Rune Engelbreth: Vildere natur truer ikke natur

KOMMENTAR: Universitetsforskerne Jesper Bak og co. fremlægger forkerte og forvanskede påstande om genforvildet natur, skriver Rune Engelbreth og fastholder, at vi mangler reel naturbeskyttelse i Danmark.

For nylig kunne man læse i et debatindlæg i Altinget af Jesper Bak og fire andre debattører, at genforvildet natur i kommende naturnationalparker er en trussel imod naturens biodiversitet.

Det er forkert. Al natur har været vild natur i milliarder af år, og alle arter er et evolutionært resultat af naturlige dynamiske processer – og pointen med vildere natur er netop at fremme naturens egne processer.

Faktisk er indlæggets påstande flere steder forkerte eller forvanskede, hvilket er forbløffende, i betragtning af at Jesper Bak og de fire øvrige debattører, Morten Tune Strandberg, Christian F. Damgård, Inger Kappe Schmidt og Rikke H. Hansen trods alt er universitetsansatte forskere.

Som jeg skal vende tilbage til, er de da også allerede blevet eftertrykkeligt imødegået af førende biodiversitetsforskere, men lad mig først kommentere mere direkte på Bak og co.’s påstande – ikke mindst deres kritik af de politiske forhandlinger om naturnationalparker, der er "baseret på forslag i en debatbog 'Danmarks genforvildede natur' af Rune Engelbreth Larsen", som de skriver.

Ikke bare debat
Det er ikke så svært at gennemskue, hvorfor Bak og co. karakteriserer min bog som en "debatbog", så tillad mig lige at gøre opmærksom på, hvori det faglige afsæt består.

Konceptet 'naturnationalpark' handler om, hvordan vi kan gavne biodiversitet ved at genetablere udgangsbetingelserne for naturlige processer i større sammenhængende naturområder.

Ordet stammer ikke fra én, men fra to af mine bøger - 'Vildere vidder i dansk natur' fra 2017 og 'Danmarks genforvildede natur' fra 2020.

Ideen, der udfoldes over sammenlagt 750 store bogsider, er selvfølgelig ikke baseret på, hvad jeg selv synes, men derimod på hundredvis af danske og internationale forskningsartikler, -rapporter og -undersøgelser, et utal af samtaler med landets førende biodiversitetsforskere, gentagne besigtigelser af 15 vildere danske projekter såvel som en række store naturnationalparklignende projekter i Holland, Tyskland og England.

Det indebærer selvfølgelig ikke, at man ikke kan være uenig i min fremstilling, men jeg tør godt stå på mål for, at begge bøger på et solidt grundlag kan oplyse politikere og andre borgere om grundlæggende problemstillinger, udfordringer og løsninger med afsæt i (og masser af referencer til) forskning på området.

Men. Og dette er det vigtigste: Begge bøger understreger gang på gang vigtigheden af, at beslutningstagere og forvaltere bør rådføre sig med førende biodiversitetsforskere under konkretiseringen af naturnationalparker, eftersom der naturligvis er behov for detailviden fra de vigtigste og mest relevante fageksperter under realiseringen af så komplekse projekter.

Konstruktiv kritik er altid godt, og selvfølgelig kan også andre forskere som for eksempel Bak og co. bidrage med faglig viden og saglige vinkler.

I det debatindlæg, de har skrevet, vil jeg dog mene, at både fagligheden og sagligheden lader en del tilbage at ønske.

Malplaceret kritik
For det første: Bak og co. vender sig imod flere sider, blandt andet præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Gjerding, fordi hun har påpeget vigtigheden af, at man i naturnationalparkerne indstiller eventuel produktion (for eksempel af tømmer, kød og honning).

Hendes pointe er selvfølgelig, at produktionen forarmer den natur, vi gerne vil bevare dér, hvor biodiversiteten får førsteprioritet. Både tømmer, kød og honning produceres i forvejen mange, mange andre steder, og det kan man jo fortsætte med.

Bak og co.’s kritik er imidlertid underligt malplaceret, for de har vist ikke forstået pointen, når de skriver: "Det er imidlertid ikke korrekt, at der kommer profit ud af naturarealerne."

Øh – jo, der kommer da bestemt ofte profit ud af naturarealerne til kødproducenten, tømmerproducenten og honningproducenten. Men det er underordnet her, for det er slet ikke dét, Maria Gjerding skriver. Ordet "profit" optræder overhovedet ikke i hendes indlæg, så jeg ved ikke, hvor Bak og co. har trukket det frem fra.

Det, der er omdrejningspunktet, er ophør af produktion i naturnationalparkerne – og så er det sådan set irrelevant, om produktionen giver profit eller ej.

Som Gjerding skriver i Altinget: "… vi skal stoppe med at producere honning, tømmer og bøffer, for det kommer med en regning for naturen. I dag henter vi tømmer ud fra vores naturområder og efterlader ikke de gamle træer og det døde ved, der er afgørende for mange insekter og fugle".

Og det vil ingen vel betvivle?

Bak og co. tilskriver hende med andre ord en helt anden pointe, fordi de tilsyneladende forveksler vigtigheden af at indstille produktion i naturnationalparker med statens driftsomkostninger til naturpleje – hvilket selvsagt er to vidt forskellige spørgsmål.

Fuldstændig forkert læsning
For det andet: Bak og co. skriver videre, at "Rune Engelbreth (Altinget 28. oktober) kommer frem til, at der er under 1 procent natur i Danmark".

Igen gnider man sig i øjnene … Hvor har de mon læst dét? Det er også forkert. Som i fuldstændig forkert.

Jeg håber da, at Bak og co. læser med større omhu, hvad der står i forskningsartiklerne, for det er åbenbart ikke altid tilfældet i de debatindlæg, de kritiserer.

Jeg kunne selvfølgelig aldrig finde på at skrive, at der er "under 1 procent natur" i Danmark, det ville jo være absurd. Jeg citerer derimod en stribe eksperter for at fastslå, at Danmarks BESKYTTEDE NATUR udgør under 1 procent af landarealet. Hvilket jo er noget ganske andet.

Mangel på reel naturbeskyttelse
For det tredje: Bak og co. skriver endvidere: "Rune Engelbreths forslag til naturnationalparker dækker da også i stor udstrækning områder, hvor vi i dag har noget af den bedste, beskyttede natur med stort indhold af sårbare og truede arter."

Det giver ingen mening at karakterisere disse områder som "den bedst beskyttede natur", eftersom der reelt er nul beskyttelse af dansk natur.

Det var som sagt pointen i dét indlæg, de henviser til – ikke, at der er nul natur, men at der ikke er en reel naturbeskyttelse i Danmark.

Det er måske overraskende, men det er altså ikke noget, jeg bare synes, men derimod noget, som flere biodiversitetsforskere gentagne gange har påpeget.

Senest for eksempel lektor Hans Henrik Bruun: "Det reelle tal for, hvad vi varigt og helhjertet har afsat til vild natur, er tæt på nul procent – hvis ikke det bare er nul procent." (Tjekdet.dk).

Professor Carsten Rahbek har tilsvarende konstateret, at dansk naturbeskyttelse er "noget vi leger på papir" og uddybede ved samme lejlighed: "Vi har en masse pæne streger på et kort, men hvis vi ser på, hvordan naturen har det i de her områder, så er det reelt ikke områder, hvor naturen har førsteprioritet." (Altinget.dk).

Og dér ligger selve kerneproblemet ved dansk 'naturbeskyttelse', for i 'beskyttet' natur kan vi i dag ofte fælde, pløje og dræne biodiversiteten helt i bund, og hvor det er tilfældet, giver det vitterlig ikke megen mening at tale om 'beskyttet' natur.

Vildere natur kan godt forenes med EU-direktiv
For det fjerde: Bak og co. skriver: "Det vil formentlig være direktivbrud at skrotte de eksisterende Natura 2000-planer og erstatte dem med en plan om at 'genforvilde' områderne, uden at der foretages en konsekvensvurdering".

Hvis den lidt kryptiske pointe her er, at EU’s habitatdirektiv skulle hindre vildere og mere dynamisk natur, er det forkert.

Det fremgår direkte af den bekendtgørelse, der handler om den danske implementering af direktivet, hvor man kan læse, at der også er mulighed for "dynamisk naturtilstand".

Dette er afgørende. Det er desværre en tilbagevendende myte, som man også møder blandt myndigheder, at EU’s habitatdirektiv skulle stå i vejen for dynamisk natur, hvorfor det er vigtigt endnu engang at erindre, at Naturstyrelsen selv har læst og forstået direktivet på nøjagtig den måde, "at der kan vælges en urørt dynamisk udvikling" (J.nr. NST-4103-00002).

Vildere natur kan med andre ord godt forenes med EU-direktivet.

Bak og co. undsagt af førende forskere
Af denne og flere grunde er Bak og co. jo også allerede blevet undsagt af seks af landets førende eksperter i biodiversitet.

Vildere natur strider hverken imod EU-direktiver eller truer bevaringen af biodiversiteten, fastslår således biodiversitetsforskerne Jacob Heilmann-Clausen, Carsten Rahbek, Jens-Christian Svenning, Hans Henrik Bruun, Rasmus Ejrnæs og Morten D.D. Hansen, der kommer fra fem forskellige forskningsmiljøer, i et debatindlæg på Altinget.

Men er det ikke bare hip som hap, når A-holdets forskere afviser det, som B-holdets forskere påstår? Nej.

Skulle nogen være i tvivl, kan uvildig research forvisse om, at Jesper Bak og de fleste af hans medskribenter glimrer ved deres fravær i de store og tungtvejende rapporter, artikler, konsensusudtalelser og atlasundersøgelser, som på nationalt plan kortlægger, hvad der fremmer og hæmmer biodiversitet herhjemme.

Omvendt er Bruun, D.D. Hansen, Ejrnæs, Heilmann-Clausen, Rahbek og Svenning enten personligt med i disse eller hører til de forskningsmiljøer, der har deres spidskompetence netop dér.

Fokus på hederne
Det korte af det lange er vel, at Bak og co. dybest set er mest bekymrede for hederne, som de da unægteligt også ved meget om – og fokuserer meget ensidigt på.

Men i dag DYRKES der jo ligefrem hedelyng som hedepleje, og det har meget lidt med naturens egne processer at gøre.

Og eftersom det er mit indtryk, at Bak og co. et eller andet sted også er optaget af den vilde naturs beskyttelse, kan man spørge, hvorfor og hvordan de forestiller sig en sådan beskyttelse uden de naturlige økosystemprocesser?

Jeg er sikker på, at de også kender masser af eksempler på overgræsning og uvirksom eller kontraproduktiv naturpleje, hvor mennesker aktiveres for at rende rundt og pleje eller detailkontrollere naturen. Et tilstræbt naturligt græsningstryk er det bedste, vi kan gøre for at få denne del af økosystemprocesserne tilbage.

Men derfor kan man jo også godt mene, at vi skal anstrenge os for at bevare nogle heder, hvor alskens virketrang får midler til at dyrke ensformige violette flader, enten fordi de er pæne, eller fordi de har en vis nostalgisk og kulturhistorisk værdi.

De er dog ikke særligt vigtige for at bevare de arter, der i dag lever på heden, for de skal nok også klare sig i vildere og mere dynamiske områder med større og mere naturlig variation.

Men kulturværdien kan man selvfølgelig godt sætte pris på.

Naturlandskaber og landskabsmuseer er to forskellige ting
Ligesom vi for eksempel i Frilandsmuseet Hjerl Hede kan lære om den historiske udnyttelse af hede, skov og mose og for eksempel både kan opleve hestevogne og et gammelt dampsavværk, kan man fint ønske at bevare lidt flere af fortidens kulturlandskaber som udflugtsmål.

Jeg har derfor ikke noget imod, at man med dette formål for øje dyrker hedelyng på traditionel driftsmanér nogle steder.

Men naturen er dynamisk fra naturens hånd, og hvis vi ønsker at gøre noget for biodiversiteten, skal vi have en række store naturområder, hvor naturens egne processer råder og udfolder sig frit – så vidt det nu kan lade sig gøre. Og i disse sammenhænge er det derimod landets førende biodiversitetseksperter, som bør spille nøglerollen – hvilket jeg af samme grund slår til lyd for i mine bøger.

Og det er jo ikke et angreb på dyrkningsret eller tømmerhugst. Ingen har noget imod hverken produktion eller kulturhistorie. Der vil som nævnt stadig være tømmerhugst i langt, langt de fleste plantager, og der vil stadig være mere end rigeligt med områder til at producere honning – ligesom der stadig vil være steder, hvor man kan dyrke hedelyng. Blot ikke i naturnationalparkerne, hvor naturen bør få førsteprioritet.

Med andre ord: Naturlandskaber og landskabsmuseer er to forskellige ting.

Skæg for sig og snot for sig.

Forrige artikel Heino Knudsen: Knappe råstoffer skal bruges mere bæredygtigt Heino Knudsen: Knappe råstoffer skal bruges mere bæredygtigt Næste artikel Steen Gade: EU-forslag kan blive banebrydende for natur og biodiversitet Steen Gade: EU-forslag kan blive banebrydende for natur og biodiversitet