Statsskovsskizofreni

"Beskyttelse og benyttelse hånd i hånd" - dét har i en halv snes år været et hyppigt mantra i dansk naturpolitik. Desværre er det også intetsigende, for ingen vil jo tale for dets modsætning!

Uenighederne angår karakteren og vægtningen af dels at beskytte, dels at benytte. Som artiklens overskrift signalerer, så giver de ofte modsat rettede hensyn anledning til alvorlige problemer.

Jeg vil her beskrive et par forhold, hvor benytte og beskytte er hinandens diametrale modsætninger, og hvor Naturstyrelse havner som en klumpedumpe i et formålsskizofreni. Således kan en ansat i Naturstyrelsen fælde og sælge mange næsten 250 år gamle egetræer for så den næste dag at tilgodese udsatte egehjorte ved at sprænge toppen af yngre egetræer. Et tiltag, der er nødvendigt som følge af manglen på gamle halvdøde træer. En ren Molbo-historie!

Et historisk tilbageblik over statsskovenes formål er primært en fortælling om et akut tømmerbehov til en kæmpe træskibsflåde og deraf følgende kongelige invitationer til effektive udenlandske rådgivere, der skulle sætte gang i et dansk skovbrug. Det har givet mening med en ensidig produktionstilgang for nationalstaten på daværende tidspunkt, men nu skriver vi 2013 og har en stor viden om den biologiske mangfoldigheds tilbagegang og med den viden følger ansvar.

Rentabel drift eller public service?
Dette er ikke et indlæg for eller imod skovdrift, og det handler heller ikke om, den ene eller anden driftsform. Statslig produktionsvirksomhed er uhørt i næsten alle andre sammenhænge og afviklet for længst. For tømmer er det underligt nok anderledes, og det er en indgroet del af kulturen i dele af vores Naturstyrelse. Nok har der været en grønnere bølge i forvaltningen, men driftskompromiser gør det ikke markant bedre for vores truede arter.

I den løbende mediedebat argumenterer forstfolk for vigtigheden af at sikre rentable drift for statsskovene, og at det er driften, der sikrer pengene til naturtiltag. Netop det perverse økonomiske afhængighedsforhold mellem træfældning og midler til naturen må siges at være den mest åbenlyse grund til at tage afstand fra benyttelse/beskyttelses-filosofien. Biodiversitet har aldrig været rentabelt uden tilskud! Man har derimod tjent på at ødelægge natur og fastholde biodiversiteten på et stabilt lavt niveau.

Der er bred konsensus i danske forsknings og forvaltningskredse om, at netop urørt skov er det vigtigste middel til at sikre flest sårbare arters overlevelse. Statsskovene er der, hvor man billigst kan gøre mest og med mindst muligt bøvl. Desværre finder vi naturambitionerne for skovene på bunden af den politiske syltekrukke.

Biodiversitet har aldrig været rentabelt uden tilskud! Man har derimod tjent på at ødelægge natur og fastholde biodiversiteten på et stabilt lavt niveau.

Kristian Jørgensen
Verdens Skove