Vandplan-afgørelse skaber flodbølge af problemer

ANALYSE: Miljøklagenævnets beslutning om at underkende vandplanerne skaber en række problemer for kommunerne, miljøministeren og Naturstyrelsen. Men landbruget jubler.
Vandplanerne skal nu ud i en ny høring - spørgsmålet er, hvor mange ændringer Auken vil åbne for?
Vandplanerne skal nu ud i en ny høring - spørgsmålet er, hvor mange ændringer Auken vil åbne for? Foto: Claus Bjørn Larsen
Anders Jerking
"Liden tue kan vælte stort læs". Det ordsprog beskriver ganske præcist situationen, efter at Natur- og Miljøklagenævnet har afgjort, at de 23 statslige vandplaner er ugyldige.

Afgørelsen skyldes, at høringsfristen i den supplerende høring i december sidste år kun var på otte dage. Det er alt for lidt, mener et enigt klagenævn. I forhold til det årelange arbejde med planerne og i forhold til de konsekvenser, som landbruget mener, at planerne får, må høringsfristen betragtes som en lille tue. Men den var altså stor nok.

Nu er læsset væltet. Det er en stor sejr for landbruget, mens afgørelsen åbner for en stribe problemer for kommunerne, for miljøministeren og ikke mindst for Naturstyrelsen.

Kommunerne på pause
Afgørelsen fra klagenævnet kommer netop, som kommunerne i disse uger vedtager de kommunale handleplaner, som kommunerne har arbejdet med hele året. Disse planer er bundet op på de statslige vandplaner og er derfor nu ugyldige. I KL har man overvejet, om kommunerne kan fortsætte processen og vedtage planerne med det forbehold, at de statslige vandplaner bliver vedtaget, men det er ifølge Altinget.dks oplysninger tvivlsomt, om det juridisk kan lade sig gøre.

0:000:00