Debat

Eksperter om udtagning af lavbundsjorde: Vi kommer ikke i mål med frivillighed alene

Udtagning af lavbundsjorde involverer ofte, at flere lodsejere frivilligt skal afstå arealer. Det kan derfor være svært at få 100 procent opbakninger til projekterne. Der må andre metoder i brug, som jordfordeling, skriver Jesper Sølver Schou og Jens-Martin Roikjer Bramsen.

Det er svært at skrue op for tempoet på udtagning af lavbundsjorde, når der er mange forskelige myndigheder og lodsejere involverede, skriver Jesper Sølver Schou og Jens-Martin Roikjer Bramsen.
Det er svært at skrue op for tempoet på udtagning af lavbundsjorde, når der er mange forskelige myndigheder og lodsejere involverede, skriver Jesper Sølver Schou og Jens-Martin Roikjer Bramsen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Jesper Sølver Schou
Jens-Martin Roikjer Bramsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Udtagning af 100.000 hektar lavbundsjord er et væsentligt element i Landbrugsaftalen, og repræsenterer cirka 25 procent af de konkrete reduktioner, som ligger i aftalen. Indtil videre har det dog vist sig vanskeligt at realisere lavbundsprojekter, og tempoet halter gevaldigt. Når man så samtidig betænker, at det overvejende er de mest oplagte projekter med stor lokal opbakning, som hidtil er gennemført, kan man godt blive bekymret for, om det er muligt at udtage jord i det ønskede omfang inden 2030.

Denne bekymring deles for så vidt af alle parter. I Landbrugsaftalen er det derfor besluttet at nedsætte en ekspertgruppe for lavbundsjorder, der kan ”bidrage til at øge det tekniske reduktionspotentiale for udtagning af lavbundsjorder med en målsætning om at fremme realiseringen”. Imidlertid ved vi allerede nu ganske meget om de praktiske problemer ved udtagning af landbrugsjord. Tempoet kan for eksempel være svært at gøre noget ved, når mange forskelige myndigheder og lodsejere er involverede. Elefanten i rummet, som ingen rigtig tør tale om, er dog, at udtagningen skal basere sig på frivillighed.

100 procent opbakning kan blive svært
Historisk har jorden til de enkelte ejendomme ikke været samlet. Ved udflytningen af gårdene for mere end 200 år siden skulle alle have lidt af den gode jord, og engen blev også fordelt mellem bønderne, så alle kunne have noget til afgræsning for deres kvier om sommeren.

Selv om vi siden 1950'erne har haft en voldsom strukturudvikling, er ejerskabet af landbrugsjorden fortsat fragmenteret. Skal man udtage og oversvømme et sammenhængende område, vil man derfor skulle indgå aftaler med en lang række lodsejere. Måske er langt de fleste lodsejere positivt indstillede, men der er sjældent 100 procent opbakning.

Der kan være mange årsager til, at lodsejere ikke vil være med. Nogle er måske bare lidt skeptiske og vil gerne se nogle erfaringer fra andre steder. Andre tænker strategisk og håber at få en større betaling, hvis tiden går, og presset for at få alle med stiger. Andre igen er måske bekymrede for oversvømmelse af de omkringliggende marker, fordi vandspejlet stiger og afdræningen bliver forringet. Og andre igen har måske husdyrproduktion, hvor de ikke kan undvære jorden.

Hvor langt skal frivilligheden række?
Omfattende tilskudsbaseret udtagning af sammenhængende områder med lavbundsjord af frivillighedens vej kan derfor vise sig at blive endog meget vanskeligt. Opgaven ville være lidt mere realistisk, hvis vi havde tid til at vente på, at folk vænner sig tanken, og at for eksempel staldanlæg og maskiner blev afskrevet. Men den tid har vi ikke, hvis deadline er i 2030. Om man kan lide det eller ej, er det derfor nødvendigt at tage en diskussion om rækkevidden af frivillige ordninger og behovet for andre værktøjer, såsom ekspropriation.

Jordfordeling er en ganske velafprøvet og institutionaliseret metode, hvor flere lodsejere indgår i en kabale af ombytning af jordlodder, hvor alles interesser tilgodeses

Jesper Sølver Schou og Jens-Martin Roikjer Bramsen, Lektor, akademisk medarbejder, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

Før vi diskuterer ekspropriation, er der dog også andre metoder, der kan bringe os langt. Jordfordeling er en ganske velafprøvet og institutionaliseret metode, hvor flere lodsejere indgår i en kabale af ombytning af jordlodder, hvor alles interesser tilgodeses. En omfattende succesfuld jordfordeling, hvor landbrugsjord skal tages ud af drift, vil dog kræve, at staten er med som aktiv medspiller og har arealer at bytte med.

Metoden forudsætter derfor, at staten er villig til at opkøbe ejendomme og arealer, som senere kan bruges som erstatningsjorder i jordfordelinger. En jordfordeling kan endda også være yderligere attraktiv for både landmænd og samfund, hvis den muliggør en bedre arrondering af bedriftens arealer, da driftsomkostninger og trafik med tunge landbrugskøretøjer på vejene vil blive reduceret.

Hvis der er herlighedsværdier knyttet til arealet, kan tilbud om alternative arealer vise sig ikke at være attraktivt, idet herlighedsværdien ofte knytter sig til ejerskabet af netop dét konkrete areal. Her kan en løsning være en køb-og-tilbagesalgs ordning, hvor landmanden beholder ejerskabet efter at være kompenseret for de indskrænkninger i brugsretten, som ekstensivering af lavbundsarealet medfører. Denne tilgang, ofte i kombination med jordfordeling, er også kendt og velafprøvet eksempelvis ved re-etablering af søer og vådområder på tidligere drænede landbrugsarealer.

Ekspropriation må anvendes i yderste konsekvens
Hvorvidt frivillige tilskudsordninger, jordfordeling og køb-og-tilbagesalgsordninger er nok til at få alle lodsejere med ombord, er alligevel tvivlsomt. Derfor bør man politisk gøre sig klart, at ekspropriation i yderste konsekvens må anvendes for at bringe de mange projekter i mål. Alene muligheden for ekspropriation kan utvivlsomt øge motivationen for at finde en god løsning, men det har også potentiale for at blive en rigtig varm politisk kartoffel.   

Samlet set må en realistisk implementering af ønsket om udtagning af 100.000 hektar lavbundsområder kunne håndtere tre udfordringer: først, at der kun er kort tid til at nå målet, dernæst at ikke alle landmænd har interesse i at afstå jord, og for det tredje, at der vil være behov for betydelige og varige kompensationer eller opkøb af de berørte jorder. Derfor må man sætte spørgsmålstegn ved, om tidsbegrænsede tilskud, som de kendes fra EU's landbrugs og miljøordninger, kan bringe os tæt på målet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion