SEGES: Markager viser bekymrende mangel på viden

Af Flemming Gertz
Landskonsulent, SEGES

Professor Stiig Markager har i sit debatindlæg i Altinget 3. december tilsyneladende ikke forstået, at Vandrammedirektivet er et såkaldt rammedirektiv.

Markager skriver, at Danmark via Vandrammedirektivet har forpligtet sig til at tilvejebringe god økologisk tilstand i alt naturligt overfladevand, og hermed viderebringer han en udbredt misforståelse. 

Vandrammedirektivet stiller nemlig ikke krav om, at god økologisk tilstand skal nås. Vandrammedirektivet indeholder nemlig en række undtagelsesmuligheder. 

Undtagelser giver muligheder
Brugen af undtagelser skal begrundes, men reelt betyder det, at der er mulighed for at implementere Vandrammedirektivet forskelligt fra land til land, samtidig med at landene overholder forpligtigelserne i det.

Et meget klart eksempel ses for vandløb nord og syd for den dansk-tyske grænse. 

Markager hænger desværre fast i et paradigme om, at kvælstofreduktion er eneste vej til opnåelse af miljømålene. 

Flemming Gertz
Landskonsulent i SEGES

I Slesvig-Holsten er størstedelen af vandløbene udpeget som enten kunstige eller stærkt modificerede, mens det er omvendt i Danmark. Kunstige eller stærkt modificerede vandløb vil ofte have mindre høje krav til miljøtilstand. 

EU-kommissionens gennemgang af tyske vandplaner i en rapport fra 2012 førte ikke til en kritik af omfanget af udpegningen af kunstige og stærkt modificerede vandløb, men derimod til anbefalinger om, at man skal begrunde udpegningerne bedre. 

Omvendt er der ingen krav i Vandrammedirektivet om, at man skal udpege vandløb som kunstige eller stærkt modificerede. 

Dette eksemplificerer, at der er en betydelig ramme, hvorunder Vandrammedirektivet kan implementeres, og dermed overlades der mere beslutning til beslutningstagere og politikere, end der ofte gives udtryk for i debatten.

Afhænger af ambitionerne
Markager forholder sig ikke til vandløb, men til næringsstoftilførsler til havet. 

Det er helt korrekt, når Markager skriver, at Vandrammedirektivets mål ikke er lige vilkår for landbrug mellem lande, men at det er målet at opnå en god miljøtilstand. 

Men som for vandløb, så gælder også for havet, at der er en række af undtagelsesmuligheder, som betyder, at Vandrammedirektivet kan implementeres forskelligt afhængigt af de nationale ambitioner. 

For eksempel er det muligt at udpege stærkt modificerede vandområder også for kystvande. Det betyder, man ikke skal opnå god økologisk tilstand, men godt økologisk potentiale. 

I Danmark er det kun sket for tre vandområder, nemlig Ringkøbing Fjord, Nissum Fjord (slusefjorde) og inderste del af Randers Fjord. 

Der er en hel række andre fjorde med sluser og dæmninger/indsnævringer, som også har fået den naturlige vandudskiftning påvirket. Her har man valgt ikke at udpege eller endog undersøge dem for muligheden for at blive udpeget som stærkt modificeret vandområde. 

Det behøver man heller ikke, det er et nationalt valg, hvorvidt man vil det, men det giver en ramme, hvorunder man kan implementere Vandrammedirektivet. 

Økonomien giver rum til fortolkning
Man kan også, med den rette begrundelse, udskyde tidsfristen fra 2015 til senere (hvilket er gjort), eller man kan beslutte sig for at lempe målsætningerne, og det vil sige at have mindre strenge miljømål. 

Hvorvidt man vil lempe målsætningerne er i sidste ende en afvejning af de økonomiske omkostninger ved at nå målene. 

EU har endnu ikke givet klare retningslinjer herfor, og der er derfor overladt et stort råderum til de forskellige lande til at tolke dette spørgsmål. 

Når landbruget henviser til proteinindholdet i korn, er det således ikke meningsløst, som Markager udtrykker det, men refererer tilbage til, hvor meget opnåelse af miljømålene skal koste det danske samfund.

Har set sig sur på kvælstof
Markager slutter sit debatindlæg af med følgende sætning: 

”En konstruktiv dialog om målrettede virkemidler – fra mark til fjord – må være den bedste og mest fornuftige vej frem.” 

Hertil er der kun at sige: ”Ja!”. Og den konstruktive dialog kunne passende starte med en dialog om, hvordan man opnår bedre miljøtilstand. 

Ingen tvivl om at kvælstof er vigtigt for miljøtilstanden, og at nedbringelse af tilførslerne, som det er sket, er en væsentlig forudsætning for at nå god økologisk tilstand eller i hvert fald biologisk gode funktionelle vandområder. 

Men Markager hænger desværre fast i et paradigme om, at kvælstofreduktion er eneste vej til opnåelse af miljømålene. 

Det er nødvendigt med andre tiltag. 

Løsningerne er flere
Markager nævner selv, at eksempelvis mudderbund kan være et problem. Yderligere næringsstofreduktioner vil ikke løse dette problem inden for tidsrammen af Vandrammedirektivet. 

Derfor vil der i en rapport om marinevirkemidler, som snarligt udgives under Partnerskab for vidensopbygning om virkemidler og arealregulering, være forslag om såkaldt sandcapping. 

Det betyder, at man dækker mudderbunden med et nyt lag sand, som dels begraver mudderet og vil have en øjeblikkelig restaurerende virkning på fjordområdet, og dels muliggør en reetablering af vegetation på bunden. 

Andre marine virkemidler som for eksempel ålegræsreetablering vil ligeledes have en restaurerende effekt, som i nogle områder vil være helt nødvendige, hvis der skal opnås god tilstand inden for Vandrammedirektivets tidsramme.

Sandheden har flere facetter
Markager redegør for behovet for kvælstofreduktion og proklamerer, at DHI Institut for Vand og Miljø og Aarhus Universitet når samme resultater. Det er en sandhed med modifikationer, som er en særskilt diskussion værd. 

Bare som eksempel kan nævnes, at DHI nåede frem til et kvælstofindsatsbehov for Odense Fjord på 28 procent med baggrund i en dyr avanceret model, som Naturstyrelsen har bekostet, mens Markager og Aarhus Universitet nåede frem til et behov på 48 procent med baggrund i relativt simple statistiske beregninger. 

Af uransagelige grunde valgte Naturstyrelsen at anvende Aarhus Universitets indsatsbehov på 48 procent i vandområdeplanerne og dermed at unyttiggøre den ellers dyrt indkøbte model fra DHI. 

At Markager i øvrigt skriver, at kvælstoftilførslerne til danske farvande næsten har været konstante siden 2003, vil jeg kalde bekymrende. 

Markagers egne kollegaer på Aarhus Universitet har i et notat fra 2013 beregnet, at faldet i kvælstoftilførslen fra 2005 til 2012 var 18 procent, svarende til 12.000 ton N.