Molbo-forvaltning eller samtænkning af interesser?

Det handler ikke bare om ”flere penge”. Men om bred politisk vilje til at få ryddet op i molbo-lovgivningen, som sætter rammerne for forvaltningen af vores natur- og erhvervsinteresser.

Bo Håkansson
Biolog

Af Bo Håkansson
Privatansat biolog

Kød fra krondyr smager fantastisk. En mørbrad koster 80 kroner kiloet. Derfor importerer vi krondyr fra Skotland, mens vi betragter den voksende danske krondyrbestand som også et voksende problem.

Kød fra fritgående kvæg smager også rigtig godt. Derfor produceres størstedelen af kødet af dyr i lukkede stalde, mens enge og overdrev mangler afgræsning.

Vildsvin fra skovene er af langt højere kvalitet end tamsvinene fra staldene. Til gengæld skal de ikke holdes på kost og øger naturindholdet i skovene … Skaderne, de forvolder på marker, skal på ingen måde bagatelliseres, men dækkes af kødproduktionen. Det skal løses politisk, og med rimelighed. Svinepesten?

Jo, det er rigtigt – men check lige: Faktisk er det langt overvejende tamsvin smittet via foder, der har smittet vildsvinene rundt om i Europa … Ikke omvendt.

Enten/Eller landbrug og natur
Lyder det som molbohistorier? Halvandet år efter Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger, og vel godt et årti efter Wilhjelmudvalgets tilsvarende anbefalinger, er det stadig situationen i Danmark: 2/3 af Danmark er under plov for at lave korn, som for en stor dels vedkommende herefter transporteres til dyrene i de lukkede stalde. For det kan nemlig ikke betale sig at tænke interesserne sammen.

Det er i dag ENTEN landbrug ELLER natur. Det på trods af at den tiltrængte naturpleje faktisk går rigtig fint i spænd med kødproduktion. I stedet for så at sige at bruge arealet én gang, til enten natur eller land- eller skovbrug, kan man faktisk få begge dele på samme areal – natur OG kødproduktion.

Sådan er det ikke, selvom det ikke er raketvidenskab. Men skiftende regeringer har i årtier undladt at tænke interesserne sammen. Tværtimod er der en frontal modstrid mellem skiftende regeringers politiske hensigtserklæringer om ”mere og bedre natur” og de virkemidler, som skulle realisere dem.

Dansk lovgivning er forældet
Dansk lovgivning er årtier efter lovgivningen i lande omkring os, hvor ønsket at tage vare på naturen og virkemidlerne til at gøre det faktisk peger i samme retning.

I Danmark indebærer naturbeskyttelsesloven et enormt incitament for landmænd til for enhver pris at undgå, at et areal bliver så naturagtigt, at det ”vokser ind” i naturbeskyttelseslovens § 3.

Tilsvarende for skovene og skovloven. Har man jord eller skov, som huser EU-beskyttede arter, er man virkelig på den. Vel er der mulighed for at indgå aftaler med Miljø- eller Fødevareministeriet om beskyttelse af artens levesteder. Men når den tidsbegrænsede aftale så udløber, fanger bordet: Arealet kan ikke indgå i driften igen. Hvor mange vil mon indgå en sådan aftale? Jeg vil ikke!

2/3 af Danmark er under plov. Andre 10-12 procent er veje og byer. Flere end hver femte danske plante- og dyreart er på ”Rødlisten” over truede arter. Skal vi blive ved at tale om naturens tilstand eller ændre på den?

Natur og erhverv skal sammentænkes
I 2014 undlader vi fortsat at tænke erhvervsinteresser sammen med naturinteresser. Vores lovgivning tager fortsat udgangspunkt i landbrug ELLER natur, i stedet for landbrug OG natur, og skovbrug OG natur, hvor det er muligt.

Vi laver i stedet ”lærkepletter” på markerne og lader være at slå grøftekanterne langs vejene for ”at give plads til naturen”. Vi dyrker majs og korn til dyrene i monokulturer for herefter at transportere det til de lukkede stalde ...

Det ærgerlige er, at langt størstedelen af landmændene og skovejerne jo faktisk meget gerne vil huse mere natur. Men kilometer-bureaukratiet fra EU, en dansk lovgivning, som skaber incitamenter til for enhver pris at undgå at skabe og pleje natur, og decideret tåbelige EU-støtteordninger og stramme danske fortolkninger af disse, forhindrer det.

Molbo-lovgivning
Det er faktisk ikke til at forstå, uanset partifarve. Og uanset om man er landmand, skovejer eller biolog. Dansk lovgivning kan faktisk indrettes sådan, at man som ejer af jord eller skov ikke ”straffes” for at tage vare på den natur, som alle partifarver giver udtryk for at glæde sig over, men tværtimod anspores til at gøre det.

Det ubegribelige er også, at landbrug, skovbrug og naturorganisationer jo alle har peget på modstriden mellem ønsket om mere og bedre natur i forhold til incitamenterne til at realisere ønsket. Ansvaret for absurditeterne er derfor udelukkende politisk.

Det handler ikke bare om ”flere penge”. Men om bred politisk vilje til at få ryddet op i Molbo-lovgivningen, som sætter rammerne for forvaltningen af vores natur- og erhvervsinteresser. Det skal være rentabelt at producere kvalitetskød fra kvæg på friland. Omlæg f.eks. momsen, så der bliver ”plads” til at dække de større driftsomkostninger på friland.

Skab sammenhæng og muligheder
Se på reglerne for afsætning af vildtkød og reglerne for kødproduktion i skove. Skovejerne har det svært økonomisk. Skab mulighed for at have BÅDE træ- og kødproduktion.

Hjortevildt skal være økonomisk attraktivt, ikke en byrde. Øg efterspørgslen på frilands- og vildtkød. Omlæg momsen. Man kan i Sverige. Skab sammenhæng i lovgivningen mellem mål og midler. Man kan i Norge.

Som både erhvervs- og naturbevidst kunne jeg nære et spinkelt men fromt håb om, at en forestående oprydning i lovgivningen under Miljøministeriet vil brede sig til Fødevareministeriet. Og at der ikke vil gå partipolitisk drilleri i at få lavet en Naturplan Danmark, som tænker interesserne sammen.