Marinbiolog: Jagt og fiskeri udgør en større trussel for havfugle end vindmøller

Indlægget er skrevet af Michael Olesen i sin egenskab af lektor emeritus ved Københavns Universitet. Han arbejder desuden på Rambøll.

Nu er havvindmøller igen kommet i modvind - angiveligt ud fra en bekymring om, at møllerne indskrænker sårbare havlevende fugles fødeadgang. Senest i forbindelse med planerne om en ny vindmøllepark syd for Omø, der ligger i et nyudpeget fuglebeskyttelsesområde.

Bekymringen er imidlertid ude af proportion, idet fuglene er langt mere truet af trawlfiskeri og havjagt, samt måske snæversynethed. Dette forsøges anskueliggjort med sagen om de aflyste vindmøller i Sejerøbugten i 2016.

Den ellers undseelig sortand trak overskrifter da den i 2016 blev brugt som begrundelse for at standse opførslen af kystnære havvindmøller. Det blev anset som en sejr for de kræfter der arbejder for naturen.

Men dette kan meget vel være en pyrrhussejr, da opførslen af vindmøller måske snarere vil have begunstiget leveforholdene for sortanden. Jagt, fiskeri og eutrofiering udgør sandsynligvis et langt større problem for sortanden.

Usikkert hvad sortandens tilbagegang skyldes
Sortanden er en lille dykand, der i mange marine Natura2000-områder nyder en særlig beskyttelse. Dette skyldes, at de relativt åbne og lavvandede danske farvande udgør nogle af de vigtigste globale lokaliteter for sortand populationen i vinterhalvåret.

På vej til og fra deres yngleområder i det nordlige Skandinavien og nordvestlige Rusland, tager nemlig i hundredtusindvis af sortænder ophold i de åbne og lavvandede dele af de danske farvande. Her dykker de ned til dybder på 15 meter for at finde føde, i form af især små nedgravede muslinger og snegle.

Populationen af sortand menes, at være på tilbagegang. Det er dog usikkert hvad det skyldes, men forringede leveforhold kan være en medvirkende årsag.

Generelt er der sket en tilbagegang for bunddyrene i de danske farvande. Dette skyldes en kombination af dårlige iltforhold og fiskeri med bundtrawl. Dertil kommer at der drives jagt på sortanden, hvilket i Danmark koster måske op til 8000 sortænder livet årligt.

Som at rette bager for smed
I forbindelse med energiforliget fra 2012, blev det besluttet at opføre kystnære vindmøller på en række lokaliteter i de indre danske farvande. Disse områder lå tæt op til Natura2000 områder, blandt andet Sejerøbugten. Denne lokalitet er kendt for at huse mange sortænder i vinterhalvåret, hvilket skyldes relativt gunstige fødebetingelser.

Når jagtens direkte og indirekte skadelige virkning for sortandsbestanden tages i betragtning, vil et jagtforbud være en noget mere probat måde at beskytte sortanden på end forbud mod at opstille vindmøller.

Michael Olesen
Marinbiolog, lektor emeritus, Københavns Universitet

Sortanden nyder derfor som Natura 2000 udpegningsart en særlig beskyttelse i Sejerøbugten, hvilket betyder, at påvirkninger af dens leveforhold skal underkastes en særlig vurdering i VVM processen forud for større anlæg til havs. Reglen er, at der i forbindelse med anlægget ikke må ske forringelser af de udpegede arters såkaldte bevaringsstatus. Det betyder, at intet der eventuelt vil kunne true en beskyttet population væsentligt, kan tillades.

Da sortanden er temmelig sky, går mistanken på at vindmøllerne vil skræmme ænderne fra at søge ind i området hvor de står. Det er da også dokumenteret, at sortand holder sig på behørig afstand af nyopførte havvindmøller. Dette på trods af, at møllernes tilstedeværelse antagelig vil fremme forholdene for bunddyr og i særdeleshed for dem sortanden lever af.

Ikke desto mindre har man i VVM rapporten taget udgangspunkt i, at de områder som møllerne beslaglægger, vil repræsentere en tilsvarende indskrænkning af sortandens traditionelle føde- og opholdsareal. En sådan dom vil imidlertid være som at ”rette bager for smed”, idet der ligger en del paradokser i at anklage vindmøller for at true sortandens ve og vel.

Jagtforbud er mere effektivt end forbud mod vindmøller
Havjagten er i sig selv ansvarlig for, at der herhjemme årligt skydes mellem fem og titusinde sortænder. Inde for samme havområde forsøger man således på den ene side at beskytte sortanden med henvisning til populationens tilbagegang, og på den anden side tillade en jagt på den.

Det bliver ikke mindre absurd af, at dykænder ikke har ry for at være særlig velsmagende. Dette er måske også baggrunden for, at man finder døde ænder på havbunden, som konstateret i forbindelse med en større videoundersøgelse af havbunden i Ålborg Bugt i efteråret 2016.

Det værste er dog nok, at sortandens skyhed over for menneskelige aktiviteter sandsynligvis skyldes, at de netop bliver efterstræbt under deres vinterophold i danske farvande. Denne nervøsitet for mennesker opleves om efteråret når sortanden samler sig i de danske farvandet og i store flokke går på vingerne så snart det mindste skib viser sig i horisonten.

Som for andre vandlevende fugle hvor jagttiden er ophævet eller kraftig ændret, ses ofte en ændring i deres skyhed over for mennesket. Dette kan man i udpræget grad konstater for en forhen sky fugl som skarven.

Det forekommer sandsynligt, at jagten er en medvirkende årsag til sortandens frygt for menneskelig aktivitet, herunder vindmøller. Det er derfor en nærliggende tanke, at sortanden med tiden vil vænne sig til vindmøller, og på samme måde som for eksempel edderfuglen lærer, at vindmølleområder tværtom er gode og trygge opholdssteder. Dels vil fødegrundlaget være bedre her end tilsvarende områder uden vindmøller, dels vil jagt i nærheden af havvindmøller som start skulle forbydes.

Når jagtens direkte og indirekte skadelige virkning for sortandsbestanden tages i betragtning, vil et generelt jagtforbud, være en noget mere probat måde at beskytte sortanden på end nok så mange forbud mod at opstille vindmøller. Sat på spidsen er det i sin konsekvens, mere hensynet til havjagten end til sortanden, at der lægges hindringer i vejen for opførelserne af havvindmøller.

Møller kan give gunstige leveforhold for bunddyr
Bunddyr vil normalt nyde godt af, at der opstilles vindmøller der hvor de lever. Dette skyldses primært at fiskeri med skrabende redskaber ikke må finde sted i disse områder. Den på den måde reducerede mekaniske forstyrrelse af havbunden giver bedre betingelser for de dyr og planter der lever her. En tilbagevenden fysik omlejring af sedimentet vil nemlig direkte beskadige de berørte organismer og indirekte gøre bunden mindre tilgængelig for en række mere specialiserede og krævende arter.

Dette fører ikke nødvendigvis til en mindre biomasse af bunddyr, men snarere til en kvalitativ ændring i den biologiske sammensætning. I områder med regelmæssig trawlfiskeri ses således en forskydning i art-, alder- og størrelsesfordelingen i retning af en dominans af relativt små opportunistiske arter.

Dertil kommer at vindmøllernes fundament vil kunne tjene som fæste for en række såkaldte epibentiske organismer. Dette øger variationen i området, hvilket ofte også vil øge produktiviteten knyttet til den oprindelige bund. Samtidig opnås nogle mere favorable økologiske betingelser.

Selv om det ikke kan udelukkes, at opstillingen af vindmøller vil indskrænke sortandens fødeområde væsentligt, er konklusion om, at havvindmøller i sig selv har en negativ konsekvens for bestanden af sortand, antageligvis forkert.

Michael Olesen
Marinbiolog, lektor emeritus, Københavns Universitet

Endelig virker møllerne dæmpende på bølgerne omkring dem, hvilket også vil reducere den mekaniske påvirkning af bunden. De ændrede strømforhold frembragt af møllerne, kan også bidrage til den fysiske heterogenitet i området og dermed for de gunstige leveforhold for bunddyrene.

Fiskerifrie områder vil give et tiltrængt pusterum
Fiskeriområdet vil umiddelbart blive indskrænket af, at der opstilles vindmøller i havet. I Danmark er fiskeritrykket generelt så massivt, at det har en direkte negativ indvirkning på de kommercielle fiskepopulationer. Ikke kun som følge af den direkte fiskedødelighed men også fordi en mindre populations sædvanligvis medføre et mindre afkom.

Fiskerifrie områder vil kunne give fiskene et tiltrængt pusterum og holde bestanden mere intakt. En større fiskepopulation vil indtil en vis grænse medføre en tilsvarende større reproduktion og dermed i sidste ende muliggøre et større og mere bæredygtigt fiskeri.

En henlægges af store dele af havområdet hvor fiskeri med aktive redskaber som trawl eller not er forbudt, som for eksempel Øresund, vil ikke kun forbedre de generelle forhold for bunddyrene, men også betyde en tilbagevenden af større fisk til de danske farvande.

Som på landjorden spiller de større dyr i havet en afgørende positiv virkning for den økologske balance og biodiversitet i naturen. Dette skyldes de større dyrs evne til at holde mellemstore dyr i ave, og dermed hindre at disse bliver så talrige, at det fører til overgræsning og sult.

Det valgte kriterie er uden proportion
Planlagte anlæg til søs (og til lands) skal altid vurderes i forhold til deres påvirkning af natur og miljø. De skrappeste krav eksisterer i forbindelse med Natura 2000 områder, hvor der ikke kan tillades nye aktiviteter såfremt det skader de udpegede naturtyper eller arter for området. Der skal anvendes et forsigtighedsprincip der tilsiger, at det skal udelukkes, at projektet kan påvirke udpegningsgrundlaget væsentligt. På trods af det ubestridte fornuftige i at anvende et forsigtighedsprincip, ligger miseren samtidig her.

Selv om det ikke kan udelukkes, at opstillingen af vindmøller vil indskrænke sortandens fødeområde væsentligt, er konklusion om at havvindmøller i sig selv har en negativ konsekvens for bestanden af sortand antageligvis forkert.

Fejlslutningen skyldes, at der alene fokuseres på de umiddelbare direkte effekter i relation til de eksisterende miljøforhold. Med opstillingen af vindmøller i Sejerøbugten har man således ræsonneret sig frem til, at det beslaglagte areal repræsenterer en indskrænkning sortandens fødesøgningsområde – punktum.

Herfra er der foretaget allehånde sofistikerede modelberegninger af hvad et sådant reduceret areal vil betyde for sortand bestanden. Disse komplicerede beregninger efterlader en forventning til, at vurderingen er foretaget på et solidt fagligt grundlag. Det valgte kriterie er dog uden proportion med de livsbetingelser der ellers er afgørende for sortandens trivsel.

Et forvrænget billede af virkeligheden
Det ligger desværre ikke i kortene at se på helheden og veje fordele og ulemper op mod hinanden. Et sådant tunnelsyn, er givetvis et resultatet af bestræbelserne på at gøre vurderingsprocessen operationel og ”omkostningseffektiv”, men - som det fremgår - med et noget forvrænget billede af virkeligheden til følge.

Samtidig skal det huskes, at alle de VVM’er der ikke fører til en afvisning – og de udgør trods alt flertallet – baserer sig på samme statiske tilgang, hvilket ikke just øger trygheden ved, at hensynet til natur og miljø bliver ordentlig varetaget.

Så ja, forsigtighedsprincippet skal holdes i hævd, men ikke i et reduceret et-til-et-forhold. I stedet bør der indgå relation til alle væsentlige komponenter, der bestemmer levevilkårene for de dyr, planter og naturtyper man ønsker at beskytte. Først da vil det være muligt at forstå vores komplicerede samspil med naturen og træffe beslutninger der sikre så gode økologiske tilstande som muligt.