SF gør drikkevand til hovedkrav til forhandlinger om finansloven

SF vil sikre milliarder til beskyttelse af drikkevandet i forbindelse med dette års finanslovsforhandlinger. DN uddeler ros.

SF gør rent drikkevand til et hovedkrav til dette års finanslovforhandlinger. 
SF gør rent drikkevand til et hovedkrav til dette års finanslovforhandlinger. Foto: Colourbox
Hjalte T. H. Kragesteen

Beskyttelse af drikkevandet skal være en central del af dette års finanslovsforhandlinger.

Det mener SF, der har gjort det til et af partiets hovedkrav.

”Vores drikkevand er truet, og jeg er alvorligt bange for, vi ender med at købe drikkevand i plasticflasker, hvis vi ikke gør noget drastisk nu. Derfor skal vi danne ring om vores drikkevand og sikre det mod alle former for forurening,” siger SF-formand Pia Olsen Dyhr i en skriftlig kommentar.

SF peger i sit udspil på, at der de første måneder af 2021 er fundet rester fra sprøjtegift i over halvdelen af vandværkernes prøver. Derudover henviser SF til, at andelen af fund med pesticidrester over grænseværdien i vandboringer er firedoblet siden 2016. 

Derfor kommer partiet nu med fem punkter, hvor dele skal forhandles på plads i selve finansloven, mens andre bliver en del af de pesticidforhandlinger, som miljøminister Lea Wermelin har varslet i dette efterår.

 Det er nu, vi skal handle, så vores børn og børnebørn også kan drikke vand urenset fra hanen.

Maria Reumert Gjerding
Præsident, DN

Vil oprette fond
Det mest markante punkt handler om at lave såkaldte grundvandsparker, hvor SF vil afsætte otte milliarder kroner i en fond, der skal sikre billige lån til kommuner og vandværker, som ønsker at opkøbe landbrugsjord i områder, hvor grundvandet dannes. På den måde kan man undgå sprøjtemidler i de sårbare områder ved at der enten omlægges til økologi eller natur.

Idéen om grundvandsparker blev allerede præsenteret i foråret, men nu gør SF det til et decideret hovedkrav til forhandlingerne til næste års finanslov. Dermed bliver forurening for andet år i træk et helt centralt krav fra SF, der sidste år fik sikret over en halv millard til bekæmpelse af genrationsforureninger.

Foruden grundvandsparkerne lægger SF også op til et generelt forbud mod pesticider og algemidler. Og så vil partiet afsætte mindst 100 millioner kroner til blandt andet at bekæmpe jordforeninger i områder, hvor der indvindes grundvand.

0:000:00