Forskere: Der mangler evidens for genforvildning af naturen

DEBAT: Planerne for arbejdet med dansk natur er så vigtige, at de skal baseres på faktuel, evidensbaseret viden. Dokumentationen for fordele ved genforvildning mangler stadig, skriver forskere.

Af Jesper Bak og Christian F. Damgård
Seniorrådgiver og professor ved Bioscience på Aarhus Universitet

I et indlæg 10. november af undertegnede med flere advarer vi mod at udrulle en forvaltning med "genforvildning" over store dele af vores bedste, beskyttede, lysåbne natur, uden at der foretages en grundig konsekvensvurdering.

Det har affødt kommentarer fra Hans Henrik Bruun med flere og Rune Engelbreth Larsen. Indlæggene kan ses som eksponenter for den danske naturdebat de seneste år, der har været domineret af en dagsorden om "genforvildning" af dansk natur.

Der er rigtig mange emner oppe at vende i de forskellige indlæg. Vi har i denne korte replik valgt at fokusere på den beskyttede, lysåbne natur og vidensgrundlaget for forvaltning heraf.

Beskyttet natur
Rune Engelbreth fortsætter i sit seneste indlæg en diskussion om (beskyttet) natur i Danmark, som han vurderer til under én procent, måske nærmere nul procent.

I 1992 blev det meste af den på det tidspunkt resterende lysåbne danske natur (undtagen småbiotoper) beskyttet gennem Naturbeskyttelseslovens paragraf tre.

Beskyttelsen har store begrænsninger, men uden beskyttelse havde naturtyperne næppe eksisteret i dag. Der har dog været en markant tilbagegang i tilstand, specielt for heden.

Siden da er Habitatdirektivet kommet til, der sikrer en mere reel beskyttelse af en række naturtyper omfattet af direktivets bilag et, hvor direktivet kræver, at arealet i god tilstand for de enkelte naturtyper skal være konstant eller i fremgang.

Det paragraf tre-beskyttede areal af fersk eng, overdrev, mose, hede og strandeng udgør i dag knap ni procent af landets areal. Dertil kommer søer og beskyttet skov.

3,2 procent af landets areal er beskyttet, lysåben natur indenfor Natura 2000-områderne, men direktivet kræver også en vis beskyttelse af habitatnaturen udenfor Natura 2000-områderne. Det er korrekt, at Natura 2000-områderne også indeholder andre arealanvendelser, men disse indgår ikke i de 3,2 procent.

Selvom beskyttelsen af arealer, der udelukkende har paragraf tre-beskyttelse, i dag er begrænset, så er det dog ikke tilladt at pløje eller dræne arealerne, som det anføres i Rune Engelbreths indlæg.

En falsk modsætning
Den mulige diskrepans, mellem hvad der anses for natur eller ikke-natur, beskyttet eller ikke-beskyttet, kunne løses ved at sikre en mere reel beskyttelse af paragraf tre-natur og en reel implementering af Habitatdirektivet, så den nuværende tilbagegang i tilstand i det mindste vendes.

Oven på dette kunne bygges naturgenopretning af tabte arealer for de enkelte naturtyper. Mere plads ville også give en større frihed til at afprøve forskellige driftsformer og skabe områder med mere dynamiske mosaikker af forskellige naturtyper.

Mange af de næringsfattige, lysåbne naturtyper, der er beskyttet af Habitatdirektivet (og har nogen beskyttelse gennem Naturbeskyttelsesloven), er mere eller mindre driftsbetingede og kræver en drift/pleje, der blandt andet fjerner næringsstoffer og sikrer naturtypernes struktur og funktion for at kunne fastholde dem i – eller opnå gunstig bevaringsstatus.

Rune Engelbreth prøver i sit indlæg at skabe et skel mellem produktion (ondt, skal stoppes) og driftsomkostninger til naturpleje. Modsætningen er falsk, fordi meget lidt lysåben natur i dag drives ud fra produktionshensyn, og naturplejen ofte efterligner en tidligere, ekstensiv drift, der i dag blot giver underskud.

Indretningen af støtteordninger kan give en skævvridning, men salg af produkter kan medvirke til at reducere omkostningerne – og fjernelse af næringsstoffer vil i mange tilfælde være nødvendig.

Helårsgræsning med heste og køer og uden fjernelse af biomasse kan betyde eutrofiering og tilgroning af de lysåbne naturtyper og i sidste ende udvikling af skov.

Tab af samlet areal
Det er korrekt, at Habitatdirektivet giver en vis frihed til, at naturtyper udvikler sig.

Problemet er imidlertid, at vi ikke i det nuværende eutrofierede landskab har en god metode til at skabe for eksempel ny hede i god tilstand. "Genforvildning" af andre arealer kan måske nok forventes at skabe pletter med lyng – men ikke hede.

Tab af areal et sted vil derfor medføre tab af det samlede areal, og det vil allerede i den nuværende situation være meget svært og dyrt at sikre god bevaringsstatus for indlandshede.

Det er ikke kun et problem i forhold til direktivforpligtigelserne, men også for den samlede biodiversitet, fordi tilbagegang for – eller tab af – hele naturtyper med stor sandsynlighed vil betyde tab af arter.

Genforvildning kan stride imod loven
Der er enkelte europæiske eksempler på "genforvildning" af Natura 2000-beskyttede arealer.

Det mest kendte er nok Oostvaardersplassen i Holland, der af mange grunde har været kontroversielt. Her indgår imidlertid kun fugle i udpegningsgrundlaget.

Det vil være en helt anden historie med de foreslåede danske "naturnationalparker", hvor "genforvildning" som erstatning for de nuværende Natura 2000-planer i mange tilfælde kan forventes at stride mod udpegningsgrundlaget – hvilket vil være ulovligt.

En meget væsentlig pointe i indlægget 10. november er, at der mangler evidens for, at "genforvildning" kan sikre gunstig bevaringsstatus for blandt andet hede. Denne pointe understreges af de to referencer, som Bruun med flere vælger at pege på.

Den ene er en rapport udgivet af Naturstyrelsen, der udelukkende drejer sig om skov. Den anden reference er en rapport udgivet af danske Ipbes, hvor en væsentlig del af forfatterne er aktive fortalere for "genforvildning".

Rapporten forholder sig ikke konkret til, hvordan habitatforpligtigelserne om gunstig bevaringsstatus for bilag et-naturtyper kan opnås, og rapporten omtaler ikke hede.

Rapporten (15 sider, illustreret) præsenteres som en ekspertudtalelse baseret på videnskabelig konsensus, men tegner, så vidt det kan ses, udelukkende forfatternes egne synspunkter – og har mest karakter af et naturpolitisk debatindlæg.

Universitetsforskning nødvendig
Der er givet og gives rigtigt meget rådgivning fra universiteterne vedrørende forvaltning af lysåben natur.

Sidst en rapport vedrørende forvaltning af hede (DCE-rapport TR160) udgivet i foråret. Tidligere for eksempel om kvælstoffjernelse ved naturpleje (Schmidt og Gundersen, 2018, KU/IGN).

Videnskabelig baseret rådgivning fra universiteternes sektorforskning undergår en kvalitetssikring, der sikrer, at de rette faglige miljøer og fagligheder er inddraget, at der er foregået en grundig kvalitetssikring, herunder fagfællebedømmelse, og at anbefalingerne/rådgivningen er konsistent med tidligere rådgivning.

De planer, der aktuelt arbejdes med for dansk natur, er så vigtige, at det er nødvendigt, at planerne udarbejdes med udgangspunkt i faktuel, evidensbaseret viden om vores naturtyper og økosystemer, forvaltningen heraf og effekter på biodiversitet. Med hensyn til habitatforpligtigelserne er der desuden brug for en robust juridisk vurdering.

Hvis Rune Engelbreth eller andre ligger inde med dokumentation, der kan underbygge, at "genforvildning" vil sikre gunstig bevaringsstatus for alle naturtyper, så må dokumentationen fremlægges.

Det samme gælder for antagelsen om, at "genforvildning" som driftsform på alle arealer vil fremme biodiversitet på national eller regional skala.

Rune Engelbreth anbefaler, at beslutningstagere og forvaltere rådfører sig med "førende biodiversitetsforskere" – som han selv giver en anbefaling til, hvem kunne være.

Man må håbe på, at beslutningstagerne sidder opfordringen overhørig og i stedet baserer sig på de relevante styrelser og på kvalitetssikret rådgivning fra universiteterne.

Der er aktuelt alene på Aarhus Universitet 49 projekter fordelt på ni sektioner, der vedrører biodiversitet, og et stort antal forskere med relevant ekspertise, der kan indgå i videnskabelig baseret rådgivning.

Forrige artikel Forsker: Vi skal passe på Arktis' sårbare økosystemer Forsker: Vi skal passe på Arktis' sårbare økosystemer Næste artikel Brændeovnsbranchen om afgift: Det giver os ikke mærkbart renere luft Brændeovnsbranchen om afgift: Det giver os ikke mærkbart renere luft