KL: Detailstyring bremser de gode løsninger

Af Jørn Pedersen (V)
Formand for Teknik- og Miljøudvalget i KL

Der er brug for en ny opgavedeling mellem stat og kommuner på planområdet. Derfor har KL og regeringen netop indgået en aftale om at sikre bedre rammer for planlægningen i hele landet. Målet er klart: Kommunerne skal have nogle bedre redskaber til lokalt at håndtere udfordringerne i byerne og på landet.

Det er et centralt krav fra KL, at redskaberne baseres på en langt højere grad af kommunalt selvstyre, end det er tilfældet i dag. Med meget forskellige udfordringer på tværs af landet kan vi ikke have et system, hvor vi er tvunget til ordinere den samme medicin i alle situationer.

Der er brug for at udvikle lokalt tilpassede løsninger, og det kræver en større kommunal beslutningskompetence. Det er langt fra det samme, som at der ikke findes nationale interesser i planlægningen. En overordnet, national regulering har fortsat sin berettigelse, men de seneste års eksempler viser, at overdreven detailstyring alt for ofte bremser de gode løsninger.

Nye rammer for bosætning
Et konkret eksempel er de nuværende rammer for bosætning i det åbne land. De danske kommuner vil gerne have mulighed for lokalt at etablere landsbyfornyelsesområder omkring eksisterende landsbyer. I sådanne områder ønsker vi at tillade mere moderne boliger, som for eksempel ligger lidt længere væk fra vejen, og som matcher befolkningens ønsker til et liv på landet anno 2015.

Vi ønsker at få sikret nogle nye rammer for bosætning i det åbne land, som ikke gør unødige indgreb i naturen eller begrænser landmændenes udviklingsmuligheder. Det ser jeg meget frem til, at vi får fundet nogle gode løsninger på.

Der er brug for at udvikle lokalt tilpassede løsninger, og det kræver en større kommunal beslutningskompetence.

Jørn Pedersen (V)
Formand for Teknik- og Miljøudvalget i KL

Det vil være et tiltag, der kan hjælpe med et puste fornyet liv i dele af et trængt boligmarked, ligesom det på sigt vil tilskynde til en større koncentration af boligerne i det åbne land, idet der jo samtidig skal nedrives et langt større antal boliger, end der vil være interesse for at opføre.

Socialt skæve byer
Et andet konkret eksempel er den aktuelle debat om, hvorvidt kommunerne skal kunne stille krav om et vist antal almene boliger i nye boligområder. Hvis denne mulighed fjernes, som det er på tale, fjerner man samtidig kommunernes eneste reelle mulighed for at sikre boliger, der er til at betale for de mange borgere, der hverken har en stor indkomst eller formue. Det giver socialt ”skæve” byer, og det gør det endnu mere vanskeligt at løse den aktuelle opgave med at finde egnede boliger til flygtninge.

Kommunernes planlægning er styret af en række andre love end lige planloven. I KL har vi for eksempel peget på betydningen af at kigge på støjreguleringen, som reelt gør det svært at planlægge blandede byer med boliger og erhverv side om side.

På samme måde bør husdyrreguleringen kigges efter i sømmene, så nye muligheder for landsbyfornyelse i planloven ikke spænder ben for landbrugserhvervet. Derfor er jeg også meget glad for, at vi i aftalen med regeringen er blevet enige om hurtigst muligt at tage fat på at undersøge, hvordan vi kan få tilpasset de tilstødende lovgivninger.