Naturnationalparkers Venner: Useriøse og forkerte påstande afsporer debatten

Debatten raser for tiden over de kommende naturnationalparker, som skal skabe bedre forhold for vores trængte biodiversitet.

Et lovforslag, som skal skabe de retslige rammer for områderne, har været i høring, og de to første områder i Gribskov og ved Fussingø er allerede udpegede.

Dermed er projektet blevet konkretiseret, og her opstår konflikterne. Med denne kronik ønsker foreningerne Naturnationalpark Gribskovs Venner og Naturnationalpark Fussingøs Venner at aflive nogle sejlivede myter og få fakta på bordet.

Både i Gribskov og ved Fussingø er der store brugergrupper, som ser særdeles positivt på, at de nye parker bliver en realitet. Store og visionære projekter møder imidlertid ofte modstand fra folk, som enten ikke forstår potentialet eller som føler sig truet af den kommende forandring.

Derfor er vi nødt til huske på, at baggrunden for naturnationalparkerne er, at naturen i Danmark er under stort pres, og det haster gevaldigt med at standse tabet af arter fra naturen. Femten nye naturnationalparker, hvor naturen skal have første prioritet, er på vej. Projekterne skal være fagligt velfunderede og præmisserne klare.

Kritikkerne af naturnationalparkerne husker altid at nævne, at de også ønsker en indsats for biodiversiteten, bare ikke lige netop i deres område – her er nemlig andre tungtvejende interesser, må man forstå. Det kunne eksempelvis være ridning, mountainbiking eller anden sportsudøvelse.

Naturen i Danmark mangler steder, hvor den kan udfolde sig på naturlige præmisser, og det medfører at mange arter er ved at forsvinde helt.

Christoffer Bonavent, Jens Lykkebo, Birgitte Bernt Nielsen og Karl-Åge Dalbæk Andersen
Medlemmer af hhv. Naturnationalpark Gribskovs og Fussingøs Venner

Alternativt sås der tvivl om virkemidlerne - oftest om behovet for store græssende dyr. Kan man ikke klare sig uden dyrene, eller i stedet begrænse sig til får og hjortevildt? Til disse indvendinger er der kun at sige, at vi har brug for en naturfagligt funderet indsats på det rigtige sted, hvis naturnationalparkerne skal virke efter hensigten. 

Det vil sige, at de skal placeres, der hvor de truede arter findes eller nemt kan sprede sig til, og at vi skal indføre de processer, som de fleste arter savner for at trives, nemlig græsning med store dyr, naturlig vandstand og træer, der får lov til at blive gamle og dø.

Her har vi også årsagen til, at man ikke ”bare” kan købe en masse landbrugsjord og lægge om til natur. Natur tager nemlig tid, foruden at rigtig mange elementer såsom jordbund og lokalt klima er med til at bestemme udviklingen. Dermed ikke sagt at vi ikke også skal genoprette natur på oplagte lokaliteter og skabe mere liv i landbrugslandet, det gavner bare ikke de arter, som er truede nu og her.

Fejlagtige påstande
Naturnationalparkerne har allerede inden deres udfoldelse været udsat for vidtrækkende beskyldninger. Man kan undre sig over, hvad der egentlig skulle være så slemt ved et område, hvor dyrelivet får lov til at boltre sig, hvor vegetationen udvikler sig naturligt, og hvor vi mennesker kan få lov til at komme og opleve naturen på dens egne præmisser?

Kan kritikerne have ret, når de udnævner naturnationalparkerne som en trussel mod folkesundheden og beskylder dem for at åbne for dyremishandling samt for at være til fare for de besøgende?

Lad os starte med den første påstand. Fra Almindingen på Bornholm til Molslaboratoriet på Djursland viser alle erfaringerne at store planteædere tiltrækker flere besøgende. Folk synes, at dyrene er spændende, og det får altså flere folk ud i naturen. Ydermere er der, i modsætning til hvad mange kritikere påstår, ingen hindring for at cykle og løbe i en naturnationalpark.

Det kræver således en meget kreativ tilgang til både regning og sundhed at udråbe de kommende naturnationalparker som trussel mod folkesundheden.

Det er meningen, at de udsatte dyr i naturnationalparkerne skal leve så naturlige liv som muligt. Det vil sige at de blandt andet får lov til at færdes frit indenfor hegnene, spise hvad de vil, når de vil, og vælge den mage, de vil.

Men det betyder også at de – ligesom hjortevildtet – skal finde deres egen føde om vinteren. De hårdføre heste og kvæg, som bliver sat ud, er fuldt ud i stand til at klare sig på lige fod med de andre vilde dyr, og ifølge lovgivningen skal de tilses jævnligt og antallet af dyr reguleres efter fødemængden.

Det vil altså sige, at de nyder godt af det frie liv, vi ellers under vilde dyr, samtidig med at der bliver skredet ind om nødvendigt. Her er det vigtigt at understrege, at det er helt naturligt at dyrene taber sig i vægt om vinteren – det betyder ikke at de lider. Det understreger blandt andre formand for Dyreetisk Råd, Bengt Holst, i et indlæg på TV2 Østjyllands hjemmeside. 

At beskylde naturnationalpark-konceptet for dyremishandling endnu inden de første parker er etablerede, er derfor helt ude af proportioner – især hvis man sammenligner med de korte og stærkt begrænsede liv, vi byder vores husdyr.

Til slut er der påstanden om, at dyrene skulle være til fare for de besøgende. Det er sandt, at man skal have respekt for store planteædere – de har mange kræfter og vil gerne have lov at passe sig selv. 

Men på trods af at vi rigtig mange steder har store græssende dyr gående i naturen, så er uheld enormt sjældne. Til sammenligning er der tusindvis af ulykker med ridende og hundredevis med mountainbikere – årligt. Det står naturligvis enhver frit for, om de vil bevæge sig ind i indhegningen med dyrene. Men de har sandsynligvis løbet en langt større risiko ved at sætte sig ind i deres bil og køre derhen.

Det er naturligvis i orden at være uenig i prioriteringen af biodiversiteten på vores fælles arealer, men det tjener kun til at afspore debatten, når useriøse og forkerte påstande som de ovennævnte bliver gentaget igen og igen.

Christoffer Bonavent, Jens Lykkebo, Birgitte Bernt Nielsen og Karl-Åge Dalbæk Andersen
Medlemmer af hhv. Naturnationalpark Gribskovs og Fussingøs Venner

Naturnationalparkerne er hårdt tiltrængte
Man kunne vende problemstillingen om og spørge, hvad vi egentlig skal med sådanne naturområder?

Først og fremmest skal vi standse biodiversitetskrisen. Naturen i Danmark mangler steder, hvor den kan udfolde sig på naturlige præmisser, og det medfører at mange arter er ved at forsvinde helt.

Plads alene er imidlertid ikke nok. Vi er også nødt til at genskabe nogle af de forhold, som førhen skabte gode betingelser for biodiversiteten, herunder store planteædere, som vi for længst har fjernet fra naturen i Danmark.    

Dernæst er der faktisk rigtig mange danskere, som ønsker at opleve mere vild natur. Hele 83 procent af danskerne ønsker ifølge en Gallup-undersøgelse udført for Danmarks Naturfredningsforening, at naturen i Danmark bliver vildere, og en underskriftindsamling af samme forening har fået over 51.000 underskrifter!