Debat

Fiskere: Kjer og Esben Lunde har været mere lydhør

DEBAT: Venstre-regeringen har været mere lydhør end SR-regeringen, når det kommer til fiskeriets og lokalsamfundenes ønsker, skriver Svend-Erik Andersen, formand Danmarks Fiskeriforening PO.

Venstre-regeringen er mere lydhør, end SR-regeringen var det, skriver Svend-Erik Andersen, formand Danmarks Fiskeriforening PO.
Venstre-regeringen er mere lydhør, end SR-regeringen var det, skriver Svend-Erik Andersen, formand Danmarks Fiskeriforening PO.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Svend-Erik Andersen
Formand for Danmarks Fiskeriforening PO

Jeg skal indrømme, at jeg var en anelse skeptisk over sammenlægningen af Fødevareministeriet og Miljøministeriet i sommeren 2015.

Min skepsis gik primært på, at fiskeriet som erhverv i forvejen var et af de mindre erhverv i Fødevareministeriet, og at det nok ikke ville blive et mere synligt erhverv, når to i forvejen store ministerier skulle samles under den samme hat.

Men jeg må sige, at min skepsis er gjort skamme. Når jeg som formand for Danmarks Fiskeriforening PO ser tilbage på det forløbne år og skal vurdere på, hvorvidt Regeringen har bestået eller ikke bestået på miljøområdet, vil jeg dele flere plusser end minusser ud.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

En mere lydhør regering 
Det første – og største – plus skal gives til Regeringen for at være lydhør. Og ja, nok også mere lydhør end dens forgænger.

Helt konkret kan jeg pege på udmøntningen af Havstrategidirektivet, hvor miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) for ganske nylig fremlagde de miljølukninger, der kommer til at ske over de kommende år i Kattegat. Miljølukninger, der fører til, at trawlfiskeriet bliver begrænset eller forbudt i flere områder.

Vi har flere plusser end minusser til regeringen, og jeg både tror og håber på, at sammenlægningen af Miljøministeriet og Fødevareministeriet fortsætter med at overraske positivt.

Svend-Erik Andersen
Formand for Danmarks Fiskeriforening PO

Det er kulminationen på en meget lang proces, hvor den foregående regering oprindeligt lagde en strategi, hvor fiskeriet og lokalsamfundene kun i meget begrænset omfang var involveret. Ja, faktisk er det et spørgsmål, om der reelt var tale om, at vi blev budt indenfor.

Vores organisation og en række borgmestre – særligt fra Læsø – måtte nærmest bryde døre ned for at komme i ”audiens”, men det lykkedes os lidt efter lidt at få kæmpet os frem til bordene i Naturstyrelsen for at aflevere vores input til en proces, der kunne have lukket ikke bare fiskeriet i store dele af Kattegat ned, men hele lokalsamfund.

Den sidste del af processen – efter regeringsskiftet sidste sommer – er forløbet noget nemmere på det politiske niveau, og vi oplevede, at først daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) og siden Esben Lunde Larsen har været imødekommende for fiskeriets og lokalsamfundenes ønsker.

Samarbejde mellem miljø og erhverv 
I det konkrete, men også mere generelt, har vi altså oplevet en større vilje til åbenhed og inddragelse. Men vi mangler måske endnu at se udmøntningen af noget af det, som begge de to Venstre-ministre selv har fremhævet som den store fordel ved sammenlægningen: At erhverv og miljø ikke modarbejder, men samarbejder, når man nu er i det samme hus.

Det, der skulle have været det første eksempel på det nye samspil, er den stort anlagte landbrugs- og fødevarepakke, der blev lagt frem kort før jul. En pakke, der som bekendt skabte stort postyr og førte til et ministerskifte i Miljø- og Fødevareministeriet.

Vi kan i fiskeriet ikke bedømme landbrugspakkens miljømæssige konsekvenser, fordi vi ikke har været involveret og derfor ikke kender beregningerne. Men vi er fuldt og helt tilhængere af, at man ikke regulerer efter skrivebordsmodeller, men efter de faktiske forhold. Det efterlyser vi også for fiskeriet.

Det ser vi naturligvis gerne håndhævet i det servicetjek, som Esben Lunde Larsen har annonceret for dansk fiskeri. De første udmeldinger fra ministeren er lovende, og vi ser frem til, at vores forventninger bliver indfriet i de forhandlinger, der nu skal føres over de kommende måneder.

Som jeg nævnte i indledningen: Vi har flere plusser end minusser til regeringen, og jeg både tror og håber på, at sammenlægningen af Miljøministeriet og Fødevareministeriet fortsætter med at overraske positivt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Svend-Erik Andersen

Formand, Danmarks Fiskeriforening
fiskeskipper (1982)

0:000:00