Steen Gade: Lav et omfattende eftersyn af natur- og biodiversitetsindsatsen

For 20 år siden – 30. oktober år 2000 – blev første fase af genopretningen af Skjern Å indviet. Af prins Joachim i et forrygende blæsevejr med vindstød af stormstyrke.

Næsten symbolsk for hele historien fra dengang åen i 1960'erne blev lagt i lænker og til det – efter hårde diskussioner og kampe – blev en realitet at genoprette skaderne. I det mindste en del af skaderne. 

Prins Joachim sluttede sin tale i blæsten med at udtale sit tillykke til Danmark med den nye Skjern Å. Interessant, fordi hans bedstefar, Frederik den niende, i sin tid i 1960'erne sagde nej til at se det kæmpestore afvandingsprojekt.

Den lokale landboforeningsformand Jens Smedegaard Mortensen fik ifølge flere kilder afslaget med ordene: "De ødelægger jo naturen, mand". Ikke just det, der i dag står på en mindesten i området – blandt andet for samme landboforeningsformand.

Faktisk står der det modsatte. Nemlig ros til dem, der lagde åen i lænker. Næsten symbolsk for hele den danske naturpolitik, hvor vi har meget svært ved at se i øjnene, hvor galt det står til – og måske især hvorfor.

De 20 år bør benyttes til at gennemføre et omfattende eftersyn af natur- og biodiversitetsindsatsen i Danmark.

Vi diskuterer alt for ofte natur alene som landskabelig skønhed eller særegenhed. Dermed er biodiversitet blevet ekstra nødlidende.

Steen Gade

Startskuddet kan passende være med udgangspunkt i regeringens og støttepartiernes forståelsespapirs formuleringer om urørt skov, klima, natur samt S-SF-aftalen om natur fra før valget, men der skal også et langt sejt træk til.

For Danmark ligger jo nærmest dårligst an i hele EU, viser den helt aktuelle rapport fra Det Europæiske Miljøagentur. Og hvad værre er: Den kan lægges direkte oveni rapport efter rapport, siden OECD i 1990'erne startede kritikken af Danmarks manglende naturindsats. 

Hovedproblemerne har i alle årene handlet om, at det dyrkede land fylder alt, alt for meget.

Vi er efter Bangladesh det land i verden, hvor landbrugets andel af jorden er højest. I Bangladesh, fordi de er så mange mennesker. I Danmark, fordi vi har så mange dyr.

Tør vi for alvor gribe ind med et storstilet genopretningsprojekt for hele Danmark? Vi har i hvert fald brug for det. Med klare måltal om øgning af naturarealerne og også med store spektakulære projekter som Skjern Å.

Der er nok naturarealer, der er blevet ødelagt for at skaffe mere landbrugsjord, som grundigt beskrevet i Keld Hansens omfattende dokumentation i 'Det tabte land'. Og mange af dem burde for længst have været taget ud af landbrugsdrift og ført tilbage.

Det andet hovedproblem er knyttet til opfattelsen af natur.

Heldigvis er der ikke mange, der lægger billet ind på betragtningen om, at en kornmark også er natur, som vi – hvor utroligt det end lyder – jo havde en miljøminister under den tidligere regering, der mente.

Men vi diskuterer alt for ofte natur alene som landskabelig skønhed eller særegenhed. Dermed er biodiversitet blevet ekstra nødlidende. Noget, som de kommende "naturnationalparker" forhåbentlig kan rette op på, men som kræver betydeligt mere.

Meget mere oplysning og – især – ærlig snak sammen med en bindende biodiversitetslov efter klimalovens model.

De politiske beslutninger omkring Skjern Å blev med 20 til 30 års tidsforskel  en slags "først den ene vej, og så den anden vej", mens de danske skatteydere blev mellem en halv og en hel milliard nutidskroner fattigere. 

Det lægger på ret dramatisk vis op til, at vi stiller spørgsmål om, hvad vi kan lære af det? For mig bør det første være at indse, at man ikke bare blindt kan tage stilling til natur- og biodiversitetsprojekter på baggrund af de økonomiske beregninger, der foreligger.

Begge projekter – altså både naturødelæggelsen i 1960'erne og genopretningen omkring årtusindskiftet – blev beregnet til at være økonomisk fordelagtige for samfundet.

Men havde man i 1960'erne prissat, at man senere skulle genoprette åløbet, eller blot at de dyrkede arealer jo helt af sig selv ville synke sammen og blive umulige at dyrke, så var ødelæggelserne af naturen jo aldrig blevet økonomisk rentabel.

Og da genopretningen blev endelig besluttet i 1993 under Svend Auken, blev det helt afgørende for beregningen, hvor høj den såkaldte kalkulationsrente blev fastsat.

Hvis Finansministeriet dengang havde fået sin vilje fuldt ud, så ville genopretningen næppe være blevet anset som samfundsøkonomisk fordelagtig.

Så hold på hat og briller, læs forudsætningerne for cost benefit-beregningerne nøje, og tag stilling ud fra natur- og biodiversitetssynspunkter, og følg ikke bare de tal, der står i analysen. Økonomi er jo ikke en eksakt videnskab og slet ikke, når det gælder natur og biodiversitet.