Forskere: Der mangler evidens for genforvildning af naturen

Af Jesper Bak og Christian F. Damgård
Seniorrådgiver og professor ved Bioscience på Aarhus Universitet

I et indlæg 10. november af undertegnede med flere advarer vi mod at udrulle en forvaltning med "genforvildning" over store dele af vores bedste, beskyttede, lysåbne natur, uden at der foretages en grundig konsekvensvurdering.

Det har affødt kommentarer fra Hans Henrik Bruun med flere og Rune Engelbreth Larsen. Indlæggene kan ses som eksponenter for den danske naturdebat de seneste år, der har været domineret af en dagsorden om "genforvildning" af dansk natur.

Der er rigtig mange emner oppe at vende i de forskellige indlæg. Vi har i denne korte replik valgt at fokusere på den beskyttede, lysåbne natur og vidensgrundlaget for forvaltning heraf.

Beskyttet natur
Rune Engelbreth fortsætter i sit seneste indlæg en diskussion om (beskyttet) natur i Danmark, som han vurderer til under én procent, måske nærmere nul procent.

I 1992 blev det meste af den på det tidspunkt resterende lysåbne danske natur (undtagen småbiotoper) beskyttet gennem Naturbeskyttelseslovens paragraf tre.

Hvis Rune Engelbreth eller andre ligger inde med dokumentation, der kan underbygge, at "genforvildning" vil sikre gunstig bevaringsstatus for alle naturtyper, så må dokumentationen fremlægges

Jesper Bak og Christian F. Damgård
Seniorrådgiver og professor ved Bioscience på Aarhus Universitet

Beskyttelsen har store begrænsninger, men uden beskyttelse havde naturtyperne næppe eksisteret i dag. Der har dog været en markant tilbagegang i tilstand, specielt for heden.

Siden da er Habitatdirektivet kommet til, der sikrer en mere reel beskyttelse af en række naturtyper omfattet af direktivets bilag et, hvor direktivet kræver, at arealet i god tilstand for de enkelte naturtyper skal være konstant eller i fremgang.

Det paragraf tre-beskyttede areal af fersk eng, overdrev, mose, hede og strandeng udgør i dag knap ni procent af landets areal. Dertil kommer søer og beskyttet skov.

3,2 procent af landets areal er beskyttet, lysåben natur indenfor Natura 2000-områderne, men direktivet kræver også en vis beskyttelse af habitatnaturen udenfor Natura 2000-områderne. Det er korrekt, at Natura 2000-områderne også indeholder andre arealanvendelser, men disse indgår ikke i de 3,2 procent.

Selvom beskyttelsen af arealer, der udelukkende har paragraf tre-beskyttelse, i dag er begrænset, så er det dog ikke tilladt at pløje eller dræne arealerne, som det anføres i Rune Engelbreths indlæg.

En falsk modsætning
Den mulige diskrepans, mellem hvad der anses for natur eller ikke-natur, beskyttet eller ikke-beskyttet, kunne løses ved at sikre en mere reel beskyttelse af paragraf tre-natur og en reel implementering af Habitatdirektivet, så den nuværende tilbagegang i tilstand i det mindste vendes.

Oven på dette kunne bygges naturgenopretning af tabte arealer for de enkelte naturtyper. Mere plads ville også give en større frihed til at afprøve forskellige driftsformer og skabe områder med mere dynamiske mosaikker af forskellige naturtyper.

Mange af de næringsfattige, lysåbne naturtyper, der er beskyttet af Habitatdirektivet (og har nogen beskyttelse gennem Naturbeskyttelsesloven), er mere eller mindre driftsbetingede og kræver en drift/pleje, der blandt andet fjerner næringsstoffer og sikrer naturtypernes struktur og funktion for at kunne fastholde dem i – eller opnå gunstig bevaringsstatus.

Rune Engelbreth prøver i sit indlæg at skabe et skel mellem produktion (ondt, skal stoppes) og driftsomkostninger til naturpleje. Modsætningen er falsk, fordi meget lidt lysåben natur i dag drives ud fra produktionshensyn, og naturplejen ofte efterligner en tidligere, ekstensiv drift, der i dag blot giver underskud.

Indretningen af støtteordninger kan give en skævvridning, men salg af produkter kan medvirke til at reducere omkostningerne – og fjernelse af næringsstoffer vil i mange tilfælde være nødvendig.

Helårsgræsning med heste og køer og uden fjernelse af biomasse kan betyde eutrofiering og tilgroning af de lysåbne naturtyper og i sidste ende udvikling af skov.

Tab af samlet areal
Det er korrekt, at Habitatdirektivet giver en vis frihed til, at naturtyper udvikler sig.

Problemet er imidlertid, at vi ikke i det nuværende eutrofierede landskab har en god metode til at skabe for eksempel ny hede i god tilstand. "Genforvildning" af andre arealer kan måske nok forventes at skabe pletter med lyng – men ikke hede.

Tab af areal et sted vil derfor medføre tab af det samlede areal, og det vil allerede i den nuværende situation være meget svært og dyrt at sikre god bevaringsstatus for indlandshede.

Det er ikke kun et problem i forhold til direktivforpligtigelserne, men også for den samlede biodiversitet, fordi tilbagegang for – eller tab af – hele naturtyper med stor sandsynlighed vil betyde tab af arter.