Rune Engelbreth: Naturen er en juridisk ødemark

Det fremgår af en helt ny rapport fra Det Europæiske Miljøagentur, at Danmark nærmest er nummer chok i EU, hvad angår landets naturtilstand. Biodiversitetsforsker Carsten Rahbek ved Københavns Universitet fastslår: ”Det er ganske tydeligt, men ikke særligt overraskende, at Danmark er bagerst i bussen. Situationen i Danmark er rigtig slem.” 

Men knap nok er historien om Danmarks exceptionelt ringe naturtilstand breaket, før Detektor kan afsløre, at Miljøstyrelsens opgørelse af beskyttede naturarealer i Danmark tilmed er misvisende oppustet til 15-17 procent af landarealet. For eksempel er cirka 50.000 landbrugsmarker og store områder med tømmerproduktion talt med i arealet over internationalt beskyttede Natura 2000-områder, hvilket er meningsløst at kalde ’beskyttet’ natur, da produktionen selvfølgelig ikke beskytter, men tværtimod forarmer naturværdierne.

Ifølge endnu et faktatjek af Tjekdet.dk medregnes sågar golfbaner i den danske oversigt, og forskerne står i kø for at afvise Miljøstyrelsens regnestykke. For eksempel udtaler biodiversitetsforsker Hans Henrik Bruun ved Københavns Universitet til Tjekdet.dk, at det er “decideret løgnagtigt” at medregne disse typer arealer som beskyttet natur.

Men under mediechokkets overskrifter, der med rette påpeger absurditeten i de medregnede pløjemarker, tømmerplantager og golfbaner, gemmer sig en vigtigere og mere alvorlig problemstilling. Den nedslående kendsgerning er nemlig, at heller ikke uden for disse arealer findes der nogen helhjertet dansk naturbeskyttelse.

Biodiversitetsforsker Rasmus Ejrnæs ved Aarhus Universitet fastslår således til Detektor: ”Hvis man kigger lidt nærmere på det, har vi faktisk ikke nogen lovgivning i Danmark, som sikrer det, man kunne kalde en streng naturbeskyttelse, hvor man har beskyttet naturen og alle de sjældne arter mod de trusler, der måtte være”. Og Hans Henrik Bruun istemmer over for Tjekdet.dk: ”Det reelle tal for, hvad vi varigt og helhjertet har afsat til vild natur, er tæt på nul procent – hvis ikke det bare er nul procent."

Nul procent.

Hvis Museumsloven beskyttede vores kulturværdier lige så lemfældigt, ville der lyde et ramaskrig, men dansk natur og biodiversitet er i vid udstrækning på Herrens mark.

Rune Engelbreth Larsen

Hovedproblemet er med andre ord, at vi ikke har givet naturen plads til at udfolde sig SOM natur, det vil sige som vildere natur, fordi vi dels ikke har noget bindende mål for, hvor meget natur vi vil forpligte os til at beskytte, og dels ikke har nogen lov om helhjertet naturbeskyttelse.

Det handler altså ikke alene om, at de 15-17 procent er pustet kunstigt op, og at det ’virkelige’ tal er mindre, men om at en naturbeskyttelse jo skal beskytte imod en forarmelse af natur og biodiversitet – men det sikrer dansk naturbeskyttelse i reglen ikke. Hverken på 17 procent eller 15 procent af landarealet. Faktisk end ikke på 1 procent.

Ikke alene er der mange formelt naturbeskyttede Natura 2000-områder, hvor der absurd nok dyrkes afgrøder og produceres tømmer. Men der er også masser af såkaldte §3-arealer, hvor naturen formelt er ’beskyttet’ i henhold til selve naturbeskyttelsesloven, men kun beskyttet mod nye menneskeskabte tilstandsændringer. Derfor er hidtidig produktion ikke juridisk udelukket på mange af disse arealer, og der er ingen krav om god naturtilstand.

Vores historiske fredninger dækker i de allerfleste tilfælde heller ikke over en beskyttelse af naturen, for masser af fredningerne har slet ikke haft natur og biodiversitet som formål. For få år siden blev det dokumenteret, at kun en femtedel af de små 2.000 fredninger, som hidtil var indberettet af Miljøstyrelsen, levede op til de internationale kriterier.

Mange tror eksempelvis også, at den udbredte kategori ”fredskov” betyder en 'fredet' skov i betydningen beskyttet skovnatur. Det er heller ikke tilfældet. Skovloven beskytter tværtimod primært tømmerproduktionen IMOD skovnaturens mulighed for at udfolde sig naturligt, fordi formålet er skovdrift. Derfor har det lige så lidt med fredet natur at gøre som en rødspætte med en grønspætte.

Enhver skovdrift kontrasterer biodiversitet, hvorfor det ikke hjælper, at loven samtidig ”tilstræber” at øge biodiversiteten, for den tilstræbelse er ingen beskyttelse imod en tømmerproduktion, der hindrer skovnatur i at udfolde sig som skovnatur.

Det er selvfølgelig vigtigt, at vi får tømmer fra skovbruget og afgrøder fra landbruget, men derfor må vi også vælge, hvilke områder vi vil have tømmer og fødevarer fra, og hvor vi omvendt vil beskytte biodiversiteten. Enten eller.

Ganske vist findes der visse former for tømmerproduktion og landbrugsproduktion, der er marginalt mindre problematiske for biodiversiteten end andre former, men det er meget små forskelle, og de løser ikke biodiversitetskrisen.

Selv dér, hvor vi ellers har besluttet, at statsskoven helt skal slippe for motorsave til stor gavn for skovnaturen, er denne såkaldte urørte skov ikke engang beskyttet af én eneste retsregel. Overhovedet. Det beror således kun på en politisk administrativ beslutning, og en kommende miljøminister ville til enhver tid kunne genindføre tømmerproduktion i urørt statsskov uden at bekymre sig om en lov eller retsregel.

Heldigvis er der selvfølgelig lodsejere, som går længere for at gavne naturen, end diverse love kræver, enten i kraft af hvad de aktivt gør for at fremme biodiversiteten eller undlader at gøre for at begrænse den, f.eks. genopretter naturlig vandstand, hvor et område er drænet, eller sørger for helårsgræsning, hvor et areal gror unaturligt til. Men det skyldes deres eget helhjertede ønske om at fremme naturen, ikke en helhjertet naturbeskyttelse i lovgivningen.

Men mange steder i vores ’beskyttede’ natur kan vi altså spille golf og dyrke afgrøder, fælde og fjerne træer, dræne naturen unaturligt tør og lade dyr overgræsse og forarme vegetationen for at producere kød. Derfor virker vores naturbeskyttelse ikke, og når Danmark i dag opgør 15-17 procent af landarealet som beskyttet natur ved at regne på fredninger, Natura 2000-arealer og §3-arealer, er det dybest set bare ”noget vi leger på papir”, fastslår professor Carsten Rahbek ved Københavns Universitet: "Vi har en masse pæne streger på et kort, men hvis vi ser på, hvordan naturen har det i de her områder, så er det reelt ikke områder, hvor naturen har førsteprioritet".