R-kandidat i København: Der er en laissez fair-attitude til retsstaten i toppen af rådhuset

Der er et kulturproblem i toppen af rådhuset. Det blev særlig tydeligt for mig, da Planklagenævnet i sommer sendte en afgørelse ud om Lærkesletten, hvor der tydeligt stod: “afgørelsen betyder, at lokalplanen og kommuneplantillægget ikke må udnyttes”.

By & Havns maskiner fortsatte alligevel, mens rådhuset sad på hænderne. Det var grotesk i mine øjne. Et eksempel på en laissez fair-attitude til naturrettighederne. Og det er ikke en enlig svale.

Danmarks Naturfredningsforening forsøger eksempelvis lige nu at forhindre en dispensation fra fredningen af dele af Nørrebroparken*. I den forbindelse udtalte politisk ordfører for Socialdemokratiet på rådhuset Jonas Bjørn for nyligt følgende til Berlingske: “Jeg ved ikke, hvad deres (Danmarks Naturfredningsforening, red.) motiv er. Men hvis de bruger et slagsmål på Amager (om Lærkesletten, red.) til at tage børn og unge på Nørrebro som gidsler, så synes jeg, de har et alvorligt problem som forening”.  

I min optik bør en politiker ikke skyde Danmarks Natur-f-r-e-d-n-i-n-g-s-forening skæve motiver i skoene, når de beskytter en fredning. Det er forrykt.

Det halter med respekten for restatens processer omkring naturen
Vi skal ikke ende der, hvor halv-orbanistiske angreb fra en socialdemokratisk ordfører mod grønne NGO'er, svøbt ind i retorik om børnegidseltagninger, fører til civilsamfundets svækkelse. Og lad os huske her, at politikere fra en stor del af det politiske spektrum har anklaget Danmarks Naturfredningsforening for eksempelvis at løbe ærinder for Enhedslisten.

Uanset om man er for eller imod projektet, må vi alle stå vagt om, at direktiver skal overholdes

Emil Sloth Andersen
Kandidat, Radikale Venstre i København

Risikoen er, som vi ser det i Orbans Ungarn, at den her retorik kan bane vejen for ny lovgivning og regelsæt, der undergraver NGO'ers arbejde. Måske samtidig med at befolkningen råber mindre op, fordi politikerne er lykkedes med at stække deres troværdighed.

På flere fronter endnu halter det med respekten for retsstatens processer omkring naturen.

Tilbage i februar da Danmarks Naturfredningsforening talte kritisk imod lokalplanen for Lærkesletten, sagde Jonas Bjørn, at Danmarks Naturfredningsforening havde kommercielle interesser i forløbet**. For Danmarks Naturfredningsforening kunne jo få medlemsfremgang af sagen. Danmarks Naturfredningsforening viste sig dengang netop at få midlertidig medhold hos Planklagenævnet og senere i byretten. Det beviste præcis, hvorfor grønne NGO'er udgør et sundt modtryk. 

Men ak, eksemplerne på laissez fair-attituden stopper ikke her.

Sæt projekt Lynetteholmen på pause
Ifølge Ellen Margrethe Basse er det helt klart i strid med VVM-direktivet (vurderinger af projekters indvirkning på miljøet), at man ikke foretager en miljøvurdering af Lynetteholmen. Når sådan et udsagn kommer frem, bør vi alle, i min optik, overveje, om Lynetteholmen ikke bør sættes på pause, indtil sikkerheden er større.

For uanset om man er for eller imod projektet, må vi alle stå vagt om, at direktiver skal overholdes, ikke sandt? Akkurat som vi kræver af Polen og Ungarn, at de lever op til de direktiver og forordninger, som de tilsvarende har underskrevet. Igen har vi ikke hørt skyggen af bekymring fra Socialdemokratiet, som fører kraftigt an for Lynetteholmen, og andre partier har også, i min optik, været for tavse.

Forsinkelser og droppede projekter er retsstatens pris
Når jeg lægger forløbene om Lærkesletten i sommer, sagen om Nørrebroparken, forløbet om Lynetteholmen og de underlødige angreb på naturrettighedsorganisationer sammen, så efterlader det ikke meget tvivl hos mig om, at der er noget galt på rådhuset. Lige nu må vi slå ring om naturrettighedsorganisationerne, så de hårde angreb ikke fører til, at de mister magt gennem forringede fredningsbestemmelser, afskaffelser af klageretter og deslige.

Det her handler ikke om, hvorvidt du er for eller imod affredninger, Lynetteholmen eller Fælledby på Lærkesletten i sig selv. Det handler om, at eksempelvis Danmarks Naturfredningsforening, Amager Fælleds Venner og Lynetteholmen-modstandere åbenlyst skaber checks and balances i dag, i samspil med nævn og domstole.

Med Lærkesletten er det eksempelvis sandsynligt, ifølge miljøretsprofessor Peter Pagh, at lokalplanen helt må laves om, fordi naturrettigheder overskrides. Klager en organisation, helt jævnfør naturfredningsloven og retsstatens vilkår, droppes projekterne ikke af den grund. De bliver blot kulegravet. At en kunstgræsbane i Nørrebroparken, som måske skal stå i 100 år, så risikerer at blive forsinket et par år eller blive droppet, ja det er så retsstatens pris. Den må vi alle betale.

“Du kan stikke din analyse af min strategi skråt op,” skrev Jonas Bjørn fra Socialdemokratiet i øvrigt til mig i en offentlig Facebook-tråd.

Men jeg fortsætter ufortrødent.

* I en tidligere version af indlægget fremgik det, at Danmarks Naturfredningsforening vil forhindre en affredning af dele af Nørrebroparken. Der er imidlertid ikke tale om en egentlig affredning af parken, men om en dispensation fra fredningen, der kan gives til f.eks. rekreative formål. 

** Tidligere kunne det læses som om, at Jonas Bjørn Jensen mener, at DN alene har kommercielle interesser i spørgsmålet om Amager Fælled. Dette er nu præciseret.