i kassen. Om SF’s transportordfører prøver at omskrive historien med vilje, eller det skyldes, at han ikke har fået sat sig ind i tingene, kan jeg kun gisne om. Men uskønt er det at se på.

For det er nogle af hovedstadens få naturskønne områder, der må betale prisen for, at SF's betongrå aftale affreder de københavnske åndehuller.

SF har jo tidligere været et grønt parti. Mens kommunister og socialdemokrater stadig drømte om beton i de sene 1970'ere, indførte partiet faktisk den første egentlige miljøpolitik.

Derfor er det ekstra trist, at SF nu vender på en tallerken og opgiver fredninger og bynær natur til fordel for netop beton.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00