Professor: Esben Lundes skovplaner kan blive en milepæl for dansk natur

INTERVIEW: Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har lyttet til fagkundskaben i den konkrete udpegning af urørt skov, lyder det fra KU-professor Carsten Rahbek. Men det er endnu for tidligt at poppe champagnen, mener han.

Foto: Colourbox
Hjalte T. H. Kragesteen

Miljø- og fødevareministerens planer for de danske skove er på rette kurs.

Det vurderer en af landets førende eksperter, KU-professor Carsten Rahbek, der har været med til at levere en stribe anbefalinger til regeringen.

”Ministeren har i høj grad lyttet til, hvad vi har sagt. Og det er der grund til at rose,” siger han.

Mandag præsenterede regeringen sin udpegning af 13.300 hektar urørt skov og anden biodiversitetsskov, som blå blok aftalte med Naturpakken i 2016.

Det er ikke idéelt, at man finansierer det ved skovhugst.

Carsten Rahbek
Professor, Københavns Universitet

Områderne bliver fordelt mellem 45 skove over stort set hele landet.

Det blå ønske om at lægge naturindsatsen i skovene stammer helt tilbage fra 2015, da partierne var i opposition til SR-regeringen. Her stod de fire partier bag et fælles beslutningsforslag om at udlægge i alt 25.000 hektar af statens skove urørt – svarende til 20 procent – og med de 13.300 er der nu planer for omkring 22.300 hektar.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen sætter i en pressemeddelelse hak ved valgløftet.

”I dag sætter vi gang i en historisk stor indsats for danske skove. Regeringen har lovet, at en femtedel af statsskovene skal være biodiversitetsskov – det leverer vi på i dag. Udpegningerne hviler på et solidt, fagligt grundlag fra en række af Danmarks førende forskere,” siger han.

Det blå skov-mål er langt højere end de 500 hektar ekstra urørt skov, som SR-regeringen havde planer om. Men det hører også med til historien, at de blå partier i samme omgang lagde op til at sløjfe et forbud imod sprøjtning af naturområder, hvilket blev gennemført under V-regeringen i 2016.

Kan blive en milepæl
Som nævnt bakker Carsten Rahbek overordnet op om de udpegninger, som ministeren har præsenteret. Og derfor er potentialet stort, lyder det:

”Det kan blive en milepæl for den danske natur,” siger Carsten Rahbek.

Det er ikke tilfældigt, at han siger kan. For skal det virkelig gavne naturen i skovene, så kræver det den rette fremgangsmåde.

”Meget afhænger af, hvordan det bliver implementeret. Det er vigtigt, at man mentalt flytter sig væk fra skovdrift til en biologisk forvaltning. Skræmmeeksemplet var, da man indførte naturnær skovdrift, som dybest set bare var en form for skovbrug,” siger Carsten Rahbek.

Det har hele tiden været blå bloks plan, at overgangen til urørt skov skal finansieres ved at fælde udvalgte træer. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen lover dog, at de træer, som er vigtigst for at sikre biodiversitet, ikke vil blive fældet.

Eksperter skal komme med flere input
Men Carsten Rahbek er ikke helt overbevist.

”Det kan bøjes til, at man godt nok lader alle de krøblede, mærkelige træer med hulninger være, men tager alle de gamle store træer. Det vil være katastrofalt,” siger Carsten Rahbek.

Han bliver dog beroliget af, at ministeren også har bedt eksperterne om input til implementering:

”Og han har jo lyttet i første omgang,” siger Carsten Rahbek.

Han kalder det ”en knast”, at regeringen overhovedet lægger op til at gennemføre indsatsen ved at fælde træer i de områder, der skal lægges urørt.

”Det er ikke idéelt, at man finansierer det ved skovhugst. Derfor er det også vigtigt, at det bliver udført så lidt ødelæggende som muligt,” siger Carsten Rahbek.

Får ikke mest for pengene
Den anden knast, som Carsten Rahbek har noteret sig, er de rammer, som eksperterne har fået udstukket. Det har nemlig været givet på forhånd, at 10.000 hektar skal være løvskov og 3.300 hektar skal være nåletræsplantager. Men den opdeling er ikke optimal.

”Set ud fra et omkostningseffektivt synspunkt er det ikke den måde, man får mest biodiversitet for pengene. Hvis vi havde lavet en analyse, der ikke havde faste rammer, så ville vi anbefale meget mere løvskov,” siger Carsten Rahbek.

Han benytter også lejligheden til at henlede opmærksomheden på en tidligere analyse, som konkluderer, at der er behov for 75.000 hektar urørt skov i Danmark, hvis tilbagegangen for naturen skal standses. Og at der i den forbindelse er stort behov for en indsats i de private skove.

”Så selvom regeringen har taget et stort skridt i den rigtige retning, må vi også sige: Vi er langt fra at være i mål,” siger Carsten Rahbek.

Planerne kommer i høring den 2. februar og varer otte uger.

Se kort over de udpegede områder her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carsten Rahbek

Professor, centerleder, Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, Københavns Universitet, professor, Imperial College, London, Professor, Peking Universitet, medlem, det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, medlem, Biodiversitetsrådet
ph.d. i biologi (Københavns Uni. 1995)

Esben Lunde Larsen

Senior landbrugsspecialist, Verdensbanken, fhv. miljø- og fødevareminister, uddannelses- og forskningsminister og MF (V)
cand.theol. (Københavns Uni. 2008), ph.d. (Københavns Uni. 2013)

0:000:00