Læsøboer: Miljøministerens one-size-fits-all-politik er ødelæggende for ø-naturen

Læsø er Kattegats største ø og er uden sammenligning Danmarks mest naturbeskyttede kommune. Kort sagt har Læsø gennem 70 år været udsat for naturpolitiske tiltag, der stritter i alle retninger, og stort set hele vejen igennem har bygget på vekslende tiders naturromantik hos de centrale myndigheder.

Sådan er det sikkert også de fleste andre steder. Men her på øen, hvor de særligt naturbeskyttede arealer fylder to tredjedele af øens landareal, ses virkningerne af den inkonsekvente og ustabile naturpolitik. 

Nu skal vi så endnu en gang 'velsignes' med den centrale naturmyndigheds rød-grønne forestillinger om, hvad natur er. Denne gang med forslag om en naturnationalpark, der i sin akademiske uvidenhed vil gøre op med øens internationalt berømte særkende: den lysåbne natur, der har skaffet øens landområder Danmarks højeste biodiversitet, men som nu foreslås omlagt til kratopvækst, kun ’passet’ af store græssere. 

Lang fredningshistorie
Øens fredningshistorie er lang og tog fart en sommerdag i 1953, hvor det daværende overfredningsnævn agtede at ankomme med dampfærgen Læsø. Rygtet om 'fredernes' ankomst var løbet forud, og på kajen ventede en lille skare med skudklare haglbøsser for at afvise de ubudne gæster.

Læsø skal – trods ø-naturens internationalt enestående kvaliteter – presses ned i samme firkantede ’skovkasse’ som de sjællandske og østjyske bøgeskove.

Jens Morten Hansen (V)
Formand for Læsø Kommunes Udvalg for Natur og Landskab

Kaptajn Pedersen indså landgangens umulighed, vendte færgen og sejlede ud igen. Tilfredse med resultatet forlod den bevæbnede trop valen, hvorefter kaptajnen igen vendte 'damperen' og satte den prominente delegation i land, så den kunne gennemføre sit forehavende: at indlede en omfattende fredning af Læsøs ’kummerlandskaber’ i form af øens vidtstrakte, aldeles skovløse heder, hedemoser, indsander og strandenge. 

Forestillingen trak overskrifter i landets aviser og kom endda i Blæksprutten. Baggrunden var, at Læsø i 350 år havde henligget som 'en stormomsust ødemark' – således som øen tre årtier tidligere blev skildret i De Danskes Øer.

Dette aldeles skovløse landskab var opstået efter århundreders omfattende saltproduktion og skovhugst til saltpanderne i de op til 135 småfabrikker, som siden Valdemars Sejrs tid havde ligget på en syv kilometer lang linje langs øens sydøst-vendte strandenge.

Saltproduktionen ophørte i 1652, hvor Lille Istids kulde satte ind og hindrede dannelsen af strandengenes stærkt saltberigede grundvand, det vil sige forekomsten af det råstof, som saltproduktionen byggede på. 

Vidste ikke nok om landskabshistorien 
Med sin 350 år lange skovløshed kom Læsø til at repræsentere den eftertragtede biodiversitet, der karakteriserer 'lysåbne arealer', der i det øvrige Danmark var ved at forsvinde på grund af hedeopdyrkning og inddæmning af strandenge langs landets talrige fjorde. Men på Læsø var det endnu ikke for sent at redde den lysåbne natur, hvis der blev grebet ind.  

Problemet var blot, at nævnets lærde professorer ikke vidste nok om øens landskabshistorie – eksempelvis at øen havde været fuldstændig dækket af skov, da øens bosættelse begyndte i 1100-tallet – og at næsten total skovdækning med fyr, eg, taks, kristtorn, birk, asp, ask, elm og lind ville være den naturlige tilstand, som øens vegetation vil stræbe mod, hvis fredningerne hindrede de gødskningsformer (kompostering af enorme mængder lyng-, mose- og græstørv), der efter saltproduktionens ophør havde skaffet befolkningen levebrød og derved havde frembragt øens vidtstrakte heder, hedemoser, indsander og strandenge på øens uopdyrkede arealer. 

Resultatet af overfredningsnævnets indsats var, at de eftertragtede lysåbne arealer - og deres eng- og hedevegetation med ofte sjældne insekter, fugle, urter, mosser og laver - sprang i skov og efterhånden dækkede det meste af de fredede, lysåbne arealer med ufremkommelige krat af blandt andet den indførte bjergfyr.

På grund af de lærdes ukendskab til, at lysåbne arealer kræver konstant afgræsning eller maskinel pleje, voksede øens samlede skovareal på få årtier fra en dækningsgrad på under to procent til nær 50 procent, mens de ønskede lysåbne arealer skrumpede tilsvarende. 

Direkte skadelig for biodiversiteten
Med vedtagelsen af naturbeskyttelsesloven i 1992 indtrådte en ny politisk tilstand, der yderligere cementerede den ikke-ønskede tilgroning. Alle de endnu ikke tilgroede 'lysåbne arealer' blev udlagt som såkaldte §3-arealer, det vil sige uopdyrkede arealer,  der gennem århundreder kun havde været anvendt til afgræsning og tørveskæring.

Bedre blev det ikke, da en stor del af disse §3-arealer blev yderligere naturbeskyttet som såkaldte Natura2000-arealer. Juridisk naturbeskyttelse uden bevillinger til pleje er direkte skadelig for biodiversiteten. 

For at naturnationalparkerne kan drives efter Danmarks Naturfredningsforenings og en håndfuld totalitært tænkende biodiversitetsforskeres hoveder, skal naturnationalparkerne ligge på statsejet jord. 

Jens Morten Hansen (V)
Formand for Læsø Kommunes Udvalg for Natur og Landskab

I perioden 1992-2007 trådte Nordjyllands Amt dog til og gjorde, hvad man kunne ved hjælp af maskinel rydning af især tilgroede strandenge. Men med amtets nedlægning i 2007 standsede også denne absolut nødvendige indsats, hvis de omfattende, rent juridiske, men ufinansierede tiltag skulle give mening. 
 
Næste fase indtrådte i 2014, hvor Læsø Kommune, Naturstyrelsen Vendsyssel og Læsø Lodsejerforening indledte et stort anlagt ’Life-projekt’. Man indså, at den eneste økonomiske motor for at genskabe og vedligeholde de lysåbne arealer, ville være EU’s nye ordninger for tilskud til afgræsning med køer, stude, heste og får. 

Derved blev der også et vist grundlag for at komme ad den vej, som overfredningsnævnet havde set for sig, da de første gang aflagde øen visitats.

Således har ’Life-projektet’ opnået betydelige resultater og høstet international anerkendelse for at have genskabt lysåbne arealer på op mod en tredjedel af øens samlede landareal, herunder skovryddede heder, hedemoser, indsander og strandenge med den ønskede og nationalt enestående, vidtstrakte strandenge eller hede-vegetation af småbuske (eksempelvis pors, ene og lyng), sjældne laver og urter plus en righoldig insekt- og fuglefauna.  

Som en hund i et spil kegler
Her kommer så regeringens, dens støttepartiers og Danmarks Naturfredningsforening forslag om en 'Naturnationalpark Læsø' ind i billedet som en 'hund i et spil kegler'. Nu skal vinden pludselig blæse den stik modsatte vej.

De nuværende, genskabte lysåbne arealer, som naturpolitikken har stræbt efter i 70 år, er ikke mere i højsædet. Der er kun plads til én politik, hvis man vil have del i de 888 millioner kroner, der på landsplan er afsat til i alt 15 kommende naturnationalparker.  

Naturstyrelsen Vendsyssel var ellers i 2019 begyndt på en gennemførlig strategi om at omdanne Læsø Klitplantage til 'urørt skov'; en strategi, der over en periode på 50 år skulle fjerne ikke hjemmehørende arter af skovtræer såsom sitkagran, rødgran, lærk og bøg og i stedet lade øens oprindeligt hjemmehørende arter brede sig (herunder den eneste tilbageværende bestand i verden af ’Læsø-fyrren’) sammen med store, vilde græssere (kronhjort og elg har været foreslået) eller kvæg, som efter Life-projektet nu findes i tusindtal på øen (eksempelvis galloway, skotsk højlandskvæg, islandske heste og får). 

Men sådan skal det åbenbart ikke være. Læsø skal – trods ø-naturens internationalt enestående kvaliteter – presses ned i samme firkantede ’skovkasse’ som de sjællandske og østjyske bøgeskove, de vest-, midt- og nordjyske plantager og de bynære, parkagtige dyrehegn.  

For at naturnationalparkerne kan drives efter Danmarks Naturfredningsforenings og en håndfuld totalitært tænkende biodiversitetsforskeres hoveder, skal naturnationalparkerne ligge på statsejet jord.

Dermed kan miljøminister Lea Wermelin - som en ny tids privilegerede landadel - alene i kraft af statens ejendomsret svinge taktstokken over os, som også mener at være en del af staten Danmark, men som mere og mere skal spille rollen som fæstebønder uden indflydelse på vores hjemegns krongodser.