Debat

Godt drikkevand: Er det en myte?

Debat: Politikere og forbrugere tror, at dansk drikkevand er i verdensklasse. Men drikkevandskontrollen er hullet, skriver vandprofessor.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Erik Arvin,
Professor, Institut for Miljø & Ressourcer. DTU

Forbrugerne, politikerne og miljøministeren har den opfattelse, at det danske drikkevand er fantastisk godt. Men vores opfattelse af drikkevandet er imidlertid mere præget af myter end af konkret viden.

Jeg håber, at myterne er sande, men vi ved det reelt ikke. Der findes nemlig ingen national statistik, der giver belæg for, at drikkevandet er så godt, som man mener.

Men den danske drikkevandskontrol holder da styr på tingene? De fleste forbrugere har givetvis den opfattelse, at drikkevandet nærmest kontrolleres hver dag. Sandheden er imidlertid det modsatte.

Jeg håber, at myterne er sande, men vi ved det reelt ikke. Der findes nemlig ingen national statistik, der giver belæg for, at drikkevandet er så godt, som man mener.

Erik Arvin
DTU

Kun kontrol få gange om året
Bortset fra i de større bysamfund kontrolleres drikkevandet kun nogle få gange om året. Sandsynligheden for at påvise bakterielle problemer, hvis de f.eks. optræder over en uge, er meget lille. 

På trods af den generelt dårlige drikkevandskontrol påvises der alligevel en hel del tilfælde af for mange bakterier i drikkevand.

I de første 7 måneder af 2006 blev der i Østjylland påvist bakteriologiske overskridelser i 38 % af prøverne, der omfattede 113 anlæg.

Bakterierne er ikke i sig selv sundhedsskadelige, men det viser, at der er "huller" i drikkevandsystemerne, hvor skadelige bakterier kan trænge ind under uheldige forhold, for eksempel ved heftige regnskyl.

Hvor der påvises for mange coliforme bakterier eller findes E. Coli, anbefales kogning af vandet, hvilket fremgår af pressen af og til. Men igen, man har ingen oversigt, så man kan ikke forholde sig faktuelt til tingene.

Ingen viden om behov for investeringer
Den manglende oversigt over drikkevandskvaliteten og den dårlige drikkevandskontrol får mig til at tænke på en udtalelse fra en canadisk kollega: "out of sight, out of mind".

Manglen på faktuel viden om drikkevandets kvalitet gør det meget vanskeligt at føre en ordentlig diskussion om behov for investeringer i ny teknologi og nye kontrolsystemer i drikkevandssektoren. Derfor handler diskussionen om regeringens "Serviceeftersyn af vandsektoren" da også udelukkende om, hvad der kan opnås af økonomiske besparelser.

Det indgår overhovedet ikke, at der er behov for større udgifter til bedre kvalitetssikring i hele "vandkæden" fra grundvandsressourcen, gennem vandbehandlingen, byernes ledningsnet og frem til forbrugernes taphaner i boligerne og virksomheder.

Teknologien findes
"Out of sight out of mind" syndromet gælder ikke alene drikkevandet. Et område som svømmebadsområdet lider af det samme.

Atter her findes der ingen national statistik, der giver basis for en oplyst diskussion om, hvor der er ringe badevandskvalitet og hvilke forureninger, der især er problemer med.  

Og derfor er det meget svært at finde støtte til indførelse af ny teknologi og nye normer, der i højere grad beskytter de badende mod sundhedsskader.

Hvorfor skal det være så svært? Alle analysedata findes i dag på elektronisk form, så når først systemet er sat op, herunder kvalitetssikringen af data, så er det relativt billigt og ukompliceret at drive. Så er forklaringen på de manglende statistikker "out of sight, out of mind"?

 

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Arvin

Professor emeritus, Institut for Vand og Miljøteknologi, DTU
cand.polyt. (DTU)

Connie Hedegaard

Formand, Concito & KR Foundation, OECD’s Round Table for Sustainable Development
cand.mag. i historie og litteraturvidenskab (Københavns Uni. 1991)

0:000:00