Jæger: DOF blander politik og videnskab sammen

DEBAT: Dansk Ornitologisk Forening giver uden dokumentation jægere skylden for duehøgens tilbagegang. Det sår tvivl om organisationens troværdighed, skriver Jens Ulrik Høgh fra Nordisk Safari Klub.

Af Jens Ulrik Høgh
Kommunikatør, Nordisk Safari Klub

Dansk Ornitologisk Forening (DOF) offentliggjorde 18. august en glædelig nyhed på sin hjemmeside: Otte ud af 13 danske rovfugle er i fremgang.

Baggrunden for nyheden er, at DOF netop har afsluttet en nærmest monumental landsdækkende kortlægning af Danmarks fugle – 'Atlas III' – hvor mere end 1.400 frivillige fugletællere over en periode på fire år (2014 til 2017), har været i felten for at registrere yngleforekomster på hver deres fem gange fem kilometer kvadrat i landskabet. Projektet er massivt støttet af Aage V. Jensens Fond.

Forrige gang, at en lignende undersøgelse blev gennemført, var i midten af 1990'erne ('Atlas II' fra 1993 til 1996), og naturligvis er der sket en udvikling i de danske fuglebestande i de mellemliggende år.

Blandt andet er flertallet af de 13 arter af rovfugle, som yngler i Danmark, i fremgang. To af arterne – kongeørn og vandrefalk – er til og med genindvandret i det danske landskab i perioden efter mange årtiers fravær.

Det danske landskab er blevet rigere på rovfugle. Desværre var der ikke glade nyheder for alle arternes vedkommende. Således er spurvehøg, duehøg og tårnfalk gået tilbage. For duehøgens vedkommende er der registreret ynglende par på næsten 30 procent færre lokaliteter end i 1990'erne.

DOF er ikke i tvivl om årsagen. "Årsagen er formentlig, at der fortsat sker en ulovlig bekæmpelse af duehøgen i områder med store jagtinteresser," skriver Charlotte M. Moshøj, DOF's biolog og videnskabelig leder af Atlas III-projektet, på DOF's hjemmeside.

Leder jagt til faunakriminaltet?
Er der virkelig fagligt belæg for at sige, at det er faunakriminalitet motiveret af jagtinteresser, der har ledt til duehøgens tilbagegang?

Hvis den opsigtsvækkende beskyldning imod Danmarks 180.000 jagttegnsløsere om systematisk illegal jagt holder vand, har samfundet unægteligt et problem, der kræver effektive løsninger.

Ingen – mindst af alle vi jægere selv – kan acceptere, hvis vores naturpassion leder til sjældne arters tilbagegang og dermed truer den danske biodiversitet. Vi var derfor flere jægere, som i dagene efter offentliggørelsen spurgte ind til baggrunden for beskyldningerne om omfattende ulovlig jagt på duehøge.

DOF's svar var, at man henholdt sig til en videnskabelig rapport fra 2002 omkring duehøgen i Danmark. Den er baseret på ringmærkning af godt 1.700 duehøgeunger i Vendsyssel i perioden 1979 til 1998. Altså data, som udover at være indsamlet i en begrænset del af Danmark, også er 22 til 41 år gamle.

Ud af de mange ringmærkede duehøge blev omkring syv procent meldt døde i umiddelbar nærhed af fasanopdræt, hønsegårde og dueslag. Egentlig ikke så underligt, for i de år kunne man relativt enkelt opnå tilladelse til at bekæmpe duehøge, der tog for sig af de opdrættede fugle på netop sådanne steder.

Der var med andre ord tale om fuldt ud lovlig "skadedyrsregulering" ved landbrug (hønsegårde), fritidsaktiviteter (dueslag) og det, som DOF kalder "jagtinteresser" (fasanopdræt).

Tallene for de lovligt bekæmpede duehøge i det gamle datamateriale siger intet om fordelingen imellem de vidt forskellige interesser i forhold til bekæmpelsen. Faktisk var bekæmpelsen af duehøge i de år udbredt, og DOF var selv involveret i ret betydeligt omfang.

Det skete via de bevaringsprojekter for de sidste danske urfugle på Vind hede ved Ulfborg, som DOF var en aktiv del af. Her blev der nedlagt op til 25 til 30 duehøge om året fra starten af 1970'erne og helt frem til et stykke ind i 1990'erne.

DOF deltog i at dræbe duehøge
I alt er der dermed tale om adskillige hundrede duehøge dræbt på samme vilkår som ved fasanopdræt og dueslag – men med DOF's deltagelse. Fra engang i slutningen af 1990'erne blev der ikke længere givet tilladelse til regulering af duehøg. 

At bekæmpelsen af duehøge før midten af 1990'erne var legal, og at omfanget i forbindelse med "jagtinteresser" er ukendt, forhindrer åbenbart ikke DOF i at konkludere, at bekæmpelsen blot er videreført illegalt, og at de formodede illegalt nedlagte duehøge alle er dræbt for at beskytte "store jagtinteresser".

Det er unægteligt lidt af en antagelse at gå ud fra, at en lovlig aktivitet blot videreføres illegalt, efter at den er blevet forbudt. DOF's eneste forsvar for den besynderlige antagelse kan findes i et svar på organisationens facebookside: "Vi har ikke kendskab til, at der er nyere dokumentation for, at noget har ændret sig i den henseende".

Eller med andre ord: DOF har ikke set nye undersøgelser, der rokker ved foreningens uunderbyggede fordomme om, at omfattende illegal jagt truer Danmarks rovfugle. Det er unægteligt relativt enkelt at "bevise" sine konspirationsteorier, hvis man anser dem for virkelige, så længe de ikke er aktivt modbeviste…

Naturlige forklaringer
Det er i den sammenhæng interessant, at hovedforskeren bag den gamle duehøgeundersøgelse – DOF's egen feltornitolog, Jan Tøttrup – som er bredt anerkendt som en af Europas førende rovfugleeksperter med speciale i netop duehøgen, faktisk har udtalt sig om duehøgens tilbagegang i flere omgange siden 2002.

I februar 2009 udtalte han for eksempel til Nordjyske omkring ulovlig jagt på duehøgene: "Siden omkring år 2000 har der ikke været nogen ulovlig forfølgelse af duehøgene i Vendsyssel". Altså en udmelding, som er stik modsat DOF's beskyldninger imod Danmarks jægere.

Ifølge Tøttrup er der to plausible hovedårsager til tilbagegangen. Den ene er de seneste års klimaforandringer, der har resulteret i mildere vintre. Det har ledt til, at en af duehøgens vigtigste fødeemner – ringdueunger – nu udklækkes over en væsentligt større del af året end tidligere, hvor der var flest dueunger på vingerne i samme periode som duehøgen yngler. Der er simpelthen blevet mindre naturlig føde for de ynglende duehøge på grund af klimaforandringer.

Den anden mulige årsag bunder i intet mindre end en ornitologisk jubelhistorie. Arten "stor hornugle" – en ugle, der er dobbelt så stor som duehøgen og gerne sætter høgene og deres unger på menuen – har siden 1984 bredt sig op igennem Jylland i nærmest eksplosionsagtigt tempo i kølvandet på tyske genudsætninger af arten.

Tidligere var stor hornugle udryddet i Danmark. Nu yngler der op imod 120 par i Jylland. Tyske videnskabelige undersøgelser har dokumenteret, at stor hornugle i stor stil fortrænger duehøgene fra deres yngleområder, og DOF ved det udmærket godt.

I en nyhed på DOF's hjemmeside i 2008 om hornuglens fremgang skriver Jan Skriver for eksempel: "Den (stor hornugle, red.) æder også mindre ugler som skovhornugler, og den kan snuppe rovfugle som musvåger og duehøge. Det lader ligefrem til, at duehøgen forlader de skove, hvor den store hornugle rykker ind."

Andre teorier omhandler for eksempel ændringer i skovdriften og forstyrrelser i yngleperioden. Der kan være mange forklaringer, men det er nærliggende at antage, at man holder op med at lede efter årsagerne, hvis Dansk Ornitologisk Forening skråsikkert kan udpege illegal jagt som det egentlige problem.

Videnskab eller propaganda?
DOF er meget bevidst om sin dominerende rolle i dansk naturforvaltning.

På sin hjemmeside skriver foreningen om sig selv, at "DOF har, via sit mangeårige virke og en meget høj kvalitet i naturbeskyttelsen, en meget stor indflydelse på naturbeskyttelse i Danmark".

Desuden har DOF indgået to samarbejdsaftaler med Miljøministeriet, som bruger DOF's data i sine naturplaner. Millioner af offentlige midler tilgår årligt DOF i tilskud til foreningens videnskabelige arbejde.

Foreningen vil altså gerne bidrage til naturforvaltningen i Danmark gennem seriøse faktabaserede input såsom den videnskabelige kortlægning af Danmarks ynglefugle – 'Atlas III' – som netop er gennemført.

Men hvor er videnskaben i en udtalelse om, at "der fortsat sker en ulovlig bekæmpelse af duehøgen i områder med store jagtinteresser"? Hvad siger det om det videnskabelige niveau i 'Atlas III'-undersøgelsen, at det er projektets videnskabelige leder, der kommer med udtalelsen i forbindelse med fremlæggelsen af de videnskabelige resultater?

Uden dokumentation er det nærliggende at udråbe udtalelsen til et klart tilfælde af videnskabelig uredelighed.

Videnskab og politik er dårlig blanding
Tilbage står spørgsmålet: Hvorfor? Det er næppe nogen hemmelighed, at DOF er en særdeles aktiv interesseorganisation med stærke naturpolitiske holdninger og mærkesager.

En af disse er beskyttelse af landets rovfugle, og foreningen har aldrig været sen til – uden dokumentation – at pege fingre ad "jagtinteresser" i forbindelse med fund af døde rovfugle i dansk natur.

DOF er naturligvis i sin gode ret til at kæmpe for sine politiske mærkesager, men kan man både være en seriøs videnskabelig samarbejdspartner og udnytte de videnskabelige resultater til at skabe troværdighed omkring rene politiske udmeldinger?

Det forekommer mig, at DOF må vælge kasket med større omhu. Den nuværende tilgang er uærlig, og i den aktuelle sag har man tilsidesat både foreningens egen fortid, Europas førende ekspert og sine egne tidligere udmeldinger for at pege fingre ad en "arvefjende".

Men man har først og fremmest sået tvivl om, hvorvidt en politisk interesseorganisation kan betros videnskabeligt arbejde. Det er også interessant, hvor langt ud man i DOF er villig til at tilsidesætte forskning, som ikke understøtter foreningens politiske mærkesager.

Er det kun i tilfældet "duehøgen", at fakta kommer i anden række? Alment naturinteresserede i almindelighed og DOF-medlemmer i særdeleshed spørger forhåbentlig ind til disse ting?

Det samme gælder de statslige samarbejdspartnere og fonde, der betaler DOF's forskning. Får de, hvad de betaler for, eller resulterer det hele bare i politiske kampskrifter, der understøtter foreningens naturpolitiske egeninteresser?

Man kan frygte, at denne fiflen med forskningsresultater kan lede til, at fokus fjernes fra de egentlige problemer og i stedet – af rent politiske årsager – rettes imod ikkeeksisterende problemer.

Sker det, er det ikke blot spild af kostbare ressourcer til problemløsning, men det kommer også til at stå i vejen for reelle holdbare løsninger. Kampen for Danmarks vilde natur vindes ikke med politisk dikteret forskning.

Videnskab og politik er en dårlig blanding.

Forrige artikel Dansk Akvakultur: Ministeren bør ikke genbekræfte potentialet ved muslingeopdræt Dansk Akvakultur: Ministeren bør ikke genbekræfte potentialet ved muslingeopdræt Næste artikel DN: Finansloven skal indfri regeringens grønne løfter DN: Finansloven skal indfri regeringens grønne løfter