Kommentar af 
Henrik Garver

Henrik Garver: Det er en farlig tendens, når der igen og igen bliver rejst tvivl om miljøkonsekvensrapporter

I den seneste tid er det fra flere sider igen blevet forsøgt at rejse tvivl om både redelighed og validitet i de miljøkonsekvensrapporter, der bliver lavet forud for bygge- og anlægsarbejder i Danmark. Det er en farlig tendens, der i sidste ende fjerner fokus fra det, det handler om – nemlig miljøet, skriver Henrik Garver.

Vi har igen og igen set, at miljøkonsekvensrapporterne ved store anlægsprojekter som byggeriet på Amager Fælled og anlægningen af Lynetteholmen angribes for at være upålidelige, skriver Henrik Garver.
Vi har igen og igen set, at miljøkonsekvensrapporterne ved store anlægsprojekter som byggeriet på Amager Fælled og anlægningen af Lynetteholmen angribes for at være upålidelige, skriver Henrik Garver. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Henrik Garver
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I Europa er vi blevet enige om at beskytte miljøet efter fælles regler. Det munder ud i et sæt EU-direktiver, som skal sikre, at de enkelte medlemslande forpligter sig til at beskytte naturen og miljøet efter højest mulige standarder. Det sikrer blandt andet, at det, inden opstart af et bygge- eller anlægsprojekt, bliver klarlagt, hvilke konsekvenser der vil være for omgivelserne; både under opførelsen og efterfølgende, når projektet står færdigt.

Hvad vil projektet betyde for dyr, planter, havstrømme, fremtidig erosion, områdets vindforhold og lignende? Og er det konsekvenser, der kan regnes for rimelige? Disse konsekvenser skal undersøges i detaljer og beskrives i en miljøkonsekvensrapport, eller VVM (Vurdering af Virkninger på Miljøet), som skal udarbejdes af bygherren og derefter vurderes af den rette myndighed. Som regel er det en rådgiver med speciale i at udarbejde miljøvurderinger, der bliver hyret ind til at udarbejde miljøkonsekvensrapporten.

Disse rapporter bliver naturligvis i stigende grad vigtige i takt med projektets størrelse. Når der eksempelvis skal anlægges en helt ny bydel, en havvindmøllepark eller en ny motorvej, er konsekvenserne for omgivelserne potentielt enorme, hvis projektet gribes forkert an. Derfor er det afgørende, at den bedst mulige løsning afdækkes, og det er det, som VVM-rapporterne bidrager til.

De uvildige VVM-rapporter angribes, ikke selve det projekt, som er årsag til udarbejdelsen af rapporten i første omgang. Og det er uheldigt

Henrik Garver

I takt med et bygge- eller anlægsprojekts størrelse, betydning og synlighed stiger interessen for det også. Derfor opstår der også ofte en offentlig debat om især de største af disse. Og heldigvis for det. Det er en nødvendighed i et samfund, hvor vi alle skal bo, og en demokratisk kvalitet, når den tager afsæt i faglighed. Som i alle andre sager, der har fysiske konsekvenser i den virkelige verden, vil der være holdninger for og imod – og tit også en del følelser indblandet.

Det er naturligt. Vi kender nok alle til den instinktive mavefornemmelse, der fortæller os, om noget er en god eller en dårlig ide. Men vi ser i den rådgivende ingeniørbranche desværre en tendens til, at disse følelsesbaserede holdninger ikke bare forsøger at overtrumfe fakta –afsenderne forsøger aktivt i processen at underminere det stykke arbejde, der er blevet lagt i, på faglig vis, at beskrive miljøkonsekvenserne af både de samlede projekter og enkelte dele af udførslen.

De uvildige VVM-rapporter angribes, ikke selve det projekt, som er årsag til udarbejdelsen af rapporten i første omgang. Og det er uheldigt. For det er kun ved at have et oplyst og faktuelt grundlag, at vi kan vurdere, hvordan vi bedst griber udviklingen an.

Egentlig er det – ud fra et rent strategisk synspunkt - meget forståeligt, at personer eller organisationer, der er imod et projekt, går efter at så tvivl om miljøvurderingen. For den er både grundlag for projektets lovlighed og samtidig et let offer.

Som med alle andre discipliner, der handler om at forudsige virkeligheden og fremtiden, så indeholder VVM-rapporter, sammen med klare fakta og præcise udregninger, en vis portion kvalificerede antagelser og usikkerheder. Det er de sidstnævnte, der særligt gøres til genstand for diskussion med det formål at diskreditere konklusionen.

Det er en ærgerlig tilgang at kritisere rapporten frem for at tage afsæt i VVM-rapporterne som det neutrale grundlag for en kvalificeret debat om selve projektet.

Der er primært to punkter, VVM-rapporterne bliver angrebet på; datagrundlaget og uvildigheden.
Vi hører argumenter om, at rapporterne er upålidelige, fordi beregningerne er foretaget på basis af tal, der er af ældre dato, eller at antagelserne er gjort på baggrund af studier foretaget i andre lande. Faktorer, der naturligvis også er vigtige at have med i sine overvejelser – og derfor vil være det, når rapporten bliver udformet.

Ingen rådgivende ingeniørvirksomhed, der kan sit fag og er interesseret i fortsat at have en forretning, under nogen omstændigheder kan ”bestilles” af en bygherre eller myndighed til at levere et bestemt resultat

Henrik Garver

Som rådgivere og ingeniører bruger vi gerne flere hundrede år gamle tal og metoder, hvis og når, de stadig er relevante – Archimedes og Newton er blot to eksempler på ”gammel viden”, vi stadig er glade for. Og vi mener heller ikke, at man automatisk kan antage, at vind blæser anderledes på andre kontinenter end herhjemme.

Endelig må det slås fast, at ingen rådgivende ingeniørvirksomhed, der kan sit fag og er interesseret i fortsat at have en forretning, under nogen omstændigheder kan ”bestilles” af en bygherre eller myndighed til at levere et bestemt resultat i en VVM-analyse. Det er simpelthen ikke sådan, det virker.

Der foreligger en ganske stram og specifik lovgivning på området, i forhold til hvordan rapporterne skal bestilles og udformes – og det er kort fortalt meget let at efterprøve, om der er redelighed i udførelsen, og om reglerne er blevet overholdt. Det er blandt andet det, myndighedernes efterfølgende vurdering af miljøkonsekvensrapporterne går ud på, når de er udformet.

Men endnu mere fundamentalt: Det ville være stik imod den enkelte rådgivervirksomheds interesse at ”dreje” en miljøvurdering i den ene eller den anden retning. Forretningsmodellen for rådgiver- og ingeniørvirksomheder er bygget op om uvildighed og ekspertise. Leverer de ikke dette, har de ingen eksistensberettigelse. Det er desuden en betingelse for at være medlem af Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, at virksomheden lever op til vores regler for god rådgiverskik.

Det store problem med disse angreb er ikke, at de forsøger at gennemhulle eller på anden måde skade den enkelte miljøkonsekvensrapport. For angrebene er som sagt normalt ufunderede og kan tilbagevises.

Problemet består derimod i, at de mange forsøg på at så tvivl om arbejdet med miljøvurderingerne tvinger rådgiverne til hele tiden at koncentrere sig om, at skulle forsvare dem, frem for at rådgive omkring projektet, så vi får mulighed for at beskytte naturen og miljøet bedst muligt.

Uanset om man er for eller imod et specifikt projekt, bør beslutningerne om projektet træffes på det bedst muligt informerede grundlag

Henrik Garver

Vi har set, at angreb på miljøkonsekvensrapporter kan skabe så meget røre i pressen, at det kan få myndigheder og politikere til at foretage en kovending. Det kan i sidste ende betyde, at etableringen af projekter ændres, selvom det ikke var nødvendigt, eller at projekter forsinkes eller fordyres – hvilket også i visse tilfælde kan have en indvirkning på omgivelserne, hvis der for eksempel allerede er foretaget midlertidige forberedelser i området.

Det er kun på et oplyst, faktuelt grundlag, vi kan vurdere, hvad den bedste løsning for et naturområde eller et byggeprojekt er. Uanset om man er for eller imod et specifikt projekt, bør beslutningerne om projektet træffes på det bedst muligt informerede grundlag. 

I stedet for at prøve at underminere rådgivernes arbejde, for at ”vælte” et projekt, burde fokus være rettet mod selve projektet, ikke VVM-rapporten. Og, hvis man er kritisk overfor en VVM-rapport, der er udarbejdet korrekt i forhold til gældende lovgivning, så er det igen ikke selve rapporten, der er problemet, men derimod rammerne omkring arbejdet. Det kunne give anledning til en debat i større skala: forvalter Danmark EU-direktiverne stramt nok? Er den lovgivning og overvågning af miljøet, vi har, god nok?

Det er uanset tilgangen og holdningen til det enkelte projekt vigtigt, at vi alle arbejder sammen omkring det, vi kan være enige om: At tage de bedste mulige hensyn til miljøet.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion