Lolland: Fælles udfordringer kræver fælles løsninger

Af Henrik Høegh (V)
Viceborgmester, Lolland Kommune

Stormfloden på Sydlolland i 1872 krævede 30 dødsofre, og lige siden dengang har vi på Lolland arbejdet intenst med klimasikring. Mere end 60 km dige har siden 1920’erne beskyttet Lollands sydkyst. Sammen med en række store pumpestationer beskytter disse diger sydkystens mange sommerhuse og 25 procent af landbrugsjorden mod stormflod og monsteregn. Tilsvarende er der på Lollands nordkyst etableret mange diger for at beskytte mod vandstandsstigninger i Smålandsfarvandet.

Denne kæmpeindsats er igennem generationer foretaget og vedligeholdt af lodsejere, digelag, pumpelag, sommerhusejere og kommunen. Der er hos os, der bor på Lolland derfor en stor bevidsthed om truslerne fra havet og fra monsterregn. Men I Nakskov begynder klimaudfordringerne nu at antage en størrelse, som vi økonomisk ikke har mulighed for at løfte alene.

Ny risikostyringsplan for oversvømmelser
Nakskov er af Staten udpeget som ét af de 10 mest oversvømmelsestruede områder i landet. Derfor har vi i Lolland Kommune netop lavet en Risikostyringsplan for oversvømmelser i Nakskov for at imødegå kommende oversvømmelser fra såvel havet som monsterregn. Analyseresultaterne er dyster læsning.

I dag er Nakskov sikret mod vandstigninger på op til 1,80 m. I forhold hertil fastslår rapporten, at 40 procent af byen risikerer at blive oversvømmet ved et højvande over 1,9 m. Foruden oversvømmelsen, vil det medføre, at 90 procent af Nakskov i situationen vil være uden strøm i længere tid med de alvorlige konsekvenser, som det vil have i forhold til sundhed, miljø, infrastruktur og økonomi.

Lolland Kommune har naturligvis et ansvar i forhold til at sikre kommunens kritiske ydelser såsom drikkevandsforsyning, madudbringning til ældre mv. Lolland Forsyning har et ansvar for driften og vedligeholdelsen af forsyningsledningerne og spildevandssystemerne mv. Og beredskabet har ansvar for at stå parat med et katastrofeberedskab.

Det er selvfølgelig en risiko, som skal tages meget alvorligt, spørgsmålet er hvordan?

Henrik Høegh (V)
Viceborgmester, Lolland Kommune

Højvandssikring af Nakskov
Det er selvfølgelig en risiko, som skal tages meget alvorligt, spørgsmålet er hvordan?

I Lolland Kommune har vi besluttet at arbejde for at sikre Nakskov mod et højvande på op til 2,5 m. Ingen ved, hvornår den næste oversvømmelse rammer, men ved at forlade os på statistik og historiske data, taler sandsynligheden for, at vi med sikring op til 2,5 m. sikrer byen frem til år 2100. Da vi startede arbejdet vurderedes den generelle havvandstigning frem til 2100 at være 70 cm. Nu – halvandet år senere – vurderes den at være 80 cm., og hertil skal lægges vandstandsstigninger og monsteregn.

Det er ikke længere siden end i 2006, at vandstanden nåede lige over 1,80 m., så derfor er vores bedste vurdering, at investeringer foretaget fra nu af skal stile mod at sikre os mod vandstandsstigninger op til de 2,50 m.

Risikostyringsplanen for Nakskov kommer med to bud på en sikring op til 2,5 m. Den ene er en højvandsmur med en højde på op til 1,70 m, som isolerer byen fra havnen, men som også vil genere godstrafikken til og fra Nakskovs erhvervshavn. Den anden, som er foreslået af et lokalt arkitektfirma, er en højvandsport på det smalleste sted i indsejlingen til havnen. Det er en fantastisk god løsning, som både sikrer sammenhæng mellem by og havn og samtidig sikrer trafik og erhvervsarealer omkring havnen.

Den store udfordring i den forbindelse er dog, at højvandsmuren koster ca. 45 mio. kr., mens højvandsporten koster 100 mio. Hele beløbet på 100 mio. kr. kan ikke finansieres lokalt gennem et pumpelag i byen og med bidrag fra havnens erhverv. Lokalt kan en del af finansieringen rejses – men hele beløbet er ikke en realistisk mulighed.

Vi har længe set frem til rapporten fra Naturstyrelsen og Kystdirektoratet om kravet til de ti statsudpegede områder om udarbejdelse af risikostyringsplaner. Den er netop offentliggjort, men meget behændigt er det alene blevet en sammenfatning af planerne, hvoraf det fremgår, at ”overvågningen af fremskridtene i implementeringen af risikostyringsplanerne påhviler kommunerne”. Finansieringsmuligheder (læs: økonomisk støtte til den af staten krævede indsats) er derimod ikke et emne i rapporterne.

Det er ikke holdbart. Vi påtager os naturligvis vores ansvar, men svar på fælles udfordringer må også kræve fælles løsninger.