Debat

L&F til Lea Wermelin: Landbruget arbejder allerede for naturen

DEBAT: Landbruget har i de seneste år igangsat adskillige initiativer på naturområdet, og danske landmænd er kendetegnet ved ønsket om at forbedre sig. Det bør miljøministeren anerkende, skriver Lone Andersen fra L&F.

Danske landmænd og L&F er ikke tunge at danse med, når det kommer til naturen, skriver Lone Andersen.
Danske landmænd og L&F er ikke tunge at danse med, når det kommer til naturen, skriver Lone Andersen.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lone Andersen
Viceformand, Landbrug & Fødevarer

Landmændene er nogle af Danmarks vigtigste naturforvaltere. Sådan lød budskabet fra miljøminister Lea Wermelin (S) på det netop afholdte delegeretmøde i Landbrug & Fødevarer.

Det er jeg selvfølgelig rigtig glad for, at ministeren synes – og det er jeg helt enig i. Og netop derfor har vi jo også i de seneste år taget vores ansvar alvorligt.

Vi har arbejdet målrettet med natur og biodiversitet både internt i organisationen og i samarbejdet med en række andre interessenter.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Så når ministeren i sin delegeretmødet-tale fortsatte med en opfordring om, at vi fra landbruget sætter nogle ambitiøse mål for naturindsatsen, så ærgrer det mig noget, at ministeren ikke samtidig benyttede lejligheden til at anerkende den rejse, vi har været på og stadig er på i landbruget, når det handler om natur og biodiversitet.

Ministeren sagde det ikke lige så direkte som Steen Gade i hans indlæg i Altinget i sidste uge. Her var påstanden – ganske uberettiget – at ”Landbrugsorganisationerne er tunge at danse med” på naturområdet.

Ønsket om at få ny viden og blive bedre til sit fag er netop noget, som kendetegner de danske landmænd.

Lone Andersen
Viceformand, Landbrug & Fødevarer

Men uanset formuleringerne, så føler jeg et behov for at nævne bare nogen af de initiativer, som vi har taget på naturområdet de seneste år.

Fælles fokus på naturen i det åbne land
Allerførst vil jeg gerne pege på det fælles udspil om en indsats for natur og biodiversitet i det åbne land, som Landbrug & Fødevarer sidste efterår udarbejdede sammen med en række andre organisationer fra både natur- og produktionssiden.

Her peger vi på centrale barrierer for naturindsatsen og giver anbefalinger til den fremtidige naturforvaltning i Danmark.

Udspillet blev til som et input til det varslede arbejde med regeringens natur- og biodiversitetspakke, og jeg håber, at ministeren har læst det og vil lade sig inspirere af det.

Der er i hvert fald rigeligt at tage fat i – både handlingsorienterede konkrete forslag og steder, hvor lovgivning med videre kan skrues mere hensigtsmæssigt sammen for at sikre de bedste rammer for en målrettet indsats.

Det fælles udspil udsprang fra det såkaldte ”natur og biodiversitetsforum”, som er blevet til på initiativ fra Landbrug & Fødevarer.

Det er et uformelt forum, hvor organisationer med interesse for natur og biodiversitet mødes og bliver klogere både på hinandens holdninger og på den faglighed, som skal ligge til grund for vores naturindsats.

Vi er langt fra enige om alt, men jeg tror, jeg taler for flere andre end mig selv, når jeg siger, at de drøftelser, vi har haft, i hvert fald ikke har øget afstanden mellem os.

Fire tiltag der gør en forskel
Desværre er det store arbejde med Natur- og biodiversitetspakken jo udskudt til 2021, men det forhindrer os ikke i at have nogle ønsker til de forhandlinger om naturtiltag, som vi kan forstå, er i gang i disse dage.

Her foreslår vi fire tiltag, som kan være med til at gøre en reel forskel for naturen i det åbne land:

  1. Flere nationale midler til naturpleje af særligt værdifulde naturområder samt områder omfattet af forbuddet mod gødskning, sprøjtning og omlægning af § 3-arealer
  2. Mere viden og rådgivning til landmænd om naturværdierne på deres ejendomme og om, hvordan de bedst forvaltes
  3. En genåbning af tilskudsordningen til læhegn og andre småbeplantninger i det åbne land
  4. Flere midler til sammenbinding af værdifulde naturområder.

Af andre tiltag, som jeg har lyst til at fremhæve, er Landbrug & Fødevarers kampagner for bier og viber.

Begge kampagner giver nogle let tilgængelige råd til landmanden om, hvad der skal til for at skabe bedre vilkår for de konkrete arter.

Begge kampagner hviler på et solidt fagligt grundlag og er blevet til i samarbejde med andre centrale interessenter på området.

Vi ved, at bikampagnen har inspireret mange landmænd til at gøre en indsats og til at tænke sig om en ekstra gang, inden de slår blomstrende vejkanter eller fjerner det døde ved fra læhegnet eller vildtremisen.

Ønsket om ny viden kendetegner landmænd
Jeg vil også nævne det store arbejde, som foregår i regi af SEGES hos dygtige faglige medarbejdere.

Der arbejdes målrettet med at skabe mere viden om naturen i landbrugslandet og på at få den viden ud til landmændene.

Derfor undrer det mig noget, at ministeren i sin delegeretmøde-tale var forundret over at opleve landmænd, der efterlyste mere viden om natur og biodiversitet.

Ønsket om at få ny viden og blive bedre til sit fag er netop noget, som kendetegner de danske landmænd, og som er medvirkende til, at vi til stadighed udvikler vores erhverv - både når det kommer til at producere flere og bedre fødevarer og til at passe bedre på vores natur og miljø.

Dette afspejledes også i de meget succesfulde kurser om naturpleje, som SEGES i perioden 2015-2019 afholdt for Landbrugsstyrelsen.

I den periode blev cirka 1.600 landmænd klogere på, hvordan de bedst kunne gøre en indsats for naturen.

Den meget store interesse viser netop landmændenes ønske om hele tiden at få ny viden, og det er derfor dybt beklageligt, at man ikke fra ministeriets side kunne finde midler til at fortsætte denne indsats i 2020.

Læs også

Masser af lokale tiltag og samarbejdsvilje
Endeligt er jeg også nødt til at nævne alle de mange tiltag, der hver dag sker på landbrugsbedrifterne og i de lokale landbrugsforeninger rundt om i landet.

Blomsterstriber, agerhøneprojekter, naturplejeinitiativer og meget andet vidner om landmænd, som i høj grad tager deres ansvar alvorligt.

Så kære Lea Wermelin (og kære Steen Gade): Landbrug & Fødevarer og de danske landmænd er ikke tunge at danse med, når det kommer til naturen.

Vi vil gerne være med til at gøre en indsats for naturen.

Vi vil gerne være med til at finde de løsninger, der skal til for at vende krisen for naturen.

Og vi vil gerne være med til i samarbejde med organisationer og politikere at sætte nogle mål for naturindsatsen – præcis som vi har gjort det i forhold til klima og udtagning af lavbundsjorder.

Men det skal selvfølgelig ske på et solidt fagligt grundlag og på en måde, der sikrer holdbar balance med et bæredygtigt landbrug, så vi i fremtiden både har en levende natur og et levende landbrugserhverv.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lone Andersen

Viceformand for Landbrug & Fødevarer, formand for Familielandbruget og Copa-Cogega's arbejdsgruppe for økologi, gårdejer
Borris Landbrugsskole 1981

0:000:00