SEGES: Rammevilkårene strammer

Af Ivar Ravn
Cand. Agro og direktør, SEGES Planter & Miljø 

“In the long run we’re all dead.” Sådan svarede den engelske økonom John Maynard Keynes, da han blev spurgt om de langsigtede effekter af sine økonomiske teorier. 

Det samme kan siges om mange landmænd og en række mindre og mellemstore pengeinstitutter, hvis den økonomiske udvikling i erhvervet fortsætter som nu.

Institutleder ved IFRO Henrik Zobbe skriver i Altinget 3. december, at rammevilkår ikke bør påvirke konkurrenceevne, men blot resultere i faldende jordpriser. Det kan man vel pænt sagt kalde en noget akademisk betragtning!

Zobbe har ret så vidt, at nogle omkostninger kan tilpasses på lang sigt. Men kan man altid forudse, hvilke rammevilkår der kommer? Og har produktionspris og kvalitet på det produkt, man gerne vil sælge, en betydning?

Landmændene passer på deres investeringer
Lad os først se på at kunne forudse rammevilkår.

I et åbent, eksportorienteret land som Danmark betyder vilkår og produktionspris rigtigt meget.

Ivar Ravn
Direktør i SEGES Planter & Miljø

Landmænd i hele den vestlige verden investerer i jord og bygninger som langsigtede investeringer, der skal tilbagebetales over typisk 20-40 år. 

For jordens vedkommende bør der ikke ske nedslidning, da landmanden har interesse i at holde den i god dyrkningsmæssig stand - frugtbar og drænet. 

Gør han det, bør prisen alt andet lige være konstant på længere sigt, men selvfølgelig afhængig af de langsigtede forventninger til prisen på planteprodukter og mulige konjunkturstigninger, hvis jorden eksempelvis ligger i et kommende byudviklingsområde.

Men der er også andre faktorer, der spiller ind.

Et valg mellem to onder
Da harmonikravene for husdyrgødning blev indført, skulle landmanden pludseligt og helt rimeligt råde over et givet areal til at sprede sin husdyrgødning på. 

Han skulle desuden også selv eje en bestemt andel af jorden. Især det sidste var med til at presse prisen på jord op. 

Kunne en landmand, der investerede i jord 10 år tidligere have forudset dette? Måske, måske ikke. Men mange kunne ikke. 

For nogle stod valget mellem pest eller kolera: Tabe rigtigt mange penge ved at reducere husdyrproduktionen i nogle stalde, der stadig skulle betales, eller købe jord, som i forhold til det planteavlen alene kunne kaste af sig, var for dyr. 

Mange valgte det mindste onde, nemlig at købe jord. Priserne steg, og det blev på den længere bane vanskeligere at forrente landbrugsbedriften.

Seer-evnerne rækker ikke
Kunne man i 1995 forudse, at man i 2015-16 i hele landet kun må tildele 80 procent af den mængde næring i form af kvælstof, som planterne har behov for? 

I 1995 var vi kommet rigtig langt med udnyttelsen af husdyrgødningen, som har været den helt store gevinst for både miljø og landbrug. I 1999 kommer så en tvungen reduktion af næringsnormerne på 10 procent under afgrødernes behov. 

Den reduktion er siden vokset til en underforsyning på 20 procent. Vi ser ikke noget, der kommer i nærheden af det i resten af verden. Det påfører landmænd et betydeligt tab i forhold til konkurrenterne i udlandet, og det er netop fordi, ingen kunne forudse, at man skulle så langt ned i gødning og dermed i indtjening.

Kunne man i 1999 have forudset, at VK-regeringen 10 år senere laver Grøn Vækst-aftalen, hvor der blandt andet pludselig kommer en PSO-afgift på banen, som i dag koster erhvervet cirka 600 millioner kroner? Det er vel de færreste, der kunne det, selvom de ifølge Zobbe burde have gjort det!

Forudsigelighed er utopi i Danmark
Og hvad med pris og kvalitet?

Det er efterhånden veldokumenteret, at den stadigt stigende underforsyning af danske afgrøder ikke bare koster i udbyttet på marken, men også i afregning på verdensmarkedet. 

Dansk korn sælges til lavere priser end korn fra de lande, vi normalt sammenligner os med. 

Vi danskere, der ellers med god ret er stolte over kvaliteten af vores landbrugsprodukter, sælger nu tredje rangs korn til eksport, fordi proteinindholdet er markant lavere end i andre lande. 

Kunne man for 15 år siden have forudset, at vilkårene ville betyde, at vi - af alle lande - skulle gå på markedet med et tredjerangs produkt? Jeg håber det ikke, for så er der jo noget helt galt.

Så ja, der er grund til at kigge langsigtet på muligheder, vilkår og konjunkturer, inden man investerer i jord og husdyrproduktion. Det har Zobbe ret i.

Men hvis hans teori skal holde hele vejen, så skal man enten være heks med en særdeles skarp krystalkugle eller måske landmand i Norge eller Schweiz. I et åbent, eksportorienteret land som Danmark betyder vilkår og produktionspris rigtigt meget!