Debat

S-politikere: Producenterne skal tage et langt større ansvar for at stoppe emballagesvineriet

EU arbejder på en ny emballagelov, der giver producenterne ansvaret for at sikre genanvendelse af den emballage, vi får med hjem. Det skal ikke være forbrugerne, der står med hovedansvaret for at sortere korrekt, skriver Niels Fuglsang og Andreas Tang-Brock.

De producenter, der går forrest for at stoppe emballagesvineriet, skal ikke opleve konkurrencemæssige ulemper i forhold til andre, skriver Niels Fuglsang og Andreas Tang-Brock.
De producenter, der går forrest for at stoppe emballagesvineriet, skal ikke opleve konkurrencemæssige ulemper i forhold til andre, skriver Niels Fuglsang og Andreas Tang-Brock.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Plastikfolie om agurkerne, engangskrus og plastikbøtter. Emballageaffald er utvivlsomt noget, du dagligt håndterer og forholder dig til. Det hober sig op i skraldespandene, bybilledet og desværre havner meget af det i naturen.

Heldigvis forhandler vi netop nu EU's nye emballagelov, så lad os bruge den mulighed til at stoppe emballagesvineriet.

Det skal ikke være forbrugerne, der står med hovedansvaret for at sortere korrekt og bortskaffe affald. Løsningen på dette dilemma kræver en genfordeling af ansvaret, hvor producenterne skal tage et langt større ansvar for mængde og materialetyper.

Læs også

Derfor arbejder vi for en EU-lov, der sætter stop for overflødig engangsemballage, og som giver producenterne ansvar for at reducere mængden af emballage, samt et ansvar for at sikre genanvendelse af den emballage, vi får med hjem.

EU's nye emballagelov

Vi mener, at målet for EU's nye emballagelov, der forhandles netop nu, bør være at fremme en cirkulær økonomi og gøre op med forbrug og smid ud økonomien.

Vi er nødt til at påvirke hele det europæiske marked, så vi hurtigst muligt får et lavere ressourcetræk, end det vores verden egentligt kan håndtere.

Faktum er, at vi lever i en verden, hvor vi forbruger ressourcer langt hurtigere end jorden kan gendanne dem. Derfor sætter vi som mennesker flere systemer under pres.

Det skal ikke være forbrugerne, der står med hovedansvaret for at sortere korrekt og bortskaffe affald

Niels Fuglsang (S) og Andreas Tang-Brock (S)
Hhv. medlem, Europa-Parlamentet og næstformand for Klima-, Miljø- og Planudvalget, Skanderborg Kommune

I Denmark er vi storforbrugere og er blandt dem, der forbruger flest ressourcer per menneske af alle i hele verden – faktisk skal der ifølge Verdensnaturfonden WWF hele fire jordkloder til, hvis alle levede, som vi gør. Et vigtigt skridt i at få ændret den udvikling er at få nedbragt brugen af overflødig emballage.

Der er brug for lovgivning med klare incitamenter til virksomheder, der anvender genanvendelige materialer, og restriktioner for dem, der ikke overholder genbrugsstandarter.

De producenter, der går forrest, skal ikke opleve konkurrencemæssige ulemper i forhold til andre. Derfor er der brug for fælles lovgivning med klare og tydelige standarder for, hvilke krav producenterne skal leve op til.

Der skal være skrappe miljøkrav til emballagen, men uden at det betyder, at varerne går i stykker under transporten, da det heller ikke er bæredygtigt. 

Læs også

Vi mener også, at EU helt er nødt til at forbyde sammensatte materialer – kompositmaterialer – for eksempel juicekartoner, som består af flere sammensatte materialer som pap, aluminium og plastik. De er en katastrofe i forhold til genanvendelse. Kompositmaterialer umuliggør, at forbrugerne kan sortere emballagen til genbrug.

Lad os få nedbragt brugen af emballage og sikre, at den kan genanvendes. Det er der, kampen står de kommende måneder, når EU's nye emballagelov forhandles.

Hvis vi får vores vilje, får emballageproducenterne nogle hjemmeopgaver. Til gengæld får vi en renere natur, en lettere husholdning og får nedbragt vores overforbrug af jordens ressourcer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels Fuglsang

MEP (S)
ph.d. (CBS 2021), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2011)

0:000:00